10.02.2012
Artikel

“Det er jo bare så hæsligt”

Det er svært at gradbøje alle de dårlige ting, der er at sige om fyringer. Men grædende kolleger og avisartikler, der reducerer akademikere til kolde hænder, der bare kan skæres væk, er blandt det værste, mener Nana Olivia Brings Jacobsen, tillidsrepræsentant i den netop fusionerede Kulturstyrelse.

Af Vivian Voldgaard

Natten til den 16. januar sov tillidsrepræsentanten i Kulturstyrelsen, Nana Olivia Brings Jacobsen, ikke særlig godt. Et halvt års mavepine og uvished skulle kulminere i fyringsvarsler til i alt ni kolleger mellem klokken 9 og 9.30, heraf fire i hendes egen AC-gruppe.

“Som tillidsrepræsentant ved man, at man får en dag, der er lige præcis så hård, som den er. Vi er de eneste, der ved, hvordan vores dag bliver. Andre sidder med uvisheden, og det er jo bare så hæsligt”, siger hun.

Kulturstyrelsen er en fusion af Kulturarvsstyrelsen, Bibliotek og Medier og Kunststyrelsen. Den nye styrelse blev en realitet 1. januar, og fusionsprocessen kører altså sideløbende med de fyringer, der blev forvarslet allerede sidste sommer, da den tidligere regering vedtog BoligJobplanen. Nana Olivia Brings Jacobsen var tillidsrepræsentant i Kunststyrelsen og er sammen med én tillidsrepræsentantkollega fortsat i hvervet for en blandet AC-gruppe, der lige nu består af 45 akademikere fra den tidligere Kunststyrelse.

“I Kunststyrelsen havde vi allerede sidste år en fyringsrunde, og det har de to øvrige styrelser også været igennem, så vi prøvede at samle de bedste erfaringer fra alle tre steder forud for den fyringsrunde, vi nu står i”, fortæller hun.

Fremgangsmåden blev, at alle medarbejdere skulle sidde ved deres computer den varslede mandag fra klokken 9 til 9.30. De, der blev varslet, fik pr. mail en indkaldelse til en samtale med kontorchefen. Samtidig blev de orienteret om, hvordan de kunne komme i kontakt med tillidsrepræsentanterne, uden at alle andre ville blive vidner til det.

“Vi er en organisation, hvor vi sidder med glasvægge mellem os, og det er bare ikke ret svært at gætte, hvad der sker, hvis man kommer gående ned ad gangen med sin tillidsrepræsentant. Derfor valgte vi at sige, at det skulle være op til de varslede selv at bestemme, hvordan de ville i kontakt med os. Vi fortalte, hvor de kunne finde os, og de kunne også vælge at maile eller ringe, og vi kunne så herefter aftale, hvor og hvordan vi skulle mødes”.

Det er gode venner
For at mindske uroen i hele organisationen havde tillidsrepræsentanterne forhandlet sig frem til, at der samme dag skulle holdes møde med samtlige team, hvor kontorchefen fortalte om, hvem der var fyringsvarslet, og hvordan forløbet ville blive efterfølgende.

Det gav ifølge Nana Olivia Brings Jacobsen lidt ro. Men det fjernede ikke den knugende fornemmelse i maven, som alle gik rundt med. Og som tillidsrepræsentant er den stadig en tro følgesvend:

“Som akademiker er vi uddannet til at analysere problemstillinger, og vi er på hjemmebane, når vi sidder i SU og aftaler, hvordan det hele skal foregå og på hvilke vilkår. Men at sidde over for en kollega, der er blevet varslet, kræver noget, som ikke ligger som det mest naturlige for en akademisk medarbejder. Det er en balance mellem, at det går under huden på én, og samtidig er det en arbejdsopgave, der skal løses. Nogle gange er det jo nære kolleger og nogle, som man har en form for venskabsrelation til, og som man ser i fritiden, og så pludselig sidder man der over for hinanden. Det kræver, at man kan holde øje på bolden”, siger hun.

Ifølge Nana Olivia Brings Jacobsen findes der to gennemgående karikaturer på tillidsrepræsentanten: Den, der sidder på skødet af ledelsen, og den, der er i evig opposition.

“Vi har i den gamle Kunststyrelse arbejdet for en mere moderne tilgang til rollen. Tillid skal pege i alle retninger, så vi har arbejdet hårdt på at være et mellemled, der reelt bliver taget med på råd, og det kræver, at man kommer med input og samarbejder. Men samtidig har vi været meget bevidste om, at vi skulle være i opposition, når det var nødvendigt, og forhandlende, når det var nødvendigt”.

Forkert syn på akademikere
En af de ting, som tillidsrepræsentanterne lagde vægt på i forhold til denne fyringsrunde, var retten til at blive fritstillet.

“Det var vigtigt for os, at det ikke måtte sende et signal om, at de fyringsvarslede var uønskede personer. Det skulle alene være en åbning for dem, der måtte finde det umuligt at møde på arbejde igen bagefter. Og vi har nogle, som ikke har været her, efter at de var til samtale”.

Derudover blev der forhandlet en kompetenceudviklingspakke på 25.000 kroner pr. fyringsvarslet hjem, ligesom der stod både en erhvervspsykolog og en repræsentant fra DM klar til at hjælpe.

Selv om det ikke er første fyringsrunde, som Nana Olivia Brings Jacobsen er med til, har det på ingen måde været nemmere end sidst. På nogle måder har det faktisk været værre. Blandt andet fordi hun og de øvrige akademiske medarbejdere igen og igen må læse avisartikler om, at centraladministrationen skal slankes, så der kan komme gang i hjulene i Danmark.

“I vores samlede tillidsrepræsentantgruppe har vi talt om, at vi er enormt kede af det syn, der er på akademikere i medierne. Vi er bare sådan nogle, der kan skrælles væk. Hvis man vil have gang i et land, så skal småhåndværkerne understøttes, og der skal ansættes flere til at passe børnene. Men hvad betyder det for et land, hvor man har rekordoptag på universiteterne, at man nu fyrer medarbejdere, der har siddet på deres kompetencer i 20 år? Vi bliver reduceret til et fedtlag, der sidder på vores kolde hænder. Samtidig taler man om, at vi skal være et videnssamfund. Den diskussion vil vi enormt gerne have frem, og vi vil rigtigt gerne have, at de akademiske fagforeninger tager den op og sender nogle seriøse signaler til politikerne om det her problem. Det skylder vi de kolleger, som vi er tvunget til at sige farvel til nu”, siger hun.