Af Thomas Bøttcher
Når landmænd skal føre sag mod en kommune, skal de direkte forsøge at miskreditere de kommunale miljøsagsbehandlere.
Sådan lød opfordringen fra advokat Steffen Olsen-Kludt for nylig på et møde for 150 sjællandske landmænd arrangeret af landets største landboforening Gefion.
På mødet fortalte Steffen Olsen-Kludt, at han i forbindelse med sager rutinemæssigt forsøger at finde belastende oplysninger om den ansvarlige kommunale sagsbehandler. Er medarbejderen medlem af eksempelvis Danmarks Naturfredningsforening eller har ytret private holdninger om miljøet i lokale aviser, afslører det ifølge advokaten, at den pågældende offentligt ansatte slet og ret er inhabil og ikke er i stand til at behandle en sag professionelt.
Steffen Olsen-Kludt fortalte endvidere, at metoden ved flere lejligheder har givet pote. “Enkelte gange er det lykkedes os at få fjernet personen fra sagen”, sagde Steffen Olsen-Kludt ifølge Effektivt Landbrugs referat af mødet.
Advokatens udtalelser vækker harme i DM.
“Privatpersoner har naturligvis ret til at være medlem af en forening eller ytre sig offentligt, uanset om man så i øvrigt er offentligt ansat eller arbejder med miljøsagsbehandling i en kommune. Hvis det, han siger, er sandt, så kan man ikke andet end opfatte det som et angreb mod offentligt ansattes ret til at ytre sig”, siger Peter Grods-Hansen, formand for de offentligt ansatte i DM.
Han afviser samtidig Steffen Olsen-Kludts beskyldninger om inhabilitet.
“Det er det rene sludder. Vi taler her om professionelle mennesker, der selvfølgelig er i stand til at behandle sager objektivt, følge lovbestemmelserne og i øvrigt varetage deres opgaver på en ordentlig måde. Det er meget bekymrende, hvis det er rigtigt, at henvendelser fra landbruget kan føre til, at medarbejdere bliver fjernet fra en sag”.