13.01.2012
Artikel

KL: Fremskyndet aktivering er spild af skattekroner

Af Thomas Bøttcher

Private jobfirmaer scorer årligt 60 mio. kr. fra kommunerne i jobbonus for ledige akademikere, som reelt selv har skaffet sig arbejde. Det viser beregninger fra Kommunernes Landsforening (KL).

Beregningerne er lavet på baggrund af de nye regler om tidlig aktivering, som har fremrykket tidspunktet for, hvornår de ledige overgår til anden aktør. Reglerne indebærer, at ledige akademikere visiteres til anden aktør, allerede halvanden til tre måneder efter at de er blevet ledige.

Når de private jobfirmaer ifølge KL indkasserer op imod 60 mio. kr. i jobbonus uden at gøre sig fortjent til det, skyldes det ifølge KL, at flertallet af unge nyuddannede akademikere selv finder et job inden for de første fire til seks måneders ledighed.

“60 mio. kr. er meget at betale for ingenting. De penge kunne bruges langt mere fornuftigt til ledige, der faktisk har brug for det. Det er jo vanvid, at fx unge nyuddannede akademikere efter få ugers ledighed skal sendes til en privat aktør, som så høster bonus, når den unge alligevel ved egen hjælp finder et job i løbet af få måneder”, siger Erik Nielsen, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

KL glæder sig over, at regeringen i sit finanslovsudspil har bebudet, at den vil fjerne kravet om, at kommunerne er tvunget til at sende ledige akademikere til anden aktør.

“Nu mangler vi så bare en tilbundsgående reform af hele aktiveringssystemet, så vi kan få gjort op med de mange firkantede regler. Tidlig masseaktivering af alle nyledige er spild af ressourcer. Det er ikke alle, hverken blandt akademikere eller andre faggrupper, der har brug for tidlig og intensiv hjælp til at finde job”, siger Erik Nielsen.

Sidste år viste beregninger fra Akademikernes Centralorganisation, at de nye regler ville koste kommunerne 55. mio. kr.