16.12.2011
Artikel

Naturvidenskab: historie, kultur og status

Af Helge Kragh

Naturvidenskaberne tildeles i dag en central rolle i samfundet, men deres status er i højere grad betinget af deres funktion som drivkraft for teknologiske innovationer end af deres kulturskabende rolle. Hvordan ser dette forhold ud i et bredt historisk perspektiv? Har naturvidenskaben sejret sig ihjel, så den er degenereret til blot en kilde for økonomisk vækst?

Da naturvidenskaben opstod i 1600-tallet, måtte den legitimere sig i forhold til samfundets dominerende magtfaktorer, hvilket især betød kongemagten og kirken. Uden en sådan legitimation var det endnu skrøbelige naturvidenskabelige projekt måske ikke lykkedes. Når det alligevel lykkedes – og endda blev en succes – skyldtes det, at de første generationer af naturforskere med held kunne appellere til naturvidenskabens nytte i både en åndelig og materiel henseende. Man ønskede ikke blot at skabe ny viden for denne videns egen skyld, men også for at tjene kongen, landet og den rette tro. Ikke mindst var sidstnævnte faktor af stor betydning i en tid, hvor al lærdom og videnskab måtte foregå på religionens præmisser.

Allerede på Tycho Brahes tid blev det med held argumenteret, at det videnskabelige studium af naturen ikke blot var forenelig med Bibelen, men var en kristen pligt – Gud havde jo skabt naturen, og hvad kunne være mere fromt end at studere Guds skaberværk? Denne form for “naturteologi” spillede en afgørende rolle i 1600- og 1700-tallet og var medvirkende til at gøre naturvidenskaben til et attraktivt projekt for magthaverne. Selv Holberg, der ikke havde megen respekt for naturforskningen, måtte indrømme, at nogle af de nye videnskaber tjente et ædelt formål ved at styrke gudstroen. Som hans samtidige, matematikprofessoren Joachim Ramus, udtrykte det, så er hele naturens værk “forfærdiget med den almægtige Guds egen hånd og finger, så den må skamme sig, der er så doven og hovmodig, at han ikke gider sig umage med at studere derudi”.

To kulturer
Alligevel var interessen for naturvidenskab beskeden indtil slutningen af 1700-tallet, idet naturforskningen i kulturel og dannelsesmæssig henseende havde lavstatus i forhold til de litterære, æstetiske og teologiske fag. Vi har herhjemme et tidligt eksempel på den debat om de “to kulturer”, som den engelske forfatter C.P. Snow gjorde berømt omkring 1960. Kort fortalt er spørgsmålet, om naturvidenskab har eller bør have samme kulturelle status som den etablerede humanistiske dannelseskultur. To hundrede år før Snow udspandt der sig ved Sorø Akademi en polemik mellem litteraten Jens Sneedorff og fysikeren Jens Kraft, hvor sidstnævnte argumenterede, at matematik og naturfag var mindst lige så dannende og kulturbærende som de “skønne videnskaber”. Men Kraft talte for døve øren: Matematik og fysik hørte ikke til den gode smags kultur.

Det var langtfra sidste gang, at debatten om de to kulturer udspillede sig på dansk jord. Tværtimod, den kan følges gennem hele 1800-tallet og 1900-tallet og er som bekendt stadig levende. Den var fx et element i H.C. Ørsteds bestræbelser på at hæve naturvidenskabens anseelse og i hans kritik af åndsfyrster som Grundtvig og Ingemann. Tilsvarende indgik den i den omtrent samtidige diskussion om, hvilken plads naturvidenskab skulle have i den lærde skole. Var naturfagene formaldannende på samme måde som de klassiske sprog? De fleste mente (og mener?), at naturfagene vel var nyttige, men at de ikke bidrog til elevernes dannelse. Nogle, som filosoffen Søren Kierkegaard, gik videre. “Al fordærvelse vil til sidst komme fra naturvidenskaberne”, mente han.

Optur for naturvidenskaberne
Kultur eller ej, fra omkring midten af 1800-tallet udviklede naturvidenskaben sig hurtigt og blev omfattet af stor folkelig interesse. Samtidig blev den for alvor professionaliseret og basis for en lang række stillinger i forskning, erhvervsliv og undervisning. Universitetet i København fik efter lang tids diskussion taget sig sammen til at oprette et Naturvidenskabeligt Fakultet i 1850 på et tidspunkt, hvor den af Ørsted oprettede Polyteknisk Læreanstalt havde eksisteret i mere end 20 år. I århundredets anden halvdel etablerede naturvidenskaben sig som en central del af såvel det økonomiske som det kulturelle liv. “Vort århundrede er naturvidenskabens tidsalder”, kunne kemiprofessoren Julius Thomsen med nogen ret proklamere i 1884. Selv om man ikke brød sig om Darwin, måtte man som dannet menneske have en mening om hans teori og derfor en vis indsigt i naturhistorien.

Den voksende interesse for naturvidenskab og teknik gav sig udslag i oprettelsen af en lang række forskningsinstitutter, laboratorier og tekniske højskoler, der tilsammen gav øgede karrieremuligheder for mænd (og enkelte kvinder) med en teknisk-naturvidenskabelig uddannelse. Mange af disse institutioner var private, sådan som Carlsberglaboratoriet og Farmaceutisk Højskole er hjemlige eksempler på. Dette forhold afspejlede, at naturvidenskaben endelig var blevet den produktivkraft, man længe havde drømt om. Den videnskabsoptimisme, der var et karakteristisk træk i tiden, var i mindst lige så høj grad en teknologioptimisme.

En tid så det endda ud til, at de frembrusende naturvidenskabelige metoder og tankegange ville komme til at dominere selv de humanistiske og samfundsmæssige videnskaber, hvilket var i overensstemmelse med de positivistiske strømninger, der var populære omkring århundredskiftet. Så galt gik det ikke, men i det mindste fik naturfagene en større plads og en højere status i det højere skolevæsen. I en fortsættelse af den gamle debat om kulturel almendannelse forsvarede Kristian Kroman omkring 1890 naturfagene som formaldannende. Det var et tidens tegn, at Kroman var filosofiprofessor og som sådan en slags repræsentant for de humanistiske videnskaber.

Naturvidenskab mellem politik og økonomi
På trods af den folkelige interesse for naturvidenskaben og politikernes retoriske velvilje så havde økonomisk støtte til forskningen kun lav prioritet i mellemkrigstiden. Forskningspolitik var et næsten ukendt begreb indtil 1950’erne, da det offentliges engagement i naturforskning og uddannelse begyndte at vokse stærkt. Mens der i 1921 var 20 heltidsansatte lærere i de naturvidenskabelige fag ved Københavns Universitet, var tallet i 1973 vokset til 471. Udviklingen siden 1950’erne har i det store og hele været præget af vækst og en positiv holdning til naturvidenskaberne, der ikke uden grund opfattes som “forkælede” i forhold til humaniora og samfundsfag. Men det er også en udvikling, der er stærkt politisk styret, og som i stigende grad er foregået ud fra politiske og økonomiske præmisser.

Ritt Bjerregaard, der var minister for undervisning og forskning, opfordrede i 1975 i utvetydige vendinger naturforskerne til at vise, “at den forskning, de sidder med, er relevant for samfundet”. Den hellige treenighed mellem politik, økonomi og naturvidenskab blev i 1994 cementeret med oprettelsen af landets første forskningsministerium. Filosofien og retorikken har ændret sig noget siden da, men der har altid været tale om variationer omkring temaet “fra forskning til faktura”. Den generelle politiske velvilje afspejler ofte en ureflekteret tro på naturforskningen som motor for teknologiske innovationer og kun sjældent en forståelse af eller viden om naturvidenskab som erkendelses- og kulturfaktor. Folketinget er næsten renset for medlemmer med en baggrund i de naturvidenskabelige fag.

Ikke en del af det kulturelle parnas
Og den kulturelle status for naturvidenskaben? Ja, den har næppe ændret sig afgørende siden oplysningstiden, for naturvidenskab er i realiteten stadig udelukket fra det kulturelle parnas, der ensidigt befolkes af repræsentanter for den litterær-æstetiske kultur. Lad mig nøjes med at minde om den kulturkanon, der efter megen ståhej blev søsat i starten af 2006. Denne kanon skulle repræsentere det ypperste i den danske kulturtradition gennem historien. Hverken fra kulturministerens eller kanonudvalgenes side var der den mindste antydning af, at naturvidenskabelige forskere og deres værker kunne komme i betragtning. Ørsted ville have græmmet sig.