16.12.2011
Artikel

Naturplaner er en lurende fiasko

Ida Auken har sendt de stærkt forsinkede natur- og vandplaner ud – den største nationale miljø- og naturindsats i årevis. Men meget tyder på, at julegaven kan bliver et flop.

Af Thomas Bøttcher

Miljøminister Ida Auken (SF) har selv udtalt, at hun, når det gælder vand- og naturplanerne, overtog “et morads af ubeslutsomhed fra den tidligere regering”.

Hendes pointe er, at VK-regeringens og i særdeleshed Venstres folketingsgruppes strategi har været i videst muligt omfang at sylte natur- og vandplanerne og ikke mindst de værste ubehageligheder i disse, nemlig det faktum, at der er en regning, der i sidste ende skal betales, hvis natur- og miljøtilstanden skal forbedres. Så hellere lade en rød regering overtage aben efter et valg.Ida Auken kunne således udråbes som en fjende, der ville nedlægge landbruget.

Strategien har allerede været i brug. Fx er tidligere landbrugsminister Henrik Høgh (V) vendt på en tallerken og kaster sig nu ihærdigt over Ida Auken og vandplanerne med beskyldninger om, at de vil oversvømme det halve land. De luftige beskyldninger vil med stor sandsynlighed snart blive erstattet af andre alvorlige problemer.

Landmændene kører med klatten
Når det gælder Natura 2000-områderne, som vel at mærke skal være etableret inden 2015 – uden at kommunerne til dags dato har haft mulighed for at skrive bare ét ord i en handleplan – så er der især én udfordring, der så at sige “skriger til himmelen”, som en kilde udtrykker det. Nemlig det forhold, at den tidligere regering forudsatte frivillighed fra de landmænd, hvis jorde er berørt af projektet. Samtidig er hovedparten af de 1,8 mia. kr., som der er budgetteret med til Natura-2000-indsatsens såkaldte landdistriktsmidler, i realiteten en form for EU-landbrugsstøtte, som kun landmændene kan søge.

Som økonomichef i Miljøministeriet Mads Leth-Petersen udtrykker det:

“I sidste ende er det landmanden, der i langt de fleste tilfælde skal søge penge og gøre den nødvendige naturindsats. Alle disse penge finasieres af EU og staten”.

Biolog og natur- og miljøchef i Holstebro Kommune Flemming Lehbert Sørensen udtrykker sig således:

“Det er ordninger, som lodsejerne selv må melde ind på. Og der er ikke nogen garanti for, hvad effekten er, for man har jo ikke styr på, hvem der melder sig. Det er jo frivilligt”.

Mens det således er frivilligt for landmændene, om de vil være med, er der ingen frivillighed for kommunerne. De er som myndighed forpligtet til at sikre ­målopfyldelsen og implementeringen af planerne inden 2015.

Men kan man forpligte kommunerne til at gennemføre noget, de i sidste ende ikke har kontrol over? Næppe, og derfor forventer kommunerne da også, at eksperimentet vil gå galt, hvilket tydeligt fremgår af et tilfældigt udvalg af de mere end 4.000 høringssvar, som Naturstyrelsen har modtaget på baggrund af de foreløbige udkast.

Et umuligt projekt
Kommunernes Landsforening (KL) forudser i sit høringssvar, at planerne slet og ret ikke kan realiseres med den nuværende finansiering og præmissen om frivillighed.

Som argument anfører KL blandt andet, at Fødevareministeriet i 2010 måtte sende 80 mio. kr. ubrugte landdistriktsmidler tilbage til EU. Ordningen er ganske enkelt ikke attraktiv nok for de danske landmænd.

Ida Auken har ikke signaleret, at der skal ændres ved frivilligheden – til trods for at hun ved flere lejligheder tidligere ellers har fastslået, at V og K’s frivillige aftaler med landbruget har slået fejl.

KL har ellers kridtet banen op til et rødt opgør med landbrugets centrale indflydelse på naturplanerne:

“Frivilligheden strider mod naturbeskyttelseslovens præmis om anvendelse af påbud – der er indføjet i loven i 2004 netop til naturplanernes implementering”, hedder det i KL’s høringssvar.

Vælger Ida Auken at føje landbruget, vil hun måske spille et andet kort, som dog i sidste ende også vil være en sejr for landbruget. For er kompensation ikke nok for lodsejerne, kan overkompensation blive det, hvilket da også af nogle ses som den eneste mulighed for at få landmændene med på vognen. Det vil være et nederlag for den ny landsbrugsminister og samtidig udgøre en risiko for den samlede målopfyldelse, idet der i forvejen sættes spørgsmålstegn ved finansieringens holdbarhed.

Ida som landbrugets ven
Som om der ikke er nok af problemer for ministeren, peger de kommunale miljøchefer på tilsvarende store udfordringer i vandplanerne, der skal bringe 5.000 km danske vandløb i “god tilstand”, som det hedder i EU-sprog.

Også her skal landmændene kompenseres – igen en VK-præmis, som Ida Auken har overtaget. Kompensationen drejer sig mere specifikt om de oversvømmelser, som vandplanerne medfører. Vanskelighederne består blandt andet i, at der nødvendigvis skal udarbejdes meget detaljerede kort over oversvømmelsernes omfang til brug for udregningen af kompensationens størrelse.

“Det er faktisk det enkeltelement, vi er mest optaget af. Det er jo indlysende, at der er betydelige lodsejerinteresser på spil her, samtidig med at det både politisk og fagligt er meget svært at have med at gøre. Spørgsmålet er: Hvem skal forhandle om pengene, og hvem skal lave analyserne af de oversvømmede arealer? Det er kardinalpunktet, når vi snakker muligheden for succes”, siger Flemming Lehbert Sørensen, der også er faggruppeformand for miljøcheferne i Kommunalteknisk Chefforening.

Selvom vandplanerne har været kendt længe, er det endnu ikke lykkedes Miljøministeriet at svare på disse centrale spørgsmål, lyder det fra Flemming Lehbert Sørensen.

“Vi ved, vi skal reducere vedligeholdelsen af 6.300 km vandløb. Men hvordan? Det er politisk betændt og fagligt vanskeligt. Hvis jeg slår grøden i et vandløb én gang i stedet for fire gange, hvad betyder det så for landmandens arealer? Vil han, hver gang der ligger vand på hans arealer, sige, at det er, fordi vi slår grøden, mens vi siger, at årsagen er en anden?”, lyder det fra Flemming Lehbert Sørensen.

Meget tyder altså på, at vandplanerne kan blive en ekstremt voldsom administrativ byrde for både landmænd og kommuner. Flemming Lehbert Sørensen frygter, at planerne ender med at være dyrere end nødvendigt.

“Man kan godt få det her til at glide politisk, men så kan det også være, at man risikerer at overkompensere. Hvis man vil være sikker på at få en masse landmænd til at gå frivilligt ind i noget, så skal de jo have en lukrativ ordning, og hvis ordningen er lukrativ, så er den ikke omkostningseffektiv”.