16.12.2011
Artikel

Viden i spil (1:5)

Dorte Houg, Staff Scientist.

Af Lisbeth Ammitzbøll
FAG
“AdvanDx fremstiller mikrobiologiske metoder til hurtig bestemmelse af sygdomsfremkaldende bakterier og svampe. Vores metode gør brug af PNA FISH, hvor PNA (Peptide Nucleic Acid, red.) er et kunstigt fremstillet analog til dna-molekylet, opfundet af en række danske forskere. PNA-proben er mærket med et fluorescerende farvestof, så man kan påvise bakteriers specifikke ribosomale RNA. De lyser op under mikroskopet efter kun 90 minutter. I øjeblikket arbejder jeg mest med stafylokokker. AdvanDx blev grundlagt i 2002 og har 10 medarbejdere i Danmark og omkring 40 i USA. Fordi jeg arbejder i en lille virksomhed, kan jeg nærmest følge et produkt fra forskning, fremstilling, markedsføring til salg”.

FASCINATION
“Jeg elsker kombinationen af det faglige og praktiske arbejde i laboratoriet. Mest, selvfølgelig, når en idé, jeg får, afprøves i laboratoriet og virker. Det er vildt fedt! Negative resultater er også fulde af informationer, så min fascination ligger ikke udelukkende i, om der er plus eller minus på resultatet. Jeg tror, at det er selve den kreative proces, der er så opslugende og stimulerende. Hvis en hypotese er afkræftet, går hjernen jo straks i gang med nye forslag, og inden man ser sig om, er man i gang med en variation eller forfølger et nyt spor. Tilfredsstillelsen ved at udvikle produkter, der redder menneskeliv, er stor, men det er en mere abstrakt fascination. For mig er det processerne i det faglige og laboratoriet, der gør mit job dybt tilfredsstillende”.

FREMTID
“Hver bakterie har sin helt egen biologi, sin egen historie, og nogle af dem har specifikke resistensmekanismer. I dag er der en øget bevidsthed om, at jo mere vi presser bakterier med antibiotika, jo større er risikoen for, at de muterer og bliver resistente. Jeg tror, at vi i de næste år dels får endnu mere effektive behandlingsformer, dels kommer til at diskutere strategier for sygdomsbekæmpelse. Hvornår skal man føre kemisk krig mod en gruppe bakterier, og hvornår skal man bruge andre metoder? Uanset hvilken strategi man vælger, skal man hurtigt og præcist vide, hvilke bakterier og svampe man har med at gøre. Set i det perspektiv tror jeg, at mit fagområde vil vokse og blive endnu mere specialiseret i årene fremover”.