18.11.2011
Artikel

Kavalergang og karakterer

Af Claus Elholm

Hun var i starten af tyverne, havde lyst hår, en flot figur og var den type kvinde, som de fleste mænd nok ville vende sig om efter på gaden. Hun stod i døren til mit daværende kontor på et amerikansk universitet og spurgte, om jeg havde tid et par minutter.

“Selvfølgelig”, svarede jeg. “Kom ind og sæt dig ned”.

Hun rykkede stolen en smule tættere på min, lænede sig en smule frem og lagde hænderne i skødet. Det var umuligt ikke at lægge mærke til hendes kavalergang, der var ekstra fremtrædende i den nedringede bluse.

“Jeg ville egentlig bare høre, hvorfor jeg fik sådan en dårlig karakter for min sidste opgave”, sagde hun og fandt opgaven frem fra tasken, som hun havde stillet ved sine fødder. “Jeg arbejdede rigtigt hårdt på den, og jeg synes altså, at jeg fortjener en bedre karakter”.

Jeg tog opgaven, som hun rakte ud mod mig, og skimmede hurtigt de kommentarer, som jeg havde skrevet i marginen. Dernæst gentog jeg flere af de ting, som jeg havde skrevet, da jeg i første omgang rettede den, og som både handlede om den lidt tilfældige komposition, og at hun aldrig rigtigt kom dybere end det rent refererende niveau.

“Jamen, jeg har brug for en god karakter på det her kursus, hvis jeg nogensinde skal komme ind på jurastudiet på et godt universitet”, sagde hun, da jeg gav hende opgaven tilbage og venligt forsøgte at signalere, at karakteren ikke stod til diskussion. “Er der ikke noget, jeg kan gøre? Må jeg ikke få lov til at skrive den om?”.

Jeg rystede på hovedet, mens jeg fortalte, at jeg jo et utal af gange havde opfordret alle på holdet, som hun havde gået på, til at komme i gang med deres opgaver så hurtigt så muligt, så de ville have tid til at få den vejledning, som jeg havde tilbudt dem hele semesteret. Men det var, som om mine argumenter prellede af på hende. I stedet lagde hun hovedet endnu mere på skrå, mens tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder.

“Men jeg har virkelig brug for en god karakter. Er der slet ikke noget, jeg kan gøre?”, spurgte hun, idet hun lænede sig mere frem.

Endnu en gang rystede jeg på hovedet og gjorde det klart, at der ikke var mere at tale om. Hun tørrede sine øjne, lagde opgaven ned i sin rygsæk og forsvandt ud af døren med et lige så stort smil, som da hun kom.

Tårerne var som forsvundet ud i den blå luft.

Ingen ekstern censur
I mine ti år som ansat på tre forskellige amerikanske universiteter oplevede jeg gang på gang, at især kvindelige studerende umotiveret begyndte at græde, når de opsøgte mig i min kontortid for at diskutere en karakter. Og det var faktisk kun de kvindelige studerende, som jeg oplevede tårevædet fortælle, at de havde brug for en god karakter for at komme ind på den eller den masteruddannelse. Dog hørte jeg flere gange kvindelige kolleger fortælle, at de ofte havde mandlige studerende, der benyttede sig af samme trick, og som på kommando kunne begynde at græde, når de opsøgte dem i deres kontortid.

At de studerende overhovedet kom til mig for at diskutere deres karakter, skyldes, at der i det amerikanske universitetssystem ikke findes ekstern censur, som vi kender det fra Danmark. Det betyder, at den enkelte underviser har en helt uhørt magt over de studerendes skæbne, da det alene er ham eller hende, der giver karakterer.

Nu kunne man let tro, at det system ville føre til den ene officielle klagesag efter den anden, men det er slet ikke tilfældet. Selv havde jeg kun en enkelt klagesag, hvor en studerende, der var utilfreds med sin karakter, valgte den officielle vej op gennem systemet. Men blandt de studerende florerer masser af historier, der alle som en handler om, hvordan en af deres venner har fået ændret en karakter til det bedre ved at komme til underviserens kontortid og flirte lidt med ham eller hende. Og rundt omkring på internettet kan man finde dusinvis af hjemmesider, der giver gode råd til de studerende om, hvordan man lettest kan overtale sin underviser til at ændre ens karakter til en bedre.

En kold satan
Og her er det så, at jeg i så godt som hvert eneste semester, som jeg underviste i USA, havde en kvindelig studerende siddende på mit kontor med tårer i øjnene. Et par af mine tidligere kolleger fortalte gerne, at de endda havde fået tilbud om seksuelle ydelser fra studerende, mens jeg fandt det påfaldende, at flere af de kvindelige studerende, der kom for at tale om karakterer med mig, ofte havde særdeles nedringede bluser på.

Man skal selvfølgelig være lidt af en kold satan, hvis man ikke lader sig påvirke af, at en af ens studerende sidder med tårer i øjnene og fortæller, at den karakter, som den pågældende har fået for en opgave, vil ødelægge hele vedkommendes fremtid. Og det er svært det første par gange, man oplever det, særligt når man fra Danmark er vant til, at karakterer slet ikke står til diskussion på samme måde. Hurtigt lærer man dog at adskille den menneskelige medfølelse fra den faglige. For selvfølgelig får man ondt af dem. Men det er trods alt oftest deres egen skyld, hvad de også godt ved selv, da ingen af dem, som har siddet på mit kontor med tårer i øjnene, nogensinde er gået videre med klagen ad de officielle kanaler.

Inflation i karakterer
I dag bliver tre ud af fem nyansatte undervisere på amerikanske universiteter ansat som eksterne lektorer, det vil sige undervisere som mig, der ikke var fastansatte, men var kontraktansat fra år til år. Og med et stigende antal eksterne lektorer er det samtidig blevet lettere for de studerende at forhandle sig frem til bedre karakterer. 

Det lyder måske en smule forrykt, men er ganske logisk. Et af kriterierne for, om man som ekstern lektor bliver genansat, og om ens kontrakt bliver fornyet, er selvfølgelig, om man er en god underviser. Og måden, hvorpå ens undervisningskvalitet bliver målt, er gennem de anonyme evalueringer, som de studerende udfylder i slutningen af hvert semester eller kvartal.

I forskningen i universitetspædagogik har man på amerikanske universiteter i flere år undersøgt forholdet mellem karakterer og evalueringer. Og konklusionen er forholdsvis entydig: Hvis de studerende tror, at de får en god karakter, giver de underviseren en bedre evaluering. Det handler altså ikke om, hvilken karakter de rent faktisk får, men hvad de tror, de får – baseret på de opgaver, de har lavet i løbet af semesteret.

Hvis gode karakterer således fører til gode evalueringer, og gode evalueringer måske kan sikre, at man få sin kontrakt fornyet, er der ikke langt til, at den enkelte underviser tænker sig om en ekstra gang, inden han eller hun giver en dårlig karakter. Og truslen om, at en studerende, der kommer for at klage over en karakter, vil hævne sig med en dårlig evaluering, gør måske også, at man har tilbøjelighed til lettere at give sig. Her har vi måske en af grundene til den inflation i karakterer, som der har fundet sted på amerikanske universiteter i de senere år.

Fyret på grund af dårlig evaluering
Jeg har flere gange oplevet kolleger, der ikke har fået deres kontrakt fornyet på grund af deres undervisning. Senest da jeg var ansat på University of Texas, hvor en af mine kolleger reelt blev fyret, da han fik forrygende dårlige evalueringer af sine studerende. Om det ville have hjulpet ham, hvis han havde givet sine studerende bedre karakterer, ved jeg ikke, men det er en besnærende og særdeles skræmmende tanke.

I Danmark går udviklingen samme vej på universiteterne. Der bliver flere og flere eksterne lektorer, og der lægges mere og mere vægt på evalueringer. Der er stadig langt til amerikanske tilstande, og man hører sjældent historier om danske studerende, der med tårer i øjnene forsøger at tale for deres syge bedstemor for sikre sig selv en bedre karakter. Men vi har taget de første skridt. Og det er vel skræmmende i sig selv.