30.09.2011
Artikel

Guldæg eller ej

Markedet for eksport af danske velfærdsuddannelser er eksploderet. Men professionshøjskolerne er uenige om, hvor stort forretningspotentialet er.

Af Pernille Siegumfeldt
“Om fem år er uddannelseseksport en millionforretning for VIA”.

Erik Hygum, direktør på Pædagogisk-Socialfaglig Højskole under professionshøjskolen VIA i Aarhus, er ikke i tvivl: Den fod, som landets største professionshøjskole har fået indenfor på eksportmarkedet for velfærdsuddannelser, er et guldæg.

Både de sygeplejefaglige og tekniske uddannelser samt ikke mindst VIA’s lærer-, pædagog- og socialrådgiveruddannelser udveksler flere og flere studerende og ydelser og indgår flere og flere strategiske samarbejdsaftaler med partnere i udlandet. Og det er kun begyndelsen.

En øget interesse for den skandinaviske velfærdsmodel har fået flere lande til at ønske sig et tæt samarbejde med professionshøjskolen om kompetenceudvikling, efteruddannelseskurser og lignende inden for områder som fx ældrepleje, førskole-pædagogik, socialpædagogik, rehabilitering og psykomotorik.

Sammen med VIA’s prorektor, Peter Frie­se, er Erik Hygum netop nu i færd med at afslutte en aftale om et projekt i Sydafrika, hvor VIA sammen med en lokal ngo skal bidrage til uddannelsen af 10.000 såkaldte “child care protectors”, som skal lave projekter for udsatte børn i ghettoerne i Johannesburg og andre store byer.

Det seneste – og største – internationale fremstød for VIA er imidlertid foregået i den kinesiske Chengdu-provins med 70 millioner indbyggere. Sichuan University ligger i Vestkina og har ikke færre end 40.000 studerende. Her er interessen for de danske velfærdsuddannelser så overvældende, at VIA i foråret åbnede eget kontor for at pleje kontakter til både myndigheder, universitetsledelse og de studerende gennem en permanent tilstedeværelse. Sundhedsfaglig Højskole, også under VIA, med sekretariatschef Inger-Margrethe Jensen i spidsen, er lige nu ved at forberede at sende et hold studerende til Sichuan University, hvor de blandt andet skal lære om akupunktur og traditionel kinesisk medicin, og professionshøjskolen regner med at udvide paletten af uddannelsesaktiviteter i Chengdu betydeligt i de kommende år. Det er derfor ikke mindst i Kina, at Erik Hygum ser et enormt vækstpotentiale for eksporten af de pædagog-faglige uddannelser.

“Det bliver rigtig stort, det her. Det er først for alvor ved at gå op for både os selv og omverdenen, at der er eksportguld at hente i den danske velfærdsmodel og at det også kan være en måde at hente resurser til vores uddannelser herhjemme på”, siger han. Og prorektor Peter Friese supplerer:

“Skoler, børnehaver, døgninstitutioner og hele resten af bagkataloget i det danske velfærdssystem er længe blevet betragtet alene som en dyr, dyr udskrivning. Må vi godt have lov til at holde op med bare at være en belastende udgift?”, spørger han retorisk.

Nye jobmuligheder
Det er den heftige kinesiske vækst, der kan få eksporten af velfærdsuddannelser til at eksplodere, forklarer Peter Friese.

“Den økonomiske vækst sker, samtidig med at et barns-politikken for alvor slår igennem. Landet skal finde løsninger på udfordringer, man ikke traditionelt har haft: Pasning af børn, hvis forældre begge er på arbejdsmarkedet, pleje af ældre, når børnene flytter til byerne, osv. I det hele taget aflastning af familier, hvor kun ét barn nu står med hele forsørger- og pasningsbyrden. Parallelt med den udvikling er kineserne også optaget af at imødegå de sociale omkostninger, som er forbundet med en samfundsmodel, hvor alle børn vokser op uden søskende og samtidig har kolossale forventninger hængende over deres hoveder. Her kan vores pædagogiske tænkning også give nogle løsningsforslag”, vurderer VIA’s prorektor.

For ham er regnestykket klart:

“Danmark beskæftiger 100.000 pædagoger. Det er en kerneprofession. Hvis kineserne skal bruge bare halvt så mange pædagoger per indbygger, når de skal opbygge børneinstitutioner, ældrepleje osv., så får de brug for en kvart milliard af slagsen. Får Danmark bare en procentdel af det marked, så bliver det et kæmpe eksporteventyr, som samtidig kan akkumulere masser af nye og spændende jobmuligheder til akademikere i de kommende år”, pointerer Peter Friese.

Brændte fingre
Det er langtfra nyt, at landets professionshøjskoler har bevæget sig ind på det globale marked. På VIA har både de tekniske og sundhedsfaglige uddannelser samt animationsuddannelsen i Viborg været i gang i årtier, men med fusionen i 2008 fik indsatsen et kæmpe løft, ifølge prorektor fordi en mængde viden fra de monofaglige miljøer blev samlet, og området fik større volumen.

Også på Professionshøjskolen Metropol i København har man arbejdet med internationalisering i årevis. Her deler man imidlertid ikke østjydernes boblende optimisme med hensyn til det økonomiske potentiale i uddannelsesprojekter udenlands. Gevinsten kan hurtigt blive spist op af ekstra besværligheder med regelsæt og udsving i den internationale økonomi. Det er Metropols internationale professionsbacheloruddannelse, “Global Nutrition and Health”, et godt eksempel på. Det fortæller Nikolaj Lubanski, prorektor på Professionshøjskolen Metropol.

“Vi havde gang i et helt oplagt uddannelseskoncept, som vi berettiget ventede os en hel masse af. Ideen var fænomenal, behovet og søgningen stor, og potentialet endnu større. Men først ændrede udlændingeloven grundlaget for os, så skete der ændringer i tilskuddene til de udenlandske studerende, og endelig ramte den internationale finanskrise. Så selv om uddannelsen fortsat er god, bliver den aldrig det guldæg, som foranalyserne oprindeligt pegede på. Udvikling er aldrig en lineær proces, for de ydre omstændigheder kan ændre sig dramatisk, og et spirende forretningsområde kan pludselig blive lagt ned, uden at man har indflydelse på det”, forklarer Nikolaj Lubanski.

Fangarme ud i verden
Morten Olesen, cand.mag. i historie og afrikastudier og chefkonsulent på Metropol, har en fortid på forvaltningshøjskolen i København. Han har været projektansvarlig på adskillige projekter på Balkan og i det tidligere Østeuropa. For tiden styrer han et 23 millioner kroners uddannelsesprogram i Ukraine, som er støttet af Udenrigsministeriet. “Training of trainers”-projektet har til formål at hjælpe demokratiseringen og reformprocessen på vej i den tidligere sovjetstat. Projekter som det ukrainske skal give økonomisk overskud, men det er ikke eneste succeskriterium, siger Morten Olesen.

“I Ukraine uddanner vi kommende ledere til den offentlige sektor, så et eventuelt større økonomisk spin-off ligger et stykke ude i fremtiden, når vores kursister selv får ansvaret og forhåbentlig vil bruge de kontakter, de har fået til dygtige eksperter i Danmark. Afkastet lige nu ligger derfor primært i den vidensopbygning, vi opnår ved at deltage i fagligt relevante udviklingsprojekter, og i det styrkede brand, Metropol opnår i kraft af sine internationale partnerskaber. Det er vigtigt for mange studerende at gå på et uddannelsessted, der har fangarme ud i hele verden”, forklarer Morten Olesen.

Selv om han ikke tror på, at uddannelseseksport for alvor vil skæppe i Metropols kasse, så vurderer prorektor Nikolaj Lubanski fortsat, at professionshøjskolens internationale arbejde er meget vigtigt. Det skal dog ikke være med økonomien som primær drivkraft.

“Vi prøver at binde os tættere sammen med nogle færre uddannelsesinstitutioner uden for Danmarks grænser for sammen med dem at lave engelsksprogede moduler, som både kan tiltrække danske og udenlandske studerende, det vil sige lave “joint modules”, så vores studerende kan tage et eller flere uddannelsesforløb i andre lande. Det ser vi flere perspektiver i. Velfærdsuddannelserne kan sagtens være en del af pakken, når nye lande i Asien og Afrika skal i gang med at opbygge børnehaver, centraladministrationer, ældreboliger og døgninstitutioner, men hvis det skal blive en god forretning for os, skal forudsætningerne være helt klare, så vi ikke pludselig bliver løbet over ende af en ny lov eller restriktion. Indtil da er uddannelseseksport ikke et guldæg, i bedste fald en break-even-investering”, fastslår Nikolaj Lubanski.