16.09.2011
Artikel

Det’ Mit Job: Søs Marie Serup

Søs Marie Serup, 37 år, Selvstændig med ­kommunikations- og ­PA-bureauet BY SERUP

Af Thomas Bøttcher

Du er cand.phil. i engelsk fra Syddansk ­Universitet og endte med at være Lars Løkke Rasmussens spindoktor. Hvordan hænger det sammen?
Efter universitetet arbejdede jeg nogle år med kommunikation i private virksomheder. Det var spændende og lærerigt, men jeg forudså også 35-40 år på arbejdsmarkedet, hvor jeg dybest set skulle lave det samme, uanset om jeg skulle sælge kummefrysere eller bredbåndsforbindelser. Det, syntes jeg, var en deprimerende fremtidsudsigt. Derfor spurgte jeg mig selv, hvor jeg kunne finde det sværeste, der er at lave inden for kommunikation. Og det er vel grundlæggende noget med at flytte holdninger. Først kiggede jeg på godhedsindustrien, de rare interesseorganisationer som Dansk Røde Kors, Kræftens Bekæmpelse og lignende, men det var svært, for selvfølgelig er der ret stor søgning til disse organisationer. Pludselig havde Venstre så et stillingsopslag, og det er jo også holdninger. Jeg fik jobbet, og så er det bare gået slag i slag, og jeg har sagt ja til de tilbud, jeg har fået.

Hvad er forskellen på spin og traditionelt kommunikationsarbejde?
Det er faktisk rimeligt svært at forklare. Med spindoktoriet arbejder man med lange dagsordner og strategier, som i princippet kan strække sig over et årti, hvor man langsomt flytter folks opfattelse eller indstilling til en bestemt ting. Det taler meget til noget ubevidst hos målgruppen, hvor traditionel kommunikation mere er beslægtet med markedsføring og umiddelbare ting. Når man laver spin, er man jo tit inde at rykke hos folks helt grundlæggende opfattelse af dem selv. Fx blev det i 1990’erne betragtet som ufint at tale om, at der var for mange indvandrere. Men i slutningen af årtiet og i hele den nuværende regeringsperiode har man arbejdet med, at det er o.k. at snakke om, og alene det ændrer de politiske realiteter, for lige så snart man kan tale om det, kan man også have en anden diskurs omkring det.

Oplever du, at du har fået et stempel i kraft af dit arbejde for Venstre?
Det er der slet ingen tvivl om. Men heldigvis var jeg også fra starten bevidst om, at jeg nok ville få et stort blåt stempel i panden. Det er jeg i den grad blevet bekræftet i, da jeg stoppede, og det vil jeg sikkert aldrig kunne vaske af. Frem mod valget har der fx været nogle, der var nervøse for at indlede et samarbejde, fordi de mente, at det med en ny regering ville være problematisk at have en klar blå profil på et givent projekt. Det ironiske er, at Venstre faktisk er et af de få partier på Christiansborg, der ikke kræver, at man har partibogen i orden.

Hvorfor har du startet din egen virksomhed?
Det startede lidt tilfældigt. Jeg har brugt en hel del tid på at få politik ud af systemet – for at kunne slappe af og finde centrum i mit liv igen. Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for frihed igen efter at have stået på pinde og til rådighed i otte år i weekender, aftener, på ferier og til min mors 70-års fødselsdag. Så lyste det pludselig i ansigtet på mig, at jeg skulle starte for mig selv. Jeg har altid vidst, at jeg ville gøre det på et tidspunkt, bare ikke, at det skulle være nu.

Du har indgået et strategisk partnerskab med bureauet Burson-Marsteller. Hvad indebærer det?
Fx at jeg i praksis ikke arbejder sammen med andre bureauer, men omvendt får adgang til Burson-Marstellers globale netværk. De kunder, jeg trækker ind, kan jeg så tilbyde nogle ting, som jeg aldrig ville kunne gøre, hvis jeg bare var mig selv. Flere og flere virksomheder og organisationer har fx brug for at få varetaget deres interesser i Kina eller Bruxelles, hvor Burson-Marsteller er repræsenteret. Og så indgår jeg også i et fagligt fællesskab herinde, hvilket også betyder meget for mig.