02.09.2011
Artikel

Fra biks til business

Hun får lige nu mindre i løn end sine ansatte, der til gengæld også må ­acceptere, at lønnen kan blive lidt forsinket. Anne-Marie Bürger har som mål at udvikle Biomedia fra biks til business, og det går den rette vej.

Af Pernille Siegumfeldt
Hun har givet sig selv tre år i spidsen for Biomedia.

Begynder opgaven derefter at ødelægge nattesøvnen, gå den gale vej økonomisk eller at gnave sig alt for meget ind på den 37 timers arbejdsuge, hun står klippefast på at bibeholde, så vil hun tage firmaets fremtid op til revision.

Anne-Marie Bürger har gjort sig helt klart, hvad hun kan og vil. Både når det gælder hende selv, og når det gælder den virksomhed, hun overtog for halvandet år siden. Men skal man dømme projektet ud fra direktørens optimisme og boblende begejstring, som fylder hele den dagligstue, der i dagtimerne også fungerer som kontor, så vil hendes fire faste medarbejdere også have rigeligt at lave fremover.

Godt nok er finansieringen en konstant udfordring, når man som nyslået iværksætter ikke kan stille med et udbetalt parcelhus som sikkerhed i banken. Men opgaveporteføljen vokser støt, og det samme gør omverdenens behov for de ydelser, Biomedia kan levere.

“Der er øget fokus på naturen. Interessen for at opleve og bruge den vokser. Flere og flere vil ud at vandre og cykle i det fri, kigge på fugle, samle urter og svampe. Vi har netop været med til at forberede en vandrefestival for Region Sjælland, og den type opgaver, hvor formidling af og viden om natur og friluftsliv går hånd i hånd, tror jeg, der kommer mange flere af i fremtiden”, forklarer Anne-Marie Bürger.

“Samtidig fik kommunerne for nogle år tilbage overdraget en lang række opgaver inden for miljø og natur, og de trækker i stigende grad på konsulenter som os, fordi de ikke selv kan nå at løse de mange opgaver. Derfor er jeg optimist, når det gælder fremtiden for Biomedia”.

Hun er biolog, 41 år gammel og har selv været tilknyttet virksomheden siden 2005. Hun bor i en viceværtsbolig, der ligger med udsigt til Vestskovens højeste punkt ved Naturcenter Herstedhøje uden for København. Det er også her ved spisebordet med udsigt til de fint anlagte bålpladser, at de ansatte samles, når de ikke er i felten eller sidder derhjemme og arbejder.

Hun har ikke noget stort behov for at bestemme over andre, og der står kun to regler i Biomedias personalehåndbog: Man skal hilse, når man kommer og går, og tale pænt til hinanden.

“Alle i Biomedia tager firmaets slogan – arbejder for naturen – alvorligt, og vi deler en interesse for vilde planter og dyr. Derfor lever vi også med, at lønnen en gang imellem bliver lidt forsinket. Men det er mit mål at få så stor en kassebeholdning, at lønnen kan udbetales til tiden”, smiler Anne-Marie Bürger.

I hendes hidtidige arbejdsliv har den ene korterevarende ansættelse afløst den anden, og hun var straks varm på tanken om at blive virksomhedsejer, da muligheden bød sig.

“Min far var selvstændig anlægsgartner og byggede sin virksomhed op fra bunden. Derfor ligger det mig nok ikke så fjernt at prøve kræfter med at være selvstændig. Omvendt er jeg heller ikke typen, der vil føle det som et sviende nederlag, hvis jeg en dag må dreje nøglen om, fordi det er nødvendigt”, fastslår Anne-Marie Bürger.