19.08.2011
Artikel

Kan humanister også gå i seng med æbler?

Af Elisabeth Nina Petersen
Den berømte opfinder og videnskabsmand Thomas Edison gik ofte i seng med et æble i hånden. Han lagde sig i sengen og gled dybere og dybere ind i søvnen, men lige før han mistede den bevidste kontrol over kroppen, sagde det donk. Æblet faldt på gulvet, og Edison vågnede. Han hev papir og skrivetøj frem og skyndte sig at nedfælde de gode og gemte idéer. Om det lige var i de øjeblikke, han fandt på det med glødelampen, fonografen og diktafonen, ved jeg ikke. Men jeg ved, at Edison var forretningsmand med forstand på teknik og opfindelser.

Men nu er det jo ikke sådan, at bestemte faggrupper og brancher drømmer mere kreativt og opfindsomt end andre. Jeg kender i hvert tilfælde ikke til sådanne dokumenterede undersøgelser, der viser, at humanister ikke kan opfinde, få nye idéer og skabe værdi i samfundet.

Men jeg kender til en offentliggjort analyse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet fra november 2010, “Vækst gennem innovation”. Den peger på, at dansk erhvervsliv halter bagefter og kun præsterer en middelmådig innovationsevne. Dette på trods af at regeringens globaliseringsstrategi inkluderer en ambition om, at Danmark (fortsat) skal være blandt de lande i verden, hvor der arbejdes med innovation, og at Danmark skal være blandt de bedste lande til at omsætte nye forskningsresultater og viden på universiteterne og i andre forsknings- og uddannelsesinstitutioner til nye teknologier, processer, varer og tjenester.

Spørgsmålet er: Kan vi humanister være med til at løfte denne opgave, så vi bevæger os væk fra de fine festtaler og over til en mere handlingsorienteret praksis, så Danmark kan få styrket de innovative evner?


Inden jeg forsøger at besvare dette spørgsmål, vil det være på sin plads at få defineret begrebet innovation, så det ikke bare forveksles med kreativitet og gode idéer.

Der er tale om innovation, når:
  • idéen er ny
  • idéen er værdiskabende
  • idéen er realiserbar

Gearløs og von And
Når man inden for innovation taler om, at idéen skal være ny, sondrer man mellem, om idéen er helt og aldeles ny, eller om den er en variation af en tidligere version. Den første er som en sort svane, sjælden og enestående, som fx glødepæren var det på Edisons tid. Denne type innovation kaldes for radikal innovation.

Er der derimod tale om mindre grader af forbedringer og videreudvikling af eksisterende teknologier, produkter, serviceydelser eller processer, er der tale om inkrementel innovation. Den inkrementelle innovation sker kontinuerligt og i alle brancher, da vores moderne samfund kræver omskiftelighed og fornyelse. Verden er blevet så kompleks og uforudsigelig, så vi ikke længere har den fulde kontrol over udviklingen.

Derfor har vi også brug for andre typer end Georg Gearløs og Joakim von And, når vi taler om innovation og entreprenørskab. Det er for begrænsende at sætte innovation lig med forretningsforståelse, patenter og iværksætteri. At tro, at indsigt i de tekniske og økonomiske brancher og kompetencer afledt herfra er nok i sig selv for at kunne skabe innovation, er ikke en farbar vej til at løfte Danmark ud af den innovative krise.

Nu kunne det være besnærende at sætte humanisterne lig med Rip, Rap og Rup. Men de tre figurer skal ses som et billede på de moderne kompetencer, samfundet i dag har brug for og afkræver. Nevøerne har en række kompetencer, som Magisterbladets undersøgelse af humanister på arbejdsmarkedet, som man kan læse om på de foregående sider, viser, at humanister besidder. De kan bl.a. samarbejde, er fleksible, kan analysere, beskrive og finde eller opsøge den nødvendige viden. Helt i Grønspættebogens ånd.

Toposlister

To af de vigtigste budskaber i OECD’s innovationsstrategi (rapport fra juni 2010) går netop i retning af, “at virksomhederne fremover i langt højere grad vil efterspørge nye kompetencer blandt deres medarbejdere, nye uddannelser samt nye kombinationer af eksisterende discipliner. Mange virksomheder baserer deres innovation på anden og ny teknologi. De inddrager blandt andet brugere, designere m.v. OECD anbefaler derfor, at ny innovationspolitik formuleres bredere end forskning og udvikling til også at fokusere på vidensdeling, nye kompetencer m.v.

Svaret på mit tidligere spørgsmål, om humanister kan skabe innovation, er derfor ja. Vi kan på væsentlige områder bidrage i den innovative proces og skabe værdi. For i den skabende og undersøgende idégenereringsfase af innovationen handler det om at hente det gemte, glemte og tavse frem – og det kan vi, fordi vi kan arbejde systematisk med topik. Topik er læren om at stille spørgsmål til en sag eller en problemstilling. Man belyser problemet fra alle vinkler, hjørner og kroge i form af systematiske spørgsmål. Inden for den klassiske retorik taler man om at arbejde med toposlister. I bund og grund er det derfor vigtigt at inddrage humanister i innovation og gøre brug af fx deres kommunikative kompetencer.

Læsøsalt og bryghuse

Nej, humanister brillerer ikke med produktinnovation, men nu er der mange andre typer af innovation, hvor humanister enten leder eller driver processer inden for socialinnovation, serviceinnovation for slet ikke at tale om pædagogisk innovation.

Også inden for oplevelsesøkonomi, der er det helt store hit i øjeblikket, arbejder mange af de “bløde fag”, fordi forretningsfolk har fået øjnene op for, at man kan tjene mange penge på at knytte oplevelser og følelser til et produkt. Tænk på alle de pittoreske bryghuse eller det dyre og smagfulde salt fra Læsø, hvor et kilo koster det samme som en tur i biografen. Det at koble oplevelser og følelser til et produkt og fortælle den gode historie, så produktet får en symbolsk merværdi, er noget, masser af humanister kan, når de har arbejdet med fx diskursanalyse, kommunikation, psykologi, kultur osv.

Des mere man ved, des bedre, når man arbejder med innovation, og det er da bestemt en fordel, hvis man ene og alene ved det hele. Men selvom jeg som det primære er humanist og har taget kurser i innovation på CBS, og selvom jeg har en del praktisk erfaring i at være iværksætter, drive virksomhed og styre processer, så er det sjældent, jeg har skabt noget innovativt alene. Der, hvor resultatet har været allerbedst, og hvor processen har været fyldt med irritation, frustration og besværlighed, men også med undren, nysgerrighed og en følelse af ikke at vide nok, har været de gange, hvor jeg har arbejdet sammen med andre faggrupper som fx ingeniører, cand.merc.er, pædagoger, sagsbehandlere og revisorer. Her er jeg blevet tvunget ud af min særfaglige silo og over i et tværfagligt rum. Det har ikke været så komfortabelt, men det har været spændende og har altid affødt nye tiltag, som ingen kunne producere alene, da det netop opstår i tværfagligheden, hvor forskellige specialister mødes og sætter sig selv og deres viden i spil og nedbryder de faglige selvforståelser og faggrænser. Jeg har fx været med til at udvikle innovation­camps, der har vundet stor succes hos studerende i gymnasieskolen og hos medarbejdere i det offentlige.

Rugbrødsdej og kagefyld
Der er visse forudsætninger, der skal være til stede, for at kunne skabe innovation i virksomheder, på uddannelsesinstitutioner, i det offentlige, eller hvor det nu sker. Først og fremmest handler det om, at man sætter sig selv i spil, at man tør tabe ansigt og føle sig utilstrækkelig.

De store værdiskabende idéer fødes, som allerede Nietzsche havde blik for, i kaos. Skal vi få en stjerne til at danse, så skal vi slippe kontrollen, styringen og strukturen. Det er nemt at sige, men svært at gøre. Jeg har som udviklingskonsulent arbejdet bl.a. med social innovation og hørt bemærkninger som “nu skal vi passe på ikke at blive for useriøse”, “det er vist lidt for langhåret”, “vi skal lige huske tiden”, “om det kan betale sig” og “nu skal det jo ikke bare gå op i hat og briller”. Sådanne bemærkninger falder oftest, når vi slipper kontrollen på arbejdet og sætter os hen for at finde på noget nyt.

Innovation handler ikke om, hvem der kan mest om forretningsudvikling eller teknologi. Alle faggrupper, det gælder også humanister, må kravle ud af den snævre fagsilo og tage del i det fælles byggeri, hvor vi bygger store sale med højt til loftet. Hvor vi tapetserer med spraglet tapet og med nyt og gammelt, stort og småt og et miks af stilarter. Så får vi det sjovere, oplever verden mere farverig og ikke mindst får nye indsigter. Det handler nemlig om, at vi mødes i såvel formelle som uformelle fora på tværs af faggrupper, så vi kan stille undrende og autentiske spørgsmål, fordi vi ganske enkelt ikke forstår hinandens paradigmer og tankegange og derfor udfordrer hinandens viden og (selv)tilstrækkelighed. Vi får måske ikke mere og dybere viden om det, vi ved i forvejen, men vi får en anderledes og ny dimension af viden, der bryder vanen og giver en dimension af faglighed, og dette er en god begyndelse for at starte en innovativ proces.

Om vi humanister er kransekager, lagkagepynt eller tung rugbrødsdej, handler ene og alene om, hvem vi arbejder sammen med, og hvilke roller vi får eller tager. Det bedste er, hvis man kan transformere sig og veksle mellem tung dej og let, smagfuld lagkagefyld – æblerne tager vi i sengen.