19.08.2011
Artikel

Human- og socialvidenskaberne negligeres

Selvom EU’s milliardtunge forskningsprogrammer i fremtiden vil gå mere task force-orienteret til de store samfundsmæssige udfordringer, spiller social- og humanvidenskaberne i stigende grad en birolle. Det er tåbeligt ressourcespild, lyder det i en protest, der har bredt sig fra Freie Universität Berlin til en lang række institutioner i hele Europa.

Af Mathias Irminger Sonne
Det handler om intet mindre end Europas fremtid. Derfor har EU-Parlamentet med god grund besluttet at kaste alle kræfter i at tackle tidens store udfordringer som energiforsyning, global opvarmning, folkesundhed og det aldrende Europa. Som problemknuserne, der skal løse disse “Grand Societal Challenges”, ser den europæiske videnskab og forskning ud til at gå en gylden tid i møde, hvor det blot er et spørgsmål om, hvordan kagen skæres i EU’s gigantiske forskningsbudgetter.

Men helt så lyserød ser fremtiden ikke ud, fortæller politologen Charlotte Fiala, leder af Freie Universität Berlins EU-kontor i Bruxelles, der i maj tog initiativ til en konference i Europa-­Parlamentet om nedprioriteringen af human- og socialvidenskaberne i EU’s forskningsprogrammer.

“Naturvidenskab er selvfølgelig dyrere at bedrive, men vi er i en situation, hvor fx blot 2 % af programmet “Cooperation” i det sidste rammeprogram gik til human- og socialvidenskaberne. Om der i det næste rammeprogram fra 2014 overhovedet vil være et selvstændigt program for disse videnskaber, er stadig uvist”.

Top-down og resultater
Grundlaget for dette skred er i Charlotte Fialas øjne ikke mindst de nye Grand Societal Challenges.

“De er ikke tænkt ud fra de enkelte videnskabelige discipliner. De er nærmere politiske problemformuleringer, der tager udgangspunkt i et samfundsmæssigt problem – et problem, som herefter skal løses af videnskaben”.

Disse politiske opgaver er selvsagt yderst legitime, mener Charlotte Fiala. Men for det første kan vigtige problemer som immigration eller uddannelsessystemernes kvalitet nu engang ikke lægges ind i kategorier som “klimaændringer” eller “energi”. Og for det andet vil der med denne top-down-tænkning i forholdet mellem politik og forskning opstå mere målrettet fokus på innovation og direkte resultater af forskningen. “Dermed vil der højst sandsynligt være flere midler til anvendt forskning end til grundforskning”, siger hun og beklager, at EU-Kommissionen tænker “meget markedsorienteret”. Dermed står naturvidenskaberne i sagens natur stærkere.

“Det tværfaglige samarbejde med human- og socialvidenskaberne kræver en helt anden forståelse af, hvad videnskab er. Det handler ikke bare om at bringe nye produkter på markedet – EU er mere end økonomisk samarbejde, og Kommissionens 2020-strategi kræver selv, at vi skal fokusere på social sammenhængskraft, fattigdomsbekæmpelse og et mere slagkraftigt uddannelsessystem”.

For Charlotte Fiala og de øvrige proteststemmer handler det dermed ikke blot om human- og socialvidenskabernes fremtid, men i lige så høj grad om at løse de store politiske udfordringer med adækvate – og forhåndenværende – midler: “Selv ved problemer som global opvarmning findes der ikke kun tekniske løsninger. Mentalitetsændringer spiller en lige så stor rolle”, mener hun. “Generelt er her tale om presserende samfundsmæssige spørgsmål og problemer, som man kun kan gå til, hvis man inkluderer human- og socialvidenskaberne. Kortfattede bestilte studier er ikke tilstrækkeligt til disse emner, de kræver et bredt videnskabeligt grundlag”.

Åndelig indsnævring
På dette punkt bakkes hun op af sin kollega Erika Fischer-Lichte, der er medlem af det Europæiske Forskningsråd ERC og professor i teatervidenskab ved Freie Universität Berlin. “Der foregår helt klart en åndelig indsnævring for tiden”, vurderer hun med en åben armbevægelse i sit kontor ved Institut for Teatervidenskab i den sydlige del af Berlin.

“Ganske primitivt forsøger vi at løse problemer, der ikke ligger på teknisk niveau, ad tekniske veje. Der er en stor grad af ignorance over for kulturelle faktorer. Social- og humanvidenskabernes force ligger i at skabe videnskabelig basis og forståelsesgrundlag for forskellige modeller for den fremtidige udvikling. Den ligger ikke nødvendigvis i at skabe direkte løsninger på et problem. Derfor må vi ud af det snævre fokus på målbare resultater”, siger Fischer-Lichte og gentager sit kampråb fra konferencen i Europa-Parlamentet den 3. maj: “Hold op med at spørge, hvad Europa kan gøre for social- og humanvidenskaberne. Spørg, hvad social- og humanvidenskaberne kan gøre for Europa”.

Dansk tøven
Selvom det næste rammeprogram for forskning ligger to et halvt år ude i fremtiden, er kampen om fordelingen af forskningsmidlerne hermed for alvor skudt i gang. Efterhånden er initiativtagerne fra Freie Universität og London School of Economics ikke mere alene med deres krav: “Vi har indtaget en pionerrolle i denne kamp for at sætte human- og socialvidenskabernes rolle på dagsordenen i Bruxelles. Nu oplever vi, at en lang række institutioner har taget tråden op”, fortæller Charlotte Fiala og nævner bl.a. Association Française de Science Politique, European Sociological Association, flere svenske universiteter, det tyske rektorkollegium og League of European Research Universities.
Men ved de danske universitære interesseorganisationer, der har berøring med Bruxelles, tøves der. Ved Creo, der er Københavns Universitets, DTU’s og Region Hovedstadens fælles EU-forskningskontor i Bruxelles, vil man over for Magisterbladet ikke kommentere vægtningen mellem de videnskabelige discipliner. Det samme gælder interesseorganisationen Danske Universiteter. Den store berøringsangst over for emnet tyder på, at man er bange for, at kampen for human- og socialvidenskaberne vil skade partnerne fra de naturvidenskabelige institutioner.

Manglende forståelse
Den danske tavshed støder på stor undren hos Britta Thomsen, der er medlem af den socialdemokratiske gruppe i Europa-­Parlamentet, deltager i konferencen om social- og humanvidenskabernes rolle – og i øvrigt magister i historie og portugisisk.

“Som vi slog fast på konferencen, skal vi bruge social- og humanvidenskaberne til mange ting”, fortæller hun fra Bruxelles. “Vi skal bruge dem til at forstå og analysere borgenes ønsker og den generelle samfundsudvikling ud fra fx et sociologisk perspektiv. Med historiske analyser skal vi indkredse, hvor Europa bevæger sig hen, vi har brug for at forstå hele immigrationspolitikken og identitetsspørgsmål i EU. Og vi har kraftigt behov for en mere tværdisciplinær tilgang til de store udfordringer”, siger Britta Thomsen, der ikke ser den lave prioritering af social- og humanvidenskaberne som et strukturelt problem i forhold til de politisk formulerede Grand Challenges.

“Jeg ser det som en manglende forståelse af betydningen af disse videnskaber. Derfor arbejder jeg hårdt for, at dette emne kommer højere op på agendaen”, lyder det fra det danske parlamentsmedlem, der ikke blot ønsker Grand Challenges-forskning eller “faktura-forskning”: Vi skal også have grundig grundforskning, og jeg vil kæmpe med næb og klør for, at grundforskningen, der optræder under “Ideas” i det syvende rammeprogram, vil stå endnu stærkere i det ottende”.

Med fra start
Den danske tænketank DEA, der har en lang række universiteter, uddannelsesinstitutioner, private virksomheder og organisationer som partnere, ligger på linje med de synspunker. DEA’s leder, Stina Vrang Elias siger: “Human- og socialvidenskaberne har deres egen værdi og legitimitet i deres traditionelle forskningsområder. Men de kan og skal også bruges til at løse de vækst-, produktivitets- og innovationsudfordringer, som vi står over for”, lyder det fra tænketanken, hvis erklærede mål er at rådgive i at øge samfundsinvesteringer i uddannelse, forskning og innovation, så de bidrager til at øge værdiskabelsen i samfundet. “Når man arbejder interdisciplinært – og det viser masser af vores undersøgelser – så øger det både den eksterne finansiering og kvaliteten af outputtet”.

Hvis human- og socialvidenskaberne skal bidrage til at løse Europas fremtidige udfordringer, bør de ifølge Stina Vrang Elias have repræsentanter i Kommissionens arbejdsgrupper, i evalueringskomitéerne og i de teknologiske platforme. “Tidligere har human- og socialvidenskaberne i for høj grad været brugt til at lave en afsluttende policy, hvormed de har oplevet sig selv som noget, der kan klistres på i sidste ende. Vi så dem derimod gerne som det, vi kalder en “driver” for innovation”, siger Stina Vrang Elias og tilføjer: “Dermed kan vi i øvrigt differentiere os fra de dele af verden, som vi står i et konkurrenceforhold til, fx Asien – ikke mindst fordi vi er funderede og har en lang tradition inden for de human- og socialvidenskabelige discipliner”.

Humanistisk lobbyisme
Selvom debatten måske lyder som “noget struktur-teknisk dernede i EU”, så har prioriteringen af midlerne direkte indflydelse på danske forhold, fortæller Britta Thomsen: “For det første hjælper europæisk viden alle lande til at tage mere kvalificerede beslutninger, når de bekæmper et internationalt problem, fx trafficking. Og for det andet har det også direkte økonomisk indflydelse på forskningen i Danmark, bl.a. inden for det antropologiske område, hvor danske forskere og projekter flere gange har fået store bidder af kagen”.

Derfor opfordrer hun til, at human- og socialvidenskabsfolkene selv tager over og gør det lobbyistiske benarbejde for deres fag. “Mange politiske beslutninger bliver truffet på baggrund af uvidenhed. Lobbyister har her en vigtig oplysningsfunktion, og hvis ikke repræsentanter for humanvidenskaberne lobbyer for deres sag, så kender parlamentarikerne ikke til de store ressourcer, der ligger i fx humanvidenskaben”, lyder det fra Britta Thomsen. “Derfor var det også en fantastisk mulighed at være med i dette seminar, hvor Freie Universität Berlin, London School of Economics m.fl. forklarede, hvorfor der er så stort behov for at udnytte deres potentiale. Hermed kommer der oplysning til Parlamentet, og debatten ruller”, siger Britta Thomsen og konkluderer: “Vi er dybt afhængige af lobbyarbejde. Så når EU-Kommissionen kommer med sit udspil til rammeprogrammet, skal magistrene i Danmark se det igennem og komme med konkrete ændringsforslag. Dem kan de så sende ned til mig”.