19.08.2011
Artikel

Humanisterne vil gerne være ledere

Af Liv Alfast Kretzschmer
Hver tredje af humanisterne i undersøgelsen har ambitioner om at blive leder. Seks procent er allerede ledere med personaleansvar, mens hver fjerde endnu ikke har taget stilling til, om de vil være ledere. Lysten til at blive leder findes især hos humanister med fagene musikvidenskab, forhistorisk arkæologi og humanistisk informatik, hvor mere end to ud af fem vil have chefkasketten på. I den anden ende af skalaen ligger fag som dansk, nordisk sprog og kultur og filosofi, hvor der er noget længere mellem lederdrømmene.

Kendetegnende for humanisterne med lederambitioner er, at de allerede nu har flere ugentlige arbejdstimer end humanisterne uden tanker om at blive chef. 44 procent arbejder mere end 37 timer om ugen, mens det “kun” gælder 32 procent af dem uden lederambitioner.