19.08.2011
Artikel

Viden på spil (3:5)

Af Pernille Siegumfeldt
CHEFEN:
“Vores nye kollega skulle forstå både den kommercielle del, være teknisk utroligt stærk og samtidig have gode kommunikationsevner. Brian ramte ned i alle de behov på én gang”.

Claus Ejlertsen, e-handels- og marketingdirektør i Sanistål
“Vi skulle bruge en medarbejder til at hjælpe os med at implementere e-handel, som er den afsætningskanal, Sanistål bevæger sig mere og mere over på. Vi skulle bruge en medarbejder, der kunne hjælpe til med at give vores kunder det sidste incitament til at gå e-handelsvejen, en der kunne formidle fordelene ved at handle i vores e-butik: At det er billigere, mere effektivt og meget, meget nemmere.

Vores nye kollega skulle både forstå den kommercielle del, være teknisk utroligt stærk og samtidig have gode kommunikationsevner. Det er kun ganske få, der spænder så bredt, men Brian ramte ned i alle de behov på én gang. Han kan svare på komplicerede tekniske spørgsmål, så alle kundetyper forstår det, og han kan udstyre vores sælgere med de fornødne kommunikative redskaber, så de selv kan give budskabet videre. Brians stærkeste kort i vores organisation er helt klart, at han mestrer flere specialiserede og tværgående kompetencer på et højt professionelt niveau”.

HUMANISTEN:
“Det er et stort kick for mig, at jeg kan forene mine interesser for teknik, analyse og kommunikation”.

Brian Bakken, e-handelskoordinator i Sanistål A/S
“Jeg er ansat til at formidle Saniståls ­e-koncepter i vores webbutik, hvorfra vi sælger klassisk vvs-udstyr, værktøj, arbejdsbeklædning, stål osv. en gros til industrien og byggeriet. Jeg er ansvarlig for løbende analyser til kortlægning af, hvem der handler i web­shoppen, hvad der fungerer for dem, der handler der, og hvorfor andre undlader at bruge muligheden. Jeg bruger ligeledes en del tid på at arbejde med præsentation af os selv og vores produkter i webbutikken, og endelig har jeg sammen med en kollega ansvaret for, at Saniståls e-katalog har et samlet udtryk med hensyn til tekniske data, billeder og links.

Min afdeling, e-handel, står også for undervisning af kolleger i salgs- og produktafdelingerne i e-handelens it-løsninger, og vi udarbejder manualer og vejledninger, som sælgerne skal bruge for at kunne videresælge webkonceptet til vores kunder. De skal både forstå teknikken, men også kunne kommunikere den videre.

Endelig står jeg for afdelingens ugentlige nyhedsbrev og en del af intranettet.

Allerede mens jeg studerede, var det sproget i medierne og på de digitale platforme, jeg fokuserede på. Det er et stort kick for mig, at jeg kan forene mine interesser for teknik, analyse og kommunikation i det her job”.