13.05.2011
Artikel

Det’ Mit Job: Karina Kleivan

Karina Kleivan, 47 år, Humanitær koordinator i IBIS

Af Pernille Siegumfeldt
Du starter i en nyoprettet stilling i IBIS. Hvad er det, du skal lave?
Jeg skal bruge mine mange års erfaring inden for uddannelsesrådgivning til at intensivere og kvalitetssikre IBIS’ eksisterende indsats for børn og unges ret til skolegang, også når de er ramt af katastrofer og konflikter. Det skal ske i samarbejde med lokale og internationale organisationer samt landenes undervisningsministerier. På kortere sigt er undervisning en vigtig faktor i at normalisere hverdagen og skabe håb for de berørte børn og forældre, og på længere sigt er uddannelse en vigtig stabiliseringsfaktor, fx i lande der har været igennem en borgerkrig. I første omgang skal jeg bl.a. være med til at opbygge et beredskab af dygtige uddannelsesfolk med erfaring fra skrøbelige stater.

Det lyder som den perfekte stilling for en kvinde med din baggrund og erfaring?
Det er et drømmejob, ja. Men karriereplanlægning har jeg nu aldrig dyrket, og jeg har også været arbejdsløs i næsten et år, før jeg fik chancen i dette job. Sådan er vilkårene for projektansættelser, og når man konsekvent forfølger sine interesser og vælger job med hjertet.

Hvad har motiveret dig til at søge jobbet i IBIS?
Hvis der er noget, der i det hele taget har styret mine jobvalg, er det en stærk retfærdighedssans. Jeg er vokset op i et hjem, hvor mine forældre var aktivistiske akademikere. Min far var bl.a. med til at etablere organisationen IWGIA, der kæmper for indfødte folks rettigheder. Kampen for retfærdighed og retten til et værdigt liv er den røde tråd, som jeg med tilbagevirkende kraft kan få øje på i mit arbejdsliv, koblet med en stærk tro på, at uddannelse kan skabe langsigtet forandring.

Hvad glæder du dig mest til i dit nye job?
Jeg er taknemmelig over, at jeg igen får chancen for at arbejde i et tværfagligt miljø sammen med vidende og engagerede mennesker i alle aldre. Grundlæggende føler jeg mig hjemme på en arbejdsplads, der opererer ud fra et klart værdigrundlag. Jeg glæder mig også til at omsætte alt det, jeg har med fra mine tidligere job, som har handlet om uddannelse i krydsfeltet mellem postkonflikt og udvikling.

Du har boet i udlandet og er kommet hjem igen ad flere omgange. Du må være et mere end almindeligt omstillingsparat menneske?
Jeg er i hvert fald god til at være der, hvor jeg er, og min oprigtige nysgerrighed over for andre kulturer gør mig i stand til forholdsvis nemt at navigere, når jeg bor ude. Samtidig tror jeg, det er vigtigt, at man kender og tror på sin egen faglige ballast, og det gør jeg. Faktisk har jeg oplevet, at det kan være sværere at komme hjem end at tage ud. Udviklingen går også stærkt i Danmark, uden at man tænker over det dagligt, så der er meget at samle op på, når man vender tilbage efter nogle år. Det er også en udfordring at komme hjem til perioder med arbejdsløshed, som man ikke kender længden af. Dog glæder jeg mig, hver gang jeg kommer hjem, over den service, jeg får fra fx SKAT og Borgerservice. Det fungerer bare!

Du er 47 år nu. Hvor længe vil du fortsætte med at veksle mellem job ude og hjemme?
Det spørger jeg også mig selv om nogle gange. For også helbredsmæssigt er det en udfordring at arbejde i fx Somaliland eller i en isoleret nepalesisk landsby. Men arbejdet og livet ude går på den anden side i blodet på en, så jeg regner da med, at jeg skal af sted igen, hvis jeg får chancen. Lige nu er det mit job som humanitær koordinator, der fylder det hele. Jeg er dog opmærksom på, at jeg ikke må blive så fokuseret på min egen stilling, at jeg glemmer, hvorfor den eksisterer.