23.10.2013
Artikel

Det’ mit job: Cecilie Marie Meyer

Cecilie Marie Meyer, 34 år, Kommunikationsansvarlig for restauranterne Era Ora, L’Altro og Acquamarina København

Af Thomas Bøttcher
Hvordan fik du jobbet?
Da den økonomiske krise ramte, var jeg redaktionssekretær på magasinet Bolig Eksklusiv – et udpræget højkonjunkturprodukt – og kunne godt se, hvor det bar hen, da annoncerne begyndte at forsvinde. Så jeg sendte en mail til restauratør Elvio Milleri, der står bag restauranterne Era Ora, L’Altro og Acquamarina og bageriet Il Fornaio, hvori jeg beskrev, hvilke kommunikationsopgaver jeg kunne forestille mig at lave for ham. Dagen efter blev jeg kaldt ind til et møde, hvor han sagde, at han godt kunne tænke sig en brandmanager. Jeg syntes mest, min baggrund pegede i retning af kommunikation, men på den anden side har branding vel også med historie, formidling og vinkling at gøre, så jeg startede som brandmanager på deltid.

Hvad laver du?
Efter et års tid stod det klart, at der var rigtig mange kommunikationsopgaver at tage sig af, så jeg blev kommunikationsansvarlig på fuld tid. Det handler selvfølgelig om ekstern kommunikation, men jeg har også fået øjnene mere og mere op for de interne kommunikationsopgaver. Altså om at formidle beslutninger til medarbejderne, men også formidle, hvad det er, der sker i restaurationsbranchen, hvad det er for ting, der påvirker os, og som medarbejderne også er en del af. Næsten alle medarbejderne er italienere, og mens nogle af dem har armene ude i den danske omverden, er det for andre temmelig begrænset, hvad de faktisk ved om de ting, der sker rundt omkring.

Du er cand.mag. i dansk og italiensk og har en klassisk humanistisk baggrund. Hvordan er du endt med at arbejde med kommunikation?

Da jeg begyndte at studere, overvejede jeg, om italiensk skulle være mit hovedfag, eller om jeg hellere skulle satse på kommunikation og journalistik. Under et ophold i Italien fandt jeg ud af, at det var italiensk, jeg brændte mest for, men jeg tænkte samtidig, at jeg helt sikkert nok skulle finde en vej ind i journalistik og kommunikation senere. Efterhånden blev jeg også interesseret i spørgsmålet om, hvordan den italienske mentalitet fungerer i en dansk kontekst. Efter et par år herhjemme – og efter at have arbejdet som oversætter, skribent og redaktionssekretær – fik jeg mulighed for at arbejde på Era Ora med over 40 italienske kolleger, og jeg fandt ud af, at det faktisk er vildt spændende at arbejde med en anderledes kulturel tilgang til virksomhed og kommunikation i en dansk kontekst. Jeg kan bruge min humanistiske uddannelse og mit indblik i italiensk sprog og tankegang, men også min lyst til at kommunikere og fortælle historier.

Hvad er det særlige ved at arbejde i en “italiensk” virksomhed?
Hovedudfordringen er uden tvivl det faktum, at en mindre italiensk virksomhed ofte drives med familien som omdrejningspunkt i modsætning til de fleste danske, hvilket godt kan gøre beslutningsprocesserne langstrakte, da de skal vendes med de fleste parter. Omvendt repræsenterer denne struktur dog også den italienske virksomheds klare force, da alle er stærkt forbundne og således virkelig støtter hinanden og giver alt af sig selv, når det gælder. Der er en klar følelse af team spirit og en stor stolthed ved faget.

I hvilken grad har universitetet rustet dig til den karrierevej, du har valgt?
Jeg elskede at læse på universitetet, men det er, som om det helt er op til den enkelte at skabe en spændende karriere. Det var fx lidt tilfældigt, at jeg kom i praktik, efter at en af mine forelæsere gjorde mig opmærksom på en kontakt, han havde på Kunstindustrimuseet. Inden da var jeg faktisk ikke klar over, at muligheden for praktik fandtes. Men det gør den jo, både i offentligt regi og på en række spændende erhvervsmæssige platforme. Jeg synes, at universitetet mangler en mere offensiv strategi, ikke mindst over for humanister, hvor man åbner døre og siger: Se her, vi har faktisk nogle kontakter hist og her, få dig et andet perspektiv på dine humanistiske kompetencer, og brug dem i praksis!