08.04.2011
Artikel

Ligestillings-charter har ringe effekt

Af Pernille Siegumfeldt
Det gav masser af positiv pr, da de første deltagerorganisationer – private virksomheder, offentlige institutioner og større organisationer – i 2008 tiltrådte “Charter for flere kvinder i ledelse”, lanceret af daværende ligestillingsminister Karen Jespersen. Målet med chartret var at få deltagerne til – ad frivillighedens vej – at styrke indsatsen for at få flere kvinder frem i organisationerne. Også DM tiltrådte chartret.

At der kan være lang vej fra hensigter til resultater, vidner en foreløbig evaluering om, som har opgjort udviklingen i otte udvalgte offentlige institutioner og 16 private virksomheder.

Det gælder for dem alle, at de har opstillet en række mål, de selv anser for at være realistiske, men ikke har formået at opfylde. Rapporten peger på, at det kan skyldes, at de pågældende arbejdspladser har undladt at følge op med konkrete aktiviteter for at nå dem.

Præcist hvor langt de evaluerede institutioner og virksomheder er kommet med arbejdet, fremgår af uransaglige årsager ikke af rapporten, der blot angiver, at målene ikke er nået.

Fx havde LEGO sat sig som mål at øge andelen af kvinder i de to øverste ledelseslag fra 21,5 procent i 2006 til 40 procent i 2010. Virksomheden konkluderer, at den ikke har opfyldt sit mål, fordi virksomheden i stedet har brugt kræfter på at overtage tre nye produktionssteder. Også DR er et stykke fra at nå sit eget mål, nemlig at øge andelen af kvindelige ledere fra 28 procent i 2005 til 40 procent i 2010. Hvor langt DR er nået vides ikke.

Trine Lund Niegel, der er ligestillingskonsulent i DM, er ikke overrasket over, at evalueringen dokumenterer en træg udvikling.

“Ligestilling er et indsatsområde, du kan skubbe til side, hvis andre opgaver viser sig. Det er alt for uforpligtende for virksomhederne at tiltræde et charter, når ministeren ikke er parat til at tage konsekvensen og ekskludere de organisationer, der ikke efterlever deres egne mål i chartret”, siger Trine Lund Niegel.

“Regeringens evige mantra om, at ligestilling i ledelserne skal opnås ad frivillighedens vej, ser ud til at være slået fejl. Jeg håber, at den nuværende ligestillingsminister vil tage evalueringen til efterretning og måske nå til en ny erkendelse af, at der skal skrappere politiske midler til samt en mere forpligtende indsats internt i virksomhederne”, kommenterer hun.

Hvorvidt DM selv har formået at opfylde sine mål for at øge andelen af kvindelige ledere, mangler endnu at blive evalueret.