25.03.2011
Artikel

Af en Lektors Dagbog: "Jeg skyder forskningen foran mig"

“Den store udfordring for mig og andre universitetslektorer, tror jeg, er at skaffe sig sammenhængende tid til forskning. Man kan aldrig få nok, for man kan ikke nå at fordybe sig i sit stof, hvis man bare har et par timer hist og et par timer pist”.

Af Pernille Siegumfeldt
Mandag
“Der er ingen tvivl om, at jeg i de sidste to år – efter at jeg blev lektor – har oplevet et stigende arbejdspres. En adjunkt skal jo ikke administrere, så diversiteten i opgaverne er noget større nu. Lønnen er selvfølgelig også lidt større ...

Jeg får en del opfordringer til at deltage i netværk, konferencer, projekter og lignende. Meget af det er så spændende, at det er svært at sige nej. Jeg har også brug for at være med de rigtige steder. Ikke fordi jeg er optaget af at gøre karriere i gængs forstand, men fordi jeg er begejstret for mit fag.

Det er virkelig vigtigt for mig at holde mig på toppen af mine arbejdsopgaver – ellers bliver det helt uoverskueligt. Jeg prøver at tilrettelægge dem, så de falder i sammenhængende blokke. Denne mandag er således afsat til administrative opgaver. Jeg følger op på et heldagsmøde, jeg holdt fredag med redaktionsgruppen bag “Temp”, et tidsskrift for historie, som jeg er medredaktør på. Derudover er jeg i tæt kontakt med en kollega i Umeå. Vi sidder begge i styregruppen for et netværk, der til maj skal stå for en konference under overskriften “Gender, Town and Citizenship – i det 18. og 19. århundrede”. Det er den periode, som er mit speciale. Jeg holder også møde med en studerende, som overvejer at søge et ph.d.-stipendium, inden fristen udløber den 15. marts. Jeg giver respons til forfatteren på en videnskabelig artikel og kigger desuden på skitsen til en, jeg selv skal skrive til et internationalt tidsskrift. Den er et spin-off fra en konference og handler om uægteskabelig seksualitet i 1700-tallet.

Jeg tager som regel ind på universitetet, når jeg har administrative opgaver. Til gengæld sidder jeg ofte derhjemme i de perioder, hvor jeg forsker. Hjemme er der færre, der banker på min dør”.

Tirsdag
“Egentlig skulle dette have været mit forskningssemester, men der kom nogle store opgaver på tværs, som ikke kunne udskydes. Blandt andet har jeg været med i en taskforce, som er kommet med input til fakultetsledelsen om den store omstrukturering af institutterne, som er undervejs på Aarhus Universitet. Planerne skal præsenteres på et stormøde i næste uge. Rygterne svirrer, og uvisheden betyder, at der går meget mental energi på at spekulere over, hvordan rammerne for vores arbejde bliver. Fordi jeg har siddet i taskforcen, er der mange kolleger, der kommer og vil diskutere situationen med mig. Det meste af min formiddag går med at vende de her ting inden medarbejdermødet på instituttet efter frokost.

Medarbejdermødet er et vigtigt forum på en arbejdsplads, hvor vi jo ellers kører hver vores lille butik i butikken.
I det hele taget er der masser af kollegial sparring på vores institut, men det er noget, man selv skal opsøge. Som udgangspunkt er jeg selvkørende og herre over, i hvilken retning mit arbejde skal bevæge sig.

Efter mødet bruger jeg nogle timer på at forberede undervisningen i morgen. Jeg er gået i samarbejde med et amerikansk universitet og et cyberspacemuseum, der holder til på adressen imow.org. Under overskriften “Young women speak economy” skal en række unge kvinder i 20’erne fra Danmark, Filippinerne, USA og Sudan fortælle om finanskrisens indflydelse på deres liv. Idéen er at få kvinderne til at diskutere identitet og finanskrisens påvirkninger. Det skal ske gennem fotos og film. Jeg har ikke prøvet noget lignende tidligere, og det er super spændende. I morgen får vi besøg af en dramaturg, som skal give de studerende respons på deres historier til projektet og ideer til, hvordan de formidlingsmæssigt kan arbejde videre”.

Onsdag
“Det er virkelig gået op for mig, hvor meget alle disse spekulationer om instituttets fremtid fylder i mit hoved. Og hvor meget det fylder på min arbejdsplads. Der er mange mentale omkostninger forbundet med at omstrukturere en så stor organisation som Aarhus Universitet. Det går ud over produktiviteten. Dagen i går var et godt eksempel.

Mødet med dramaturgen i dag giver os masser af inspirerende input, og vi er meget opløftede. Efter klasseseancen taler de studerende enkeltvis med den amerikanske projektleder på projektet over Skype. Vi skal afstemme forventninger, for mens mine studerende som udgangspunkt har været ret akademiske i deres tilgang til projektet, så er det de personlige historier, som cyberkvindemuseet er mest optaget af. Jeg kan godt se, hvorfor de er mere interessante i en udstillingssammenhæng, så det er noget med at få de to verdener til at mødes. De studerende er meget begejstrede for at arbejde med de nye medier, og det er en opdagelsesrejse for os alle. Jeg har som forsker lavet en række ting med Kvindemuseet i Aarhus, men det er første gang, jeg indgår i et samarbejde, der i så stor udstrækning dikteres af et museum. Selv om min rolle mest er facilitatorens, så håber jeg på at få lov til at lave flere projekter af den type fremover.

Jeg kører hjem til mine unger kl. 16.45, besvarer mails og laver små ting, efter at de er lagt i seng. Min mand gør det samme. Sådan er det næsten hver aften hjemme hos os, og mon ikke også i mange andre børnefamilier, hvor begge forældre har et krævende arbejde?”.

Torsdag
“Jeg arbejder i gennemsnit 45-50 timer om ugen. For det meste trives jeg med det, fordi jeg har en stor fleksibilitet og derfor oftest også når at have god tid sammen med mine børn. I dag starter morgenen stille og roligt derhjemme. Jeg har en søn, som er lidt træt af sin børnehave og derfor ikke har travlt med at komme ud af døren.

Her i formiddag er jeg også på besøg hos en kollega, som har plejeorlov, fordi hendes mand er alvorligt syg.

Den store udfordring for mig og andre universitetslektorer, tror jeg, er at skaffe sig sammenhængende tid til forskning.

Man kan aldrig få nok, for man kan ikke nå at fordybe sig i sit stof, hvis man bare har et par timer hist og et par timer pist. På mit institut fører vi timeregnskab. 60 procent af min arbejdstid skal bruges på administration og undervisning, men oftest akkumulerer jeg mange flere timer til den type opgaver. Jeg har ikke oplevet, at det giver anledning til konflikter på instituttet, når det skal aftales, hvem der får et forskningssemester. Men vi står i kø, og jeg sidder tit med den følelse, at liiiige om lidt, så … Jeg skyder forskningen foran mig.

Jeg når også forbi Kvindemuseet i formiddag. Jeg skal bidrage til en udstilling om vold i familien med en historisk gennemgang, der starter helt tilbage ved revselsesretten i 1700-tallet.

Jeg kan godt mærke, at formiddagens besøg hos min kollega har påvirket mig dybt, da jeg efter frokost sætter mig ned for at skrive på det oplæg, jeg skal holde til en konference næste fredag. Det er svært at koncentrere sig. Aftentimerne går med at få ryddet op i nogle bunker og få afsluttet nogle ting. Det er til gengæld meget tilfredsstillende”.

Fredag

“Fordi jeg fik mine børn relativt tidligt, har jeg aldrig vænnet mig til at have en arbejdsuge på 60 timer om ugen som andre, jeg kender. Jeg er måske også bedre til at sige nej og være mere realistisk med min kalender end folk, der ikke behøver at tage familiære hensyn. Jeg er selv vokset op med akademikerforældre, og måske har jeg luret nogle tricks af med hensyn til at planlægge og få hverdagen til at glide.

I dag står de studerende på instituttet for afviklingen af en fælles faglig dag. Indtil frokost lytter jeg til en række spændende oplæg, som mine kolleger holder under temaet “magt og kærlighed”. Disse fælles dage for alle studerende på instituttet er fantastisk gode for det sociale liv og for studiemiljøet. Skriver på mit foredrag om eftermiddagen og laver mad til en flok kvindelige kolleger om aftenen. Rigtig hyggeligt”.

Lørdag-Søndag
“Jeg har været meget heldig i mit hidtidige karriereforløb. Jeg blev færdig som ph.d. i 2004 og har ikke oplevet at skulle igennem usikre perioder eller et hav af løse ansættelser, hvilket rigtig mange ellers må stå model til, før de eventuelt bliver fastansat på universitetet. Jeg fik et adjunktur på mit gamle institut, umiddelbart efter at jeg blev færdig. Helt tilfældigt var der en del adjunkturer opslået på det tidspunkt, og havde det ikke været, fordi jeg allerede havde stiftet familie, havde jeg måske nok søgt arbejde i en anden by eller i et andet fagmiljø end det, jeg selv er uddannet i. Bare for at prøve noget nyt. Det skal nu ikke forstås sådan, at jeg ikke er glad for mit institut, for det er jeg.

Solen har skinnet dejligt i weekenden, og jeg kan mærke foråret. Det bliver søndag aften, før jeg kigger på arbejde, besvarer mails, skriver en anbefaling og nørkler med et oplæg, jeg skal skrive til en antologi. Jeg bruger også lidt tid på at få et overblik over, hvad der skal ske i ugen, der kommer. Tror ikke, det bliver den mest produktive uge. Onsdag skal planerne for universitetets fremtidige struktur som nævnt præsenteres for samtlige medarbejdere. Det betyder ikke punktum i den sag. Tværtimod. Det er jo først der, det store arbejde for alvor går i gang”.