25.02.2011
Artikel

Kairo tur-retur

Få dage efter at Rasmus Boserup forlod Kairo og jobbet som direktør for Dansk-Egyptisk Dialoginstitut, strømmede egypterne til Tahrir-pladsen i historiske protester mod Mubarak. Det lå ikke i kortene, da Magisterbladet besøgte ham i Kairo i december. Gennem sit arbejde kender han flere af de grupper, som har været på gaderne.

Af Pernille Siegumfeldt
Den 19. januar lukkede Rasmus Alenius Boserup for sidste gang døren til sin lejlighed gennem tre år i det centrale Kairo for at flytte hjem til København sammen med sin kæreste og lille søn.

En uge senere vågnede 84 millioner egyptere – 25 millioner alene i hovedstaden – op til det, han uden tøven betegner som det største momentum nogensinde for borgerretsbevægelsen i den arabiske verden.

Ambivalensen er til at tage at føle på.

“Det er dejligt at skulle starte på et nyt liv herhjemme, men samtidig ærgrer jeg mig da voldsomt over at have forladt Kairo, netop som hundrede tusinder, ja millioner af demonstranter skriver historie hver dag med deres protester i gaderne”, siger Rasmus Boserup

Fra 2008 og frem til januar i år sad den 35-årige ph.d. i direktørstolen på Dansk-Egyptisk Dialoginstitut (DEDI) i Kairo og lagde linjen for det arbejde med demokratisering og reformer, som stille og roligt har løftet instituttet op fra donorstatus til også at fungere som egentlig projektpartner. Rasmus Boserup synes ikke, det er fortænkt at sætte DEDI’s arbejde i sammenhæng med den seneste udvikling i det største og mest folkerige land i Mellemøsten.

Gadekunstnere og korruptionsbekæmpelse
“Med et årligt budget på kun godt 10 millioner kroner er der naturlige grænser for, hvor store bølger vi har kunnet få til at rulle. På den anden side har instituttet i årevis arbejdet konsekvent og målrettet med dialog og reformprocesser, fx ved at støtte græsrodsprojekter blandt unge, træne dem i at tænke kritisk og deltage i den politiske debat, bruge medierne og advokere for deres sager og synspunkter. Op til valget i december sidste år var DEDI partner i et projekt, som ydede medie- og kampagne­træning til kvindelige kandidater fra samtlige partier, der deltog i valget. Vi har også gennemført udvekslingsprogrammer for gadekunstnere, studerende, politikere og eksperter i sikkerhedspolitik og korruptionsbekæmpelse. Her har folk fra den kommende elite i både Egypten og Danmark diskuteret udvikling og udveksling, reform og dialog. Mange af de egyptere, som DEDI har samarbejdet med de senere år, har været på gaden i disse uger for at protestere”, forklarer Rasmus Boserup.

Trods sit kendskab til de egyptiske kritikere og oppositionen er også den erfarne mellemøst- og konfliktforsker blevet overrumplet over, hvor eksplosivt begivenhederne i Egypten har udviklet sig.

“Utilfredsheden har ulmet længe i befolkningen, men protesterne har kun haft en indirekte politisk overtone. For et halvt år siden førte en fodboldkamp mellem Algeriet og Egypten til ballade, der havde systemkritiske elementer i sig. Og over det seneste par år har der været et stigende antal demonstrationer, arbejdsnedlæggelser og andre protester, der ofte udviklede sig til, at der blev peget fingre ad styret. Demonstrationerne den 25. januar var varslet på forhånd, men at de udviklede sig til at blive så voldsomme og med deltagelse fra så mange grupper i samfundet, det havde de færreste set komme og skyldes især de begivenheder, der gik forud i Tunesien”, vurderer han.

En hel del begynderfejl
Da Magisterbladet i december besøgte Rasmus Boserup i Kairo, var der uden for DEDI’s kontorlokaler på første sal placeret en ekstra vagtmand. Det var eneste synlige tegn på øget sikkerhed i bygningen, der også rummer den danske ambassade i Kairos eksklusive Zamalek-kvarter på en ø midt i Nilen.

Siden krisen omkring Muhammed-tegningerne brød ud i lys lue i 2005, har der været løbende overvejelser om både flere vagter, kameraer og bombedetektorer ved den danske repræsentation i Egypten. Men det er blevet ved snakken.

“Det vil også være lidt paradoksalt at forskanse sig bag en mur af sikkerhed, når nu dialog og konfliktløsning er det centrale i ens arbejde”, konstaterer Rasmus Boserup tørt.

Det var en meget ung direktør med godt styr på sit teoretiske stof, der i 2008 første gang skulle prøve kræfter med et chefjob i det virkelige liv. Rasmus Boserup havde brugt år på at skrive speciale om den militante islamisme og politiske vold i Algeriet. Parallelt med ph.d.-graden på Københavns Universitet tog han en doktorgrad i kulturhistorie i Frankrig, som ligeledes centrerede sig om Algeriets historie fra 50’erne og frem.

At stå med ansvar for både ombygning af lokaler og ledelse af 12 ansatte, de fleste egyptere, har været en kæmpemæssig udfordring. Der skulle slibes kanter af og begås begynderfejl som personalechef. Men Rasmus Boserup er stolt over, at han hen ad vejen er blevet bedre til at give andre folk plads, at have det skægt og ikke mindst at have medvirket til, at Instituttet i hans tid fik ansvar for en portefølje med 26 større projekter og et solidt omdømme, som er kommet millionbyens fremmeste reformaktører for øre.

Da han forlod byen og jobbet i starten af det nye år, havde en tiltagende demokrati-træthed bredt sig.

“Det var trist at opleve, at både USA og EU nedtonede presset for at få gjort op med de autoritære systemer og deres brud på menneskerettighederne. Selv om vi i denne stund endnu ikke ved, i hvilken retning situationen udvikler sig for Egypten og for regionen, har de mange ugers demonstrationer med deltagelse af millioner af mennesker fra alle dele af samfundet slået en pæl igennem en myte, som næsten havde slået rod i den vestlige kultur, nemlig at muslimer ikke kan stå op for demokratiet. Disse ugers begivenheder bliver et vendepunkt, selvfølgelig for egypterne, som har oplevet, at det rent faktisk kan gøre en forskel at lægge politisk pres på systemet, men også for vores del af verden, som for første gang siden september 2001 ikke ser de folkelige bevægelser i Mellemøsten alene igennem en snæver religiøs prisme”, forklarer Boserup.

På cykel med Robert

Han havde ikke drømt om, at han i sine første måneder i Danmark skulle bruge tid på dagligt at analysere begivenhederne i Kairos gader for en bred vifte af danske medier. Han glæder sig så småt til 1. marts, hvor han – med støtte fra Carlsbergfondet – skal “tale mindre og skrive mere”, når han igen kaster sig over et forskningsprojekt om den politiske udvikling i Mellemøsten og Nordafrika, denne gang i regi af DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier. Og selv om han også allerede nu glæder sig til at gense Kairo og forhåbentlig nå at være til stede, mens historien endnu bliver skrevet, så glæder han sig lige så meget til, at det bliver forår, og han kan cykle rundt i København med sønnen Robert på styret.

“Kairo er en beskidt, overbefolket by og et meget intenst sansebombardement. Der er dage, hvor du dårligt kan trække vejret på grund af smoggen. I starten, da der kun var mig og min kæreste, var det jo en drøm at kunne udforske byen og kulturen på alle tider af døgnet. Men med et lille barn har behovet trængt sig på for at bo et sted med nemmere adgang til grønne områder og et lettere børneliv. Jeg er dog meget taknemmelig over, at det har flasket sig således, at jeg stadig får lejlighed til at besøge byen og dyrke mellemøst- og konfliktforskningen”, fastslår Rasmus Boserup.