11.02.2011
Artikel

Det’ Mit Job: Anette Warring

Anette Warring, 52 år, Historieprofessor ved RUC og nu også formand for Det Frie Forskningsråd for Kultur og Kommunikation (FKK)

Af Thomas Bøttcher
Hvad vil du arbejde for i din formandsperiode?
Den allervigtigste funktion for FKK er at støtte projekter, der er drevet af forskernes egne ideer. FKK skal også spille en aktiv rolle for at sikre og styrke den frie forskning, der er frigjort fra snæver fakturatænkning. Rådets midler er beskåret med 11 pct. siden 2010, og samtidig kræver universiteterne fuldfinansierede projekter. Det betyder, at vi har færre penge, samtidig med at vi får flere højt kvalificerede ansøgninger. Det sidste er positivt, men også fortvivlende, og siden jeg kom med i rådet i 2008, er succesraten faldet fra 16 til 9 procent i 2010. Vi har valgt at prioritere initiativer, der kun i mindre grad kan støttes inden for forskningsinstitutionernes egne rammer, ligesom vi lægger vægt på at støtte internationalisering og talentfulde yngre forskere. De seneste års forskningspolitik har i høj grad lagt op til konkurrence mellem universiteterne, men konkurrencen er desværre også med til at hæmme det, der er mest oplagt, nemlig at samle de best egnede og mest kvalificerede forskere på tværs af institutioner. Derfor satser vi især på støtteformer, der er med til at udvikle humanistisk forskningssamarbejde på tværs af fagmiljøer. Det betyder så til gengæld, at vi som det sidste forskningsråd har stoppet støtten til individuelle ph.d.- og seniorprojekter.

Men hvad så med den gode ide, som man får som individuel forsker?
Det er rigtigt, at der er en større satsning på forskningssamarbejde, men det er stadig forskning, der bygger på forskernes egne ideer og initiativer. Fri forskning kan også udfolde sig i et forskningssamarbejde, hvor du blot udfolder din gode ide i samarbejde med andre forskere. Men vi snakker jo i øvrigt ikke store projekter, hvor man er pakket ind og ikke har nogen indflydelse. De kollektive projekter, vi støtter, har en ramme på højst fem mio. kr. Men vi er ikke færdige med at overveje vores støtteformer, og vi vil løbende – i samarbejde med forskerne – drøfte, om vi skal ændre i fx balancen mellem midler til ældre og unge, eller om der skal være mere tværfaglighed.

Hvordan skal humanioraforskningen overleve det voksende krav om nyttiggørelse?
Det er mit mål, at FKK skal spille en mere aktiv rolle, når det drejer sig om at styrke og prioritere den frie forskning. Jeg ser det derfor også som en vigtig opgave for FKK at øge forståelsen for, at fri humanistisk forskning er en afgørende forudsætning for vækst, velfærd og kulturel rigdom. I efteråret har vi taget initiativ til en debat, der handler om, hvordan vi kan forbedre forholdet mellem forskning og samfund. Er opgaven “bare” at synliggøre og forklare humanioras betydning, eller kan man også sige, at humaniora måske skal foretage en selvransagning – og i højere grad lade forskning ske i udveksling med samfundet og borgerne? Der findes ikke et enkelt svar, men jeg synes, det er vigtigt, at vi går ind i debatten.

Hvordan prioriterer man mellem to støtteværdige projekter?
Det afgørende er, om projektbeskrivelsen overbeviser os om, at projektet vil bidrage med ny og væsentlig forskning, teoretisk, metodisk og empirisk, og at projektet peger ud over “sig selv”: At det vil udvikle det forskningsfelt, det er en del af. Og så skal der selvfølgelig være en klar og præcis problemformulering med præcise forskningsspørgsmål og en klar sammenhæng mellem teori, begreber, metode og forskningsplan. Ved kollektive projekter er det afgørende, at der er en ordentlig sammenhæng mellem delprojekterne, at de er tænkt sammen og giver synergier. Det må ikke se ud, som om man bare har åbnet sin skuffe og taget det frem, man plejer at lave. Så skal der også være en god balance mellem seniorer og unge forskere og samarbejde med relevante nationale og internationale forskningsmiljøer.

Hvad har fyldt mest i dit arbejde det seneste år?
Arbejdet i forskningsrådet har taget rigtig meget tid. Sidste år fik vi knap 500 ansøgninger, og det tager uger og måneder at komme igennem dem. Derudover har jeg undervist og færdiggjort nogle ph.d.er, deltaget i det almindelige universitetspolitiske arbejde på RUC, og så har jeg selvfølgelig også brugt noget tid på min forskning. Jeg arbejder med et europæisk forskningsprojekt om den politiske aktivisme i 1960’erne og 1970’erne. Det bygger bl.a. på, at vi interviewer tidligere aktivister. Jeg bidrager især til spørgsmålet om, hvordan man “dealer” med sin aktivistiske fortid i dag, og hvordan man giver den mening.