28.01.2011
Artikel

Hun kæmper mod dødssyg determinisme

“Dit genom er ikke en spændetrøje, snarere en blød, føjelig sweater”, hævder Lone Frank, ph.d. i neurobiologi og ­opdagelsesrejsende i genetikkens land. Nu kæmper hun mod “den dødssyge determinisme”, som hun mener hæmmer en sund debat om vore inderste koder.

Af Lisbeth Ammitzbøll
Selv er hun overbevist. Viden er magt. Det gælder også viden om vore gener. Vi kan vende ryggen til genteknologiens nye informationer og forblive lette ofre for fupmagere og formyndere. Eller vi kan udforske og bemægtige os kendskabet til vores egen arvemasse. Du og jeg. Os alle sammen. Helt ny viden, demokratisk bredt ud, gerne fra 3. klasse.

“Jeg synes, man skal undervise i genetik i folkeskolen. Genomet er vores digitale udgangspunkt som biologiske organismer. Så viden om genetik er også viden om liv og død og sygdomme og andre helt grundlæggende biologiske temaer. Og vores arvemasse er som emne ikke specielt svært eller utilgængeligt eller farligt. Jeg tror, at ungerne vil elske det”, siger Lone Frank.

Omrejsende forsøgskanin

I sin seneste bog, “Mit smukke genom”, formidler Lone Frank en fascinerende rejse, der både handler om ydre viden og indre erkendelse.

Ved rejsens begyndelse står spørgsmålene i kø: Hvor meget fortæller Lone Franks arvemasse om hendes egne chancer og risici? Hvem var hendes fjerne forfædre, og hvad er hendes fremtidsudsigter? Skal hun dø af brystkræft som så mange andre i familien? Og hvor meget af hendes psyke og hendes adfærd skyldes små bitte genetiske variationer?

I jagten på svar besøger hun laboratorier, deltager i konferencer, interviewer forskere og foretager samtidig en rejse ind i sit eget indre. Hun sætter sig selv på spil og afprøver mange af de genetiske test, som markedet tilbyder. Og Lone Frank sidder alene og misser med øjnene mod computerskærmen en sen nat, mens hun forsøger at tyde endnu et resultat – kun i selskab med et par dåseøl og en dyb, eksistentiel angst for testens svar.

Bogens personlige stil har fået adskillige anmeldere til at finde superlativerne frem og rose Lone Frank for stort personligt mod, blændende formidlingsevne og en god portion humor.

“Jeg har kæmpet for at finde grænsen mellem det personlige og det private. Forhåbentlig er det lykkedes. Vores arvemasse er jo i høj grad noget personligt, nærværende og eksistentielt. Det ville jeg ikke formidle i et generelt, neutralt, videnskabeligt sprog. Nogle læsere er blevet irriteret over formen, fordi de forveksler den med selvoptagethed, men de fleste har forstået, at det er en fortælleteknik, der skal trække et videnskabeligt emne tættere på den enkelte læser”.

Arvemasse for enhver

I dag kan et menneske få hele sin arvemasse, sit genom, kortlagt.

“Teknologien bliver billigere, i samme takt som computere er blevet det. Allerede i dag kan hvem som helst sende lidt mundskrab ind til et laboratorium og få sin arvemasse kortlagt ned til mindste detalje. Om få år er det billigt nok til, at det vil blive helt almindeligt. Er det ikke en situation, vi som samfund bør forholde os til? Så kan vi måske vedtage love, der kan beskytte mod udbytning og for eksempel forhindre, at arbejdsgivere kan forlange gentest fra ansøgere. Eller vi kan sætte ind med forebyggende behandling over for de sygdomme, som konkrete mennesker er disponeret for?”, spørger Lone Frank.

Hun mener, at alt for mange eksperter vender ryggen til perspektiverne i den nye teknologi.

“Jeg bliver vred, når såkaldte eksperter siger, at folk ikke må få indsigt i svarene på deres gentest, fordi de “nok ikke kan tåle at høre det”. Rent formynderi af værste skuffe. Selvfølgelig skal følsomme oplysninger gives på en ordentlig måde, men bare at vifte problemet væk med et generelt nej, det duer simpelthen ikke. Dels skubber man folk ud på et marked, hvor de er overladt til sig selv og private firmaer, dels kan folk faktisk godt “tåle at høre det”. Det har man flere undersøgelser af. Langt de fleste mennesker reagerer rationelt og begynder at tage forholdsregler, så de dels holder øje med de sygdomme, de er genetisk disponeret for, dels indretter sig, så de kan klare sig, hvis de alligevel skulle blive syge”.

Den bløde sweater

Lone Franks egne forbehold over for den nye teknologi bliver færre og færre. Som ph.d. i neurobiologi var hun også inden rejsen klar over, at genomet ikke uden videre bestemmer, hvem vi er, og hvad vi kan. Arvemassen bestemmer snarere, hvilket udgangspunkt vi har. Det er her, den bløde sweater kommer ind i billedet.

“Viden om gener bliver tit forbundet med determinisme. Hvis man har en bestemt genetisk variant, så bliver man automatisk solskoldet eller matematiker eller homoseksuel. Det er noget vrøvl. Der er ingen gener, der “bestemmer” noget som helst. Der er genetiske varianter, der i kombination med andre varianter statistisk set kan føre til en bestemt adfærd, hvis nogle bestemte forudsætninger i øvrigt er til stede. Vores arvemasse er vores udgangspunkt, men hvordan generne bliver omsat i organismen til evner og adfærd og liv, kræver en masse mellemregninger, som kan fortolkes. Det hele er meget mere blødt og påvirkeligt, end man får indtryk af, når man læser aviserne”, fremhæver Lone Frank.