14.01.2011
Artikel

Hun sætter livets hastighed ned

En del af forfatter Josefine Klougarts fundament er universitetet, og hun sammenligner gerne litteraturen med videnskaben. Men skal hun vælge mellem de to, er hun ikke i tvivl. Videnskaben har for mange blinde vinkler. Mød her forfatteren, der er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for debutromanen “Stigninger og fald”.

Af Liv Alfast Kretzschmer
Kan en skønlitterær forfatter være inspireret af naturvidenskabelig forskning? Det er Josefine Klougart, som ser den danske fysiker Lene Vestergaard Haus opdagelser som et fantastisk billede på den gode litteratur. I 1999 formåede Lene Vestergaard Hau at sænke lysets hastighed drastisk, og nogle år senere lykkedes det hende ligefrem at standse lyset.
“Det er netop det, litteraturen kan. Sætte livets hastighed ned, så man har en chance for virkelig at se verden med al den kompleksitet, der let forsvinder i farten”, beskriver medlem af DM Josefine ­Klougart.

Hun debuterede med romanen “Stigninger og fald” for et år siden – en bog, hun nu er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for. Senere på måneden udkommer hendes nye roman “Hallerne”.

Josefine Klougarts eget fundament er også i den videnskabelige verden, men ikke naturvidenskaben. Hun har læst litteraturhistorie og kunsthistorie på Aarhus Universitet og er helt bevidst om, at hun står på skuldrene af andre forfatterskaber, men bruger kun sin viden om litteratur indirekte, når hun skriver.

“Jeg kan ikke skille ad, hvad jeg har fra universitetet, fra Forfatterskolen og andre steder. Jeg skriver med hele mig og alle mine ressourcer, men jeg bruger ikke min litteraturteoretiske viden direkte i min skriveproces. Jeg bruger den nok i højere grad, når jeg skal ud at tale om min bog, men det er da hele tiden et fundament, jeg står på, og en del af min dannelse og forståelsesramme er helt klart litteraturhistoriestudiet”.

Blinde vinkler

Selv om Josefine Klougart var glad for at studere, er hun alligevel ikke længere så sikker på, at hun skal tilbage til universitetet og bygge videre på sin bachelorgrad.

“Litteraturvidenskab er interessant, men netop også bare interessant. Den akademiske måde at tænke på har utroligt store blinde vinkler. Jeg oplever, at det videnskabelige og akademiske sprog har mange begrænsninger i forhold til det litterære sprog, og det betyder, at det ikke bliver lige så betydningsfuldt for mig som det at skrive. I det videnskabelige arbejde er man begrænset af eget intellekt, og jeg overskrider ikke mig selv radikalt i videnskaben. I litteraturen kan jeg overskride egen tænkning og skabe noget større end mig selv – jeg kan skabe noget, der overskrider min egen videnshorisont og udvider mit erfaringsrum”.

Litteraturens helt store force – som Josefine Klougart ser det – er, at man gennem den kan erfare ting, der ikke kan erfares i andre sfærer. Man kan beskrive noget komplekst uden at reducere det.

“Litteraturen er fremkaldervæsken, der gør en i stand til at se den virkelighed, man vandrer rundt i. Det er jo meget menneskeligt, at vi hele tiden forsøger at reducere, så man kan overskue verden, og vi har alle sammen en række fordomme om, hvordan tingene er. Litteraturen kan langt bedre rumme det komplekse, og man kan udvide frem for at begrænse”.

Chok på chok

Josefine Klougarts forfatterkarriere har indtil nu bestået af en række chok. Den første roman “Stigninger og fald” blev sendt af sted til et forlag, mens hun stadig var elev på Forfatterskolen, og det kom som et chok for hende, at den med det samme blev antaget med tak og kyshånd. Selv havde hun set forfatterdebuten som noget, der lå længere ude i fremtiden.

Næste chok var, da hun, et par dage efter debuten, købte en digtsamling i Arnold Busck. Damen foran hende i køen bad om “Stigninger og fald” af Josefine Klougart. Josefine Klougart gav hende spontant et knus og fik grådkvalt fremstammet, “Det er jo mig”. At opdage, at der rent faktisk var rigtige mennesker, der købte og læste hendes bog, var chokerende. En journalist spurgte i et interview før bogudgivelsen, hvad læseren betød for hende, og set i bakspejlet forstod hun ikke rigtig spørgsmålet dengang, for hun havde slet ikke forestillet sig en konkret læser, højst en abstrakt modtager, som hendes litteratur kunne henvende sig til.

Det seneste chok var, da hun for nylig blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, som uddeles til april. En nominering, som hun er utroligt glad for og stolt over. Glad for det skulderklap, der ligger i indstillingen, for chancen for at møde de andre nordiske forfattere, der er indstillet til prisen, og for muligheden for at nå ud til flere. Både indirekte ved det, at bogen når ud, men også direkte i det konkrete møde med læsere, når hun bliver inviteret ud at undervise på gymnasier og højskoler.

Det reducerende blik

Josefine Klougart beskriver, hvordan hun undersøger noget i sine bøger. I “Stigninger og fald” var det den poetiske bevidsthed, der blev undersøgt. Sproget, naturen, barndommens og sindets landskaber havde hovedrollen. I “Hallerne” er det et kærlighedsforhold mellem mand og kvinde, der er gået galt. De ser ikke hinanden, som de er, for egne analyser, fortolkninger og forestillinger skaber en kløft.

“Jeg ved først bagefter, hvad det er, jeg ville undersøge, men jeg skriver ud fra et begær efter at undersøge og udforske. For at nærme mig virkeligheden. Det er ikke sådan, at jeg har en agenda med det, jeg skriver, og til forskel fra når man undersøger noget i videnskaben, så går jeg efter at udvide frem for at begrænse. Jeg vil gerne se verden mere komplekst, hvorimod man i videnskaben går efter at reducere strukturer og opstille kategorier og formler”, forklarer Josefine Klougart.

Sproget betyder uendelig meget for hende, og hun ser det poetiske sprog som en måde at erfare på. Noget, der gør os i stand til at gøre os erfaringer over 300 romansider, som vi i det virkelige liv skulle bruge måske ti år på. “Stigninger og fald” og den kommende “Hallerne” er hinandens modsætninger sprogligt. Mens debutromanen er skrevet i et poetisk og associerende sprog med lange og inkluderende sætninger, er sproget i “Hallerne” mere lukket og begrænset.

“I “Stigninger og fald” er sproget knopskydende, mens det i “Hallerne” bremser sig selv. Det er et mere monotont sprog, som henter billedsprog fra et mere begrænset antal domæner. Men når man læser de to bøger, vil man stadig kunne se, at forfatteren er den samme”, mener Josefine Klougart.

Når hun i høj grad anvender billedsprog, er det, fordi det giver en fornemmelse af, hvordan forskellige dele af verden rører hinanden og skaber sammenhænge.

Mandagsteksten

Josefine Klougart har altid været forgabt i at skrive. Hjemmet var fyldt med bøger, og i skolen var lærerne gode til at skubbe til skrivelysten. Hun gik på en friskole, hvor alle hver fredag skulle læse en tekst op, de havde skrevet. Hver klasse stemte så om, hvem der havde skrevet den bedste tekst, og vinderen læste teksten op for hele skolen om mandagen. Den del, der handlede om at skrive, passede Josefine Klougart fantastisk, men fremførelsen var hun alt andet end begejstret for. Hun var genert og “glemte” flere gange at tage sin tekst med om mandagen. Og den følelse kender hun også i dag.

“En gang imellem føler jeg, at jeg har skrevet den tekst, der desværre skal læses op om mandagen. Hvis jeg kunne bestemme, sad jeg bare ude på landet og skrev”, siger hun med et smil, men slår fast, at hun ikke er menneskesky. Hun nyder mødet med læsere og at tale om det, hun skriver, for det tvinger hende til at blive længere i en refleksion over det. Simpelthen at læse sig selv kritisk.

Når Josefine Klougart om lidt er forfatter til to romaner, foruden prosabogen “Den vind man manglede”, er det helt uden at have berørt problematikken om den svære toer. “Hallerne” var nemlig mere eller mindre skrevet færdig, før debutromanen udkom, og hun tror heller ikke, forventningspresset ville have gjort den store forskel.

“Mit eget indre pres eller den drift, der får mig til at skrive, overskrider alligevel det pres, offentligheden kan lægge på mig”, konstaterer hun med et smil.