10.12.2010
Artikel

Alle de andre

Af Franciska Lee Beckett

Fra forfatteren har formuleret sidste sætning i manuskriptet til sin bog, og indtil læseren sidder med bogen i hånden og læser, har bogen været igennem en lang proces med mange mennesker involveret.

Det er eksempelvis redaktøren, der organiserer udgivelsesprocessen og sørger for, at bogen hænger sprogligt sammen, boghandleren, der vejleder læserne og bringer bogen ud i hjemmene, oversætteren, der sørger for, at interesserede med et andet sprog end dansk får indblik i danske forfatteres værker, eller arrangøren, der skaber opmærksomhed om litteratur og forfatterskaber og derigennem holder liv i publikum, pressekoordinatoren, der sørger for, at nyheden om bogudgivelsen når tv-skærme og aviser, anmelderen, der kommer med sin vurdering af bogen, eller forlagsejeren, der med sit forlag skaber rammerne for bogudgivelsen og samtidig er med til at finde og udvikle forfatterskaber.

Vi tegner her på siderne et portræt af de mennesker, der ofte er mindre synlige, men ikke desto mindre spiller en afgørende rolle for enten tilblivelsen af bogen eller for bogens videre liv.

Forlagsejeren
Forandringen er til at tage at føle på. Efter at have siddet i ti år på et stort forlag – trygt og behageligt som lønmodtager – besluttede Charlotte Jørgensen sidste år at sige sit job op og i stedet starte sit ejet lille forlag. Hun ville væk fra en hverdag, der var stadig mere styret af bundlinje og kommercielle udgivelser. Sammen med en kollega ville hun tilbage til der, hvor det hele startede, nemlig fordybelsen i de gode bøger og forfatterne bag dem.

“Efter ti år på et stort forlag kommer der et tidspunkt, hvor man tænker, man vil gøre tingene på en anden måde end den måde, det bliver gjort på i et stort maskineri. Karsten (Nielsen, medejer af C&K Forlag, red.) og jeg havde en forestilling om, at vi gerne ville tilbage til rødderne. Simpelthen prioritere det redaktionelle arbejde med forfatterne højere, end det bliver gjort i dag”, fortæller Charlotte Jørgensen om idéen bag C&K Forlag, der startede i efteråret 2009. Hun mener, der på de store forlag herhjemme og i udlandet sker en forskydning af magtforholdet fra redaktionerne til marketingafdelingerne. “Det gør jo, at man får en mere kommerciel udgivelsesliste, fordi marketingfolk i sages natur skal orientere sig efter, hvad markedet vil have. Den tendens oplevede jeg på det sted, hvor jeg arbejdede, og den tendens tror jeg vil blive skærpet i fremtiden. Det var for mig en af grundene til at lave eget forlag”, siger hun.

Bundlinjen spiller stadig en rolle. Ifølge forlagsejeren spiller økonomien faktisk nok en endnu større rolle på et lille forlag end på et stort, fordi det nu også handler om likviditet, og hvor mange penge der er i kassen. “Inden for en lille ramme må man jo så lære at navigere. Vi overvejer nøje hvert udgivelsesprogram og sikrer, at vi både har titler, der afspejler kvalitet og markanthed, og udgivelser, der samtidig kan sælge”.

Det lille forlag består foruden de to ejere kun af en eller to praktikanter. Så Charlotte Jørgensen fungerer også som forlagsredaktør og rådgiver for forfatterne. Og det er ofte hende, der står i den lange kø på posthuset, når brevene skal frankeres. “Der er meget praktisk arbejde, men heldigvis også meget litterært samtidig. Der er fx det opsøgende arbejde med at finde interessante manuskripter. Så er der samarbejdet med forfatterne om at forløse og udvikle et manuskript. Jeg får erfaringer fra alle dele af forlagsvirksomheden, og det er det, der er det sjove”, siger Charlotte Jørgensen.

Redaktøren
“Mit arbejde består i at tage et forholdsvist råt tekstmateriale og skabe en færdig bog ud af det ved at bruge de formidlingsmæssige og sproglige kompetencer, jeg har, og ved at holde overblik over alle elementerne i en proces, der tit kan være meget uoverskuelig”.

Sådan beskriver Daniel Robert Andersen selv sin rolle som manuskriptredaktør på Forlaget Munksgaard, hvor han agerer tovholder i udgivelsen af fag- og lærebøger.

Bøger spiller en central rolle i den unge redaktørs liv. “Først og fremmest er bøger det produkt, der kommer ud af mit arbejde. De er et konkret resultat af det arbejde, jeg udfører. Derudover repræsenterer bøger for mig en fordybelse i tilværelsen, der er meget vigtig. De forhindrer følelsen af, at tilværelsen går i ring – at jeg i stedet føler, jeg bliver en lille smule klogere hele tiden”, fortæller han.

Daniel Robert Andersen befinder sig et stykke fra sit naturlige habitat med hensyn til emneområderne for Munks­gaards udgivelser. “Jeg har selv en humanistisk baggrund, og på Munksgaard udgiver vi primært lærebøger til de sundhedsvidenskabelige uddannelser. Så jeg har skullet overføre mine faglige kompetencer til et felt, der i udgangspunktet var en del fremmed for mig”.

Kompleksiteten i udgivelserne ser Daniel Robert Andersen som en spændende udfordring. “Det er spændende at være redaktør på Munks­gaard, fordi vi laver bøger, som har et kompleksitetsniveau, der vel ikke findes højere i forlagsbranchen”.

Som manuskriptredaktør skal Daniel Robert Andersen dels sørge for, at bogen er formidlet i et tilgængeligt sprog og hænger ordentligt sammen, dels skal han koordinere selve udgivelsesprocessen og holde løbende kontakt til bogens forfattere, konsulenter, tegnere, grafikere osv. “Min opgave er at sørge for, at alting glider, som det skal, så vi kan få så smidig en udgivelsesproces som muligt. Det spændende består i at få det hele til at spille sammen og i sidste ende få et lækkert kvalitetsprodukt ud af det”, siger han.

Oversætteren
Det var egentlig helt tilfældigt, da Jun Feng i sin ungdom i Kina første gang hørte om den danske filosof Søren Kierke­gaard. Jun Feng læste en kinesisk oversættelse af Franz Kafkas dagbog, og heri omtaler og citerer den tjekkiske forfatter Kierkegaard. Jun Feng blev straks interesseret.

Mange år senere, da han netop var ankommet til Danmark og gik en tur i boghandelen, faldt han over Kierkegaards samlede værker. “Jeg kunne huske ham fra Kafkas dagbog. Jeg havde virkelig ikke ret mange penge dengang, og bogen kostede over 1.000 kr. Men jeg måtte bare have den”, fortæller Jun Feng, der har boet i Danmark i 18 år.

Under filosofistudiet på Syddansk Universitet oversatte Jun Feng for første gang et værk af Kierkegaard til kinesisk. Det er siden blevet til mange flere. “Som dissident er jeg altid i det kinesiske politis søgelys. Det gør udgivelsen af de bøger, jeg oversætter og skriver, til en vanskelig proces”, fortæller Jun Feng, der er lyriker og har udgivet flere bøger i Danmark. Hans lyrik og tekster har tidligere bragt Jun Feng i både husarrest i Kina og fængsel i Laos. I dag kan han kun udgive oversættelser fra Beijing, hvor politiet ifølge Jun Feng “har travlt med mange dissidenter og derfor ikke har tid til at tage sig af sådan nogen som mig, som de regner for irrelevante, fordi jeg er kunstner”.

Jun Feng er glad for at oversætte Kierkegaard til kinesisk. Dels fordi han selv sætter så stor pris på den danske filosofs litteratur, dels fordi han mener, det er godt for kineserne at kende til Kierkegaards tekster og menneskesyn. “I de akademiske miljøer i Kina er alle europæiske filosoffer interessante. Og alle kender til ­Kierkegaard. Før jeg begyndte at oversætte Kirkegaard til kinesisk, var de oversættelser, der var til rådighed, fyldt med fejl. Det skyldtes, at oversætterne ikke var filosofisk uddannet og derfor var nødt til at digte, når der var noget, de ikke kunne forstå. Jeg synes, det er vigtigt at få Kierkegaards værker ind i Kina nu, fordi hans tekster handler om individualisme og det at tage ansvar for sine valg. Det gør man ikke i Kina – det gør regeringen for folk”, mener Jun Feng.

Pressekoordinatoren
“Den bedste anbefaling, du kan få af en bog, er fra dine venner. Men for at det kommer dertil, er nogen nødt til at gøre den første person i kæden opmærksom på, at bogen findes. Det er der, jeg kommer ind”, siger Gyrith Ravn, der er pressekoordinator på Gads Forlag.

Når redaktøren er færdig med en bog, så tager Gyrith Ravn over og sørger for, at folk hører om bogen. Det gør hun ved at gøre opmærksom på bogen hos blandt andet aviser, magasiner, netsider, bloggere og i tv. “Man kan jo skrive en nok så fantastisk bog, men hvis der ikke er nogen, der hører om den, så er det temmelig lige meget”, siger Gyrith Ravn.

I perioden op til udgivelsen af en bog arbejder Gyrith Ravn intenst med bogen, og hun er ofte i daglig kontakt med forfatteren om interviews og promovering af bogen. “Det er vigtigt, at jeg er en person, forfatteren har tillid til. Jeg sætter mig godt ind i alle de bøger, vi udgiver. Det synes jeg forfatteren fortjener”. Af samme grund læser Gyrith Ravn alle de bøger, forlaget udgiver. “Det gør jeg af den simple årsag, at jeg synes, det er meget nemmere at sælge en kage, jeg ved hvordan smager. Og så synes jeg, det er ekstremt pinligt at få et uddybende spørgsmål fra en journalist om en bog, vi er ved at udgive, som jeg ikke kan svare på”.

Der er ifølge pressekoordinatoren ikke nogen enkel opskrift på, hvordan man bedst gør opmærksom på en bog. Det afhænger både af målgruppe og af historiens karakter. Gyrith Ravns succeskriterium er, at folk næsten ikke har kunnet undgå at høre om bogen, og at den historie, der kommer ud om bogen, er den, forlaget har forsøgt at fortælle. “Jeg er svær at stille tilfreds. Men det er en god egenskab at have i min jobfunktion. Det er ikke nødvendigvis sådan, at bare en bog har været igennem de store medier, så er alt godt. Det kan lige så vel være et nichemedie, der er oplagt til en given titel, som ikke har budt ind, og så er vi stadig ikke færdige”.

Gyrith Ravn ser det som en spændende udfordring at skabe opmærksomhed om de bøger, forlaget udgiver. “Jo længere jeg har været i dette job, jo bedre kan jeg se, at der er bøger, der ikke får den opmærksomhed, de fortjener. Fordi der ikke har siddet en som mig og sørget for, at bogen kom ud over rampen. Det er vigtigt, når der bliver skrevet så gode bøger, at de rent faktisk kommer videre til folk”, ivrer Gyrith Ravn.

Anmelderen
Boghylderne bugnede med bøger fra krimiens verden i Mette Strømfeldts barndomshjem. Her stod historier om spioner, detektiver og politimænd side om side med klassikere. Interessen for og kendskabet til kriminallitteraturen som genre har derfor rod helt tilbage til barndommen.

“Jeg er krimianmelder, fordi jeg har forstand på genren. Jeg er vokset op med den, og jeg har arbejdet med den på universitetet”, fortæller Mette Strømfeldt, der anmelder kriminallitteratur for Berlingske Tidende. For Mette Strømfeldt er det vigtigt, at hun som anmelder viser, at hun ved, at det koster blod, sved og tårer at skrive en bog, og at hun behandler forfatterne med respekt. “Det er så nemt at være perfid og skrive kritik. Jeg vil godt være konstruktiv, så anmeldelsen kan bruges til noget. Jeg tager det meget seriøst”, siger Mette Strømfeldt, der er cand. mag. i engelsk og litteraturvidenskab.

Mette Strømfeldt understreger samtidig, at en anmeldelse er en subjektiv vurdering og ikke objektiv ligesom omtalen. Alligevel ser hun ikke sig selv som dommer. “Jeg føler mig ikke som en dommer. Men jeg kommer med en kvalificeret vurdering af bogen. For nogen kan det måske være en anbefaling, at jeg ikke kan lide en given bog. Det vil passe mig udmærket. Jeg håber, det fremgår tydeligt, hvad jeg står for, så læserne også på den måde kan forholde sig til anmeldelsen”, siger hun.

Det har ikke altid ligget i kortene, at Mette Strømfeldt skulle være anmelder. Tværtimod var det et tilfælde, der bragte hende ind i anmelderverdenen. “Jeg anmelder bøger, fordi jeg elsker bøger. Så længe jeg føler, jeg har noget at sige, som ikke bliver sagt andre steder, så synes jeg, det giver mening”. Ifølge Mette Strømfeldt har krimilæsere i bund og grund ikke brug for anmeldere. “Folk, der læser og er fan af fx Jussi Adler-Olsen, er bedøvende ligeglade med, hvor mange stjerner jeg giver den. Og spørger du forlagene, vil de sige, at omtale eller interview er bedre end anmeldelse”, siger hun.

I stedet håber hun, at anmeldelserne kan være med til at skabe en diskussion om, hvad man vil med krimigenren. “Jeg synes, der er for lidt respekt for krimigenren. Alle tror, de kan skrive en krimi, og det kan jeg godt blive trist over. Derfor håber jeg også, at mine anmeldelser kan være med til at skabe debat om krimigenren”.

Arrangør af begivenhed
Det hele startede med engagement og initiativlyst hos Lene Høg og andre, hun mødte på sin vej: Alle mente, at der manglede noget i Aalborgs kulturliv. En begivenhed, der kunne sætte fokus på lyrik og som kunne samle forskellige aktører i byen. Græsrodsprojektet blev til lyrikfestivalen “9000 ORD”, der fandt sted i Aalborg i foråret 2010.

Lyrikken som genre blev omdrejningspunktet, fordi målet for festivalen var at bringe litteraturen ud i gadebilledet. Her er lyrik ifølge Lene Høg en taknemmelig genre, da den er så kortfattet. “Lyrik har et ry af at være en elitær genre. Det ville vi gerne pille lidt ved, blandt andet ved at brede genrebegrebet ud og sige, at lyrik er mange ting, det er også Leonard Cohens tekster og rapmusik”, siger Lene Høg, der er cand.mag. i litteraturvidenskab og har taget efteruddannelse i journalistik.

Lene Høg mødte stor opbakning fra byens aktører til festivalen, der kunne præsentere navne som Henrik Nordbrandt og Jørgen Leth. “Det lykkedes os at få busselskabet til at køre rundt med digte på hængeskiltene, under de tre dage festivalen varede. I gaderne blev man mødt af børn, der reciterede digte, og mange caféer og butikker i byen var involveret. Det gav en skøn fornemmelse af, at man kan få ting til at ske, hvis bare der er nok, der arbejder med og synes, det er en god ide”, siger Lene Høg, der i dag beskæftiger sig med formidling, blandt andet som tekstforfatter.

“Jeg har en forkærlighed for lyrik og savnede at dyrke min litterære baggrund. For mig var “9000 ORD” en måde at få forbundet fortid og nutid, da jeg kunne koble mit faglige udspring med det, jeg laver i dag inden for markedsføring og formidling”.

Aalborgenserne tog godt imod festivalen. “Lyrik er jo en lidt underkendt genre og kan lyde af noget andet, end det måske er. Men vi havde udsolgt til tre af arrangementerne, hvor vi simpelthen måtte afvise folk i døren. Og så var der nogle mindre arrangementer med forfattere, som kun nogle studerende ved universitetet kendte til, hvor der kom en håndfuld publikummer. Men det er kun godt, at der er en balance mellem det populære og det elitære, så vi favner det hele”, siger Lene Høg, der allerede er i gang med at arrangere næste lyrikfestival i Aalborg, der løber af stabelen i 2012.

Boghandleren
Der bliver kælet for bøgerne på Løve’s bogcaféer i Århus og København. Her er ildsjæle gået sammen om at skabe deres bedste bud på boghygge, hvor salg af bøger – gode, gamle bøger – bliver krydret med stemning fra tudsegamle møbler og en god kop kaffe.

Thomas Haunstrup er en af ildsjælene. “Da vi læste på universitetet, manglede vi et sted, vi selv kunne lide at gå hen for at læse og købe bøger. Vi var nogle stykker, der fik lyst til at samle de ting, vi alle godt kunne lide, og skabe et nyt sted. Det skulle være hyggeligt, ikke som de andre caféer i Århus og København, som vi på det tidspunkt mente mere eller mindre lignede hinanden”.

Hygge og charme var nøgleordene for det nye bogcafékoncept. Og det har vist sig at være en succes, fortæller Thomas Haunstrup, der både var med i 2008, da Løve’s Bogcafé åbnede på Vesterbro i København, og da de åbnede en tilsvarende i Århus i foråret 2010. “Vi ville gerne sælge bøger og have bøgerne i centrum, men det er svært at leve af at sælge bøger. Så vi skulle finde noget at forbinde det med. Og da det ikke skulle være papirvarer, så blev det kaffe. Det, mente vi, var en god kombination”.

Der er ganske få bøger i bogcaféerne, Thomas Haunstrup ikke har læst. “Vi sælger kun de bøger, vi selv kan lide. Og det er hovedsageligt skønlitteratur. Hos os finder du ingen selvhjælpsbøger eller bøger om computere”, garanterer han.

For Thomas Haunstrup er idéen om bogcaféer alt andet end fjern. Han har nemlig læst i både Kairo og Montreal i Canada, hvor bogcaféer ligger på hvert et gadehjørne. Men da bogcaféerne herhjemme skulle opføres, gik turen imidlertid til Sverige, hvor Thomas Haunstrup hentede massivt egetræ til at bygge bogreoler af. De gamle træmøbler i grønt og rødt betræk blev indkøbt på diverse antikvariater. Indpakning spiller nemlig en stor rolle for Thomas Haunstrup. “Bøger betyder alt for mig. Jeg er mest til gamle bøger og kunne godt tænke mig et antikvariat en dag. Jeg synes ikke, nye bøger er nær så charmerende som gamle. Det er ikke kun teksten og indholdet, men også det materielle, jeg sætter pris på. Og bogreoler hygger. Sådan er det”.