12.11.2010
Artikel

Først kom barnet, så kom fyresedlen

Krænket. Uforstående. Lettet. Økonomisk på hælene. Malene Geismar Haarder har været hele følelsesregistret igennem, siden hun for to et halvt år siden blev fyret med et spædbarn på armen, og indtil landsretten satte punktum i sagen.

Af Pernille Siegumfeldt

Det var en rigtig glad Malene Haarder, der gik på barselsorlov med barn nummer tre i starten af 2008.

I fem år havde den dengang 35-årige cand.mag. i fransk og tysk arbejdet som jobkonsulent for en såkaldt anden aktør, et privat beskæftigelses- og revalideringsprojekt med knap 30 ansatte. Det var et job, der passede hende langt bedre end at være både gymnasie- og handelsskolelærer eller informationsmedarbejder, som hun tidligere havde prøvet.

“Det er meget meningsfyldt at lave afklaringsforløb, etablere praktikpladser og vejlede mennesker, som har andre problemer end bare ledighed, så de kan komme tilbage på arbejdsmarkedet. I 2004 fik jeg desuden opgaver som tovholder, hvor jeg skulle være med til at kvalitetssikre virksomhedens afrapporteringer, være sparringspartner for de mere uerfarne jobkonsulenter og agere bindeled mellem chefer og medarbejdere. Det var spændende at få udvidet sit arbejdsfelt, og det pegede i en retning, jeg var rigtig glad for”, fortæller Malene Haarder, hvis mand arbejdede for samme firma.

Den 27. marts 2008 kom deres datter Sofie til verden. En måned senere kom Malenes mand hjem og fortalte hende, at hun skulle forvente en fyreseddel, ligesom han selv stod til at miste sit arbejde. Firmaet var ikke blevet prækvalificeret til at gå videre i en udbudsrunde om opgaver for Københavns Kommune og kunne dermed se frem til at vinke farvel til en af sine største kunder. 

På gyngende grund
Malene Haarder er ikke så nem at vælte omkuld. Alligevel følte hun, at den besked fik hele hendes fundament til at vakle.
“Det er meget sårbart at stå med et spædbarn på armen og få at vide, at man har mistet sit arbejde. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg var god til mit job, så jeg kunne ikke rigtigt gennemskue min arbejdsgivers motiv. Jeg ringede til ham, og han kom med forskellige forklaringer, bl.a. at min løn var for høj, og at der ikke var brug for så mange tovholdere i virksomheden længere. Jeg vidste fra mine kolleger, at jeg ikke lå i den højeste ende af lønskalaen, og kort efter blev to af mine kolleger udpeget til at være tovholdere. Jeg påpegede over for min chef, at det ikke var så vigtigt for mig at være tovholder, hvis det kunne betyde, at jeg kunne blive i firmaet. Hertil svarede han, at han ikke bare sådan kunne trække opsigelsen tilbage. Så gik jeg til DM”, siger Malene Haarder.

Når hun i dag kigger tilbage på forløbet, synes hun, at hun på mange niveauer blev snydt for sin barselsorlov.

“Jeg nød det ikke ret meget. Jeg syntes, at jeg hele tiden måtte orientere mig på jobmarkedet, til trods for at jeg stadig havde et lille spædbarn, der slet ikke var klar til at blive passet. Men det var ikke kun følelsesmæssigt, at jeg var på gyngende grund. Vi havde lige købt en andelslejlighed, og jeg var bange for, om vi havde råd til at blive boende. Situationen var ude af min kontrol, og jeg var meget ked af det”, husker Malene Haarder.

En speget affære
Tre måneder senere var der igen opgaver nok i beskæftigelsesprojektet, og Malenes mand blev spurgt, om han alligevel ville blive.
“Han har flere gange prøvet at få varslet sin fyring for derefter at blive genansat, så han sagde ja tak og var glad. Samtidig havde chefen sagt til min mand, at han også godt ville genansætte mig. Jeg gik derhjemme og ventede på, at han skulle følge op på det mundtlige tilsagn og ringe mig op med et konkret tilbud. Det skete aldrig”, konstaterer Malene Haarder.

Endnu mere speget blev situationen, da Malene med familien tager til Bornholm i sommerferien, hvor de – længe inden balladen bryder løs – har lejet en ferielejlighed, som arbejdsgiveren ejer. Han er selv til stede, da de ankommer, og byder på rødvin på terrassen.

“Han giver udtryk for, at det er dejligt at have os begge tilbage, og jeg bliver helt paf. Jeg må simpelthen forlade selskabet. Jeg ved ikke, hvorfor han ikke har spurgt mig direkte, om jeg vil have mit job tilbage. Jeg føler mig forvirret og manipuleret med”.

I DM skriver den faglige konsulent en mail til Malenes arbejdsgiver og beder om et klart svar. Er hun genansat eller ej?

Svaret udebliver. Sagen bliver overgivet til en advokat.

En befrielse
Ved domsafsigelsen godt to år senere lægger Østre Landsret vægt på to ting, da godtgørelsen skal udmåles: Dels at Malene Geismar Haarder, om end meget indirekte, er blevet tilbudt en genansættelse, hvilket trækker erstatningen ned, dels at hendes arbejdsgiver er kommet med forklaringer på hendes fyring, der stritter i forskellige retninger og derfor er temmelig utroværdige.

Malene får en godtgørelse på 229.000 kr. svarende til seks måneders løn.

“Pengene har været med til at genoprette vores økonomi, som blev skudt helt i sænk under forløbet, og det er naturligvis dejligt. Men endnu vigtigere er det, at jeg omsider har kunnet sætte punktum og lægge sagen helt bag mig”, siger Malene Haarder.

Jobmæssigt er hun for længst videre. Hun har arbejdet som sagsbehandler i Københavns Kommune og er i dag ansat som faglig konsulent på sygedagpengeområdet i Tårnby Kommune. Et job, hun stortrives med.

“Den her sag har i nogle år krævet en masse tankevirksomhed og det meste af min energi, og det er min familie, der har måttet holde for. Det er en befrielse at komme ud på den anden side og lande med begge ben på jorden. Nu kan jeg igen se fremad,” fastslår Malene Haarder.