12.11.2010
Artikel

Semiotiker får forskerpris

DM’s humanistiske forskningspris går i år til semiotiker Frederik Stjernfelt.

Af Lisbeth Ammitzbøll

Sild kan regne, delfiner kan kommunikere, aber kan producere værktøj, udvise empati og opbygge relationer til andre arter. Adskiller vi mennesker os overhovedet fra andre dyr?

“Ja”, lyder det overbevist fra Frederik Stjernfelt, semiotiker, forfatter, anmelder, redaktør og blogger.

“Vi kan forholde os kritisk til vores egen tænkning”, fremhæver han og giver samtidig en overskrift for sin egen livslange udforskning af tænkningens betingelser.

Vore tanker har deres egen mosaik. Der er orden og mønster og system i vores erkendelse. Smag og behag er forskellig, men ikke tilfældigt forskellig og faktisk slet ikke tilfældig. Det har Frederik Stjernfelt bevist og beskrevet i bøger som “Hadets anatomi. Rejser i Bosnien og Serbien”, “Krigens scenografi”, “Kritik af den negative opbyggelighed”, “Tankens magt”, “Tal en tanke”, “Diagrammatology”, “Adskillelsens politik”. De fleste titler har flere forfattere.

“Jeg hylder ikke idéen om den ensomme humanist, der kun tænker store tanker helt for sig selv”.

Derfor får han prisen
Sådan skriver bedømmelseskomitéen:
“I en videnskabelig verden præget af accelererende specialisering har Frederik Stjernfelt formået at bygge bro mellem forskningen på universiteterne og den brede offentlighed, ligesom han har bevæget sig på tværs af humaniora, samfundsvidenskab og naturvidenskab.

Stjernfelts forskning har med udgangspunkt i en fortolkning af peirceansk tegnlære bevæget sig via avanceret matematik og en stadig dialog med fænomenologi og strukturalistisk sprog- og litteraturteori over mod det tværvidenskabelige felt: kognitionsforskning.

På en måde, der fastholder klassiske humanistiske dyder, har Frederik Stjernfelt udfordret etablerede forestillinger om nationalisme, kulturkamp, multikulturalisme og oplysning. Samtidig fastholder han sin grundlæggende interesse for æstetik, idéhistorie og litteraturteori.

Det har resulteret i en række publikationer, der ikke altid passer til universiteternes pointsystemer, men som har været med til at rejse vigtige samfundsmæssige spørgsmål og diskussioner.

Frederik Stjernfelt har derved vist muligheden for med udgangspunkt i en forskerkarriere at fastholde et humanistisk perspektiv på en mere omfattende og kompleks virkelighed end den rent universitetsfaglige”.