22.10.2010
Artikel

Lodtrækning giver bedst ledelse

Dette års alternative nobelpris i ledelse går til to italienere. De har fundet ud af, at en virksomhed bliver mest effektiv, hvis den forfremmer sine ledere helt tilfældigt.

Af Lisbeth Ammitzbøll

Er din leder et fjols? Måske har topledelsen gjort sig alt for stor umage med at finde den helt rigtige profil til jobbet.

Ny forskning viser, at en organisation bliver mest effektiv, hvis den forfremmer folk helt tilfældigt, for eksempel ved lodtrækning. Opdagelsen er gjort af to italienske forskere.

Italienernes projekt holder sig inden for matematikkens logik. De har således ikke undersøgt empirisk, om de mest effektive virksomheder rent faktisk drives af ledere, der er forfremmet ved diverse slumpetræf. Men enhver er fri til at se sig omkring i egen organisation og bedrive lidt anvendt forskning …

Prisen i ledelse er blot en enkelt af årets ti alternative nobelpriser, der har et muntert eller sarkastisk islæt. Priserne er indstiftet af Harvard University under navnet Ig Noble Prizes. De øvrige ni priser gik i år til følgende forskningsprojekter.

Fysikpris
Et forskerhold fra New Zealand har fundet en ny metode til at reducere faldskader. Når det er glat udenfor, bør man gå med sine sokker uden på gummistøvlerne.

Kemipris
BP har sammen med amerikanske forskere demonstreret, at olie og vand godt kan blandes, selv om forskere tidligere har påstået det modsatte. BP leverede beviset i et storstilet projekt i Den Mexicanske Golf i 2010.

Biologipris
Flagermus dyrker oralsex. Kinesiske og britiske forskere har længe næret en mistanke. Nu er empirien også på plads. Forskerne har selv set det.

Ingeniørpris
Forskere har udviklet en fjernstyret helikopter, forsynet med petriskåle, der kan samle snot op fra hvaler. Snottet viser, om hvalerne er syge, og hvad de fejler. Opdagelsen gør det nemt og sikkert at samle hvalsnot. Havde Jonas været ingeniør, var han næppe havnet i hvalens bug.

Medicinpris
Hollandske forskere har opdaget, at latter er sundt, især for astmapatienter. Forskernes forsøgsopstilling omfatter en rutsjebane og en masse astmatikere i fuld fart.

Transportpris
Japanske og engelske forskere har brugt slimsvampe til at optimere transportsystemer. Slimsvampe er ekstremt gode til altid at finde den korteste vej mellem to punkter. En egenskab, som de deler med mange forskere.

Sundhedspris
Amerikanske forskere har bevist, at mikrober sætter sig fast i skægget på videnskabsmænd.

Fredspris
Engelske forskere har bevist, at højlydt banden og sværgen kan dæmpe smerte.

Økonomipris
En række amerikanske finanshuse deler den alternative nobelpris i økonomi for deres bidrag til en sikrere verdensøkonomi. Blandt modtagerne er ledere fra Goldmann Sachs og Lehmann Brothers.