22.10.2010
Artikel

Cand.timemanager

Universitetsreformer og nye studies­trukturer har ændret den studerendes rolle og skaber ofte stressede og mindre selvstændige studerende, der mest af alt lærer at blive gode timemanagere. Det siger antropolog Gritt B. Nielsen, der har skrevet ph.d. om emnet på DPU.

Af Signe Kierkegaard Cain

Da daværende rektor Linda Nielsen i 2005 holdt tale til de nye studerende på Københavns Universitet, sagde hun, at rektors traditionelle håndtryk bød dem velkommen til “Universitas – et fællesskab, der har overlevet i 526 år”. Hendes efterfølger, Ralf Hemmingsen, der holdt talen året efter, kaldte håndtrykket startskuddet til de studerendes deltagelse i et “globalt uddannelseskapløb”.

“De to taler illustrerer meget godt den kamp, der i dag står om, hvad en studerende er og bør være”, siger Gritt B. Nielsen, der i september forsvarede ph.d.-afhandlingen “Student Figures in Friction. Explorations into Danish University Reform and Shifting Forms of Student Participation” på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet. “Som rektorernes taler viser, er der en bevægelse i gang, i forhold til hvilken rolle man skal have som studerende og fremtidig vidensarbejder. Den første rektor byder velkommen til et fællesskab, hvor man tænker kritisk og har en moralsk forpligtelse til at engagere sig i udviklingen af den verden, man er en del af. Den anden derimod placerer de studerende som deltagere i et globalt kapløb. Her skal den studerende først og fremmest tænke på sin egen succes, og det at studere er ikke et spørgsmål om at etablere et moralsk forankret tilhørsforhold til universitetet og det større samfund. Det er derimod et spørgsmål om at være kalkulerende, om at se uddannelse som en privat investering og om at maksimere sin egen såkaldte jobparathed – det, man på engelsk kalder employability”, siger Gritt B. Nielsen.

I sin afhandling undersøger hun bl.a. konsekvenserne af universitetsreformen fra 2003, en række andre lovændringer og den historiske udvikling, den studerendes rolle har gennemgået i universitetets mere end 500 år lange historie.

Fra voice til choice
På vanlig antropologisk vis har Gritt B. Nielsen i forbindelse med sin ph.d. lavet feltarbejde blandt studerende og undervisere. På tre forskellige universiteter – Københavns Universitet, Roskilde Universitet og Landbohøjskolen (nu KU, Life Sciences) – har hun fulgt naturvidenskabshold på tredje år, interviewet studerende og undervisere, været med til undervisningen og deltaget i arrangementer som debatmøder, studenterrådsmøder, universitetsbesættelser og demonstrationer.

“Jeg har set på de studerendes deltagelse og deres muligheder for indflydelse på deres uddannelse”, siger Gritt B. Nielsen, der overordnet konkluderer, at man kan tale om en ændring i de studerendes deltagelse fra voice til choice.

“Tidligere havde de studerende mere formel demokratisk indflydelse på deres uddannelsessteder, men det er gradvist blevet ændret med de seneste universitetslove. I dag har de til gengæld fået større valgfrihed, og der er mere fokus på kursus­evaluering og den studerendes tilfredshed med uddannelsen. Samtidig er effektivisering og det at få de studerende hurtigt gennem uddannelserne blevet centralt. Det præger de studerende. Det gode gamle spørgsmål, “hvad kan du bruge det til?” er i centrum, og det betyder ofte mindre tid og rum til kritisk tænkning og en kreativ udforskning af stoffet. Den akademiske eksplorative tilgang er under pres, og det er jo ellers efter sigende netop kreative og undersøgende kræfter, vi i høj grad skal leve af som samfund”, siger Gritt B. Nielsen.

Mindre kritisk tænkende
Gritt B. Nielsens undersøgelse viser, at valgfriheden ofte gør de studerende stressede, og i kombination med et øget tidspres lærer de i højere grad at blive gode timemanagere end selvstændige, kreative og nysgerrige. Ud over generelt større valgfrihed er der flere steder indført moduler på fx ni uger, og det giver en presset studiehverdag. Et sted betyder tidspresset i praksis, at de studerende ikke selv kan vælge, hvad de vil skrive opgave om, og det giver konflikter. “Jeg er rigtig skuffet over, at vi ikke selv får mulighed for at definere vores projekter”, siger en studerende, mens en anden mener, at det både er godt og skidt, at underviserne har planlagt forløbet nøje på forhånd.

Hun mener, at de studerende på den måde får gennemgået en masse stof, men til gengæld ikke kommer igennem den fase, hvor de selv skal overveje, hvad de vil undersøge i deres opgave. Samtidig peger underviserne på, at de studerende generelt ikke er så studenterpolitisk engagerede og kritisk tænkende som tidligere. En studieleder siger for eksempel, at de studerende udelukkende forholder sig til pensumkravene. Det er meget svært at få dem til at lære noget, der rækker ud over dem selv, og de tænker kun på eksamen, oplever han.

“De studerende peger til gengæld på, at det med den nuværende struktur og tidspresset er svært at finde overskuddet til at være så udforskende, som underviserne gerne vil have dem til”, siger Gritt B. Nielsen og uddyber: “For dem virker det ofte uoverskueligt at leve op til kravet om at være nysgerrige, blive fanget af noget og forfølge det selvstændigt, for der venter altid en eksamen om få uger”.

Overplanlægning ødelægger kreativiteten
I det hele taget ændrer forholdet mellem studerende og undervisere sig i disse år, viser Gritt B. Nielsens forskning. Det øgede fokus på evalueringer gør, at flere ansatte mere og mere navigerer efter, hvad de tror, der vil gøre de studerende tilfredse og give gode kursusevalueringer. 

“For eksempel giver nogle undervisere udtryk for, at de kommer til at overplanlægge timerne, fordi de er bange for, at der skal være tid tilovers, og at det vil få dem til at fremstå, som om de ikke har overblikket. Det betyder, at timerne bliver alt for pakkede med indhold, og at der ikke er tid til spontane og udforskende akademiske diskussioner”, fastslår Gritt B. Nielsen. Hun understreger samtidig, at ændringerne også har positive konsekvenser. “Mange af de her tiltag er ikke ensidigt gode eller dårlige. Det er jo for eksempel fint at lytte mere til de studerende og stramme op i forhold til undervisere, der ikke har prioriteret undervisningen højt nok. Men når det kombineres med et øget pres på de studerende i forhold til tid og et pres på undervisernes levebrød, hvor deres arbejde i stigende grad handler om at få så mange studerende som muligt igennem uddannelsen, så er der nogle uheldige mekanismer, der går i gang. Det kommer til at påvirke hele den måde, studerende går til deres uddannelse og læreproces på, og kan betyde, at de ikke bliver så selvstændige og kreative, som man kunne ønske sig”, vurderer Gritt B. Nielsen.

Hun peger på, at fra politikernes side og i den offentlige debat er det ellers netop kreative og selvstændige studerende, man efterspøger: “Også i den borgerlige dagsorden har man et ønske om at skabe entreprenante studerende, der kan tænke selvstændigt. Men det er mit klare indtryk, at den kombination af tidspres, valgfrihed og fokus på studentertilfredshed, der introduceres i effektivitetens navn, kan være kontraproduktiv i forhold til det ønske. De studerende gør kun det, de skal, uden at forholde sig kritisk til deres læring, og dermed går deres medproduktion af viden tabt”.

I sin afhandling nævner Gritt B. Nielsen et eksempel, hvor nogle studerende beklager sig til deres underviser over tidspresset. “Underviseren svarer, at de må planlægge deres uge helt ned på hver enkelt time. Så planlægning bliver løsningen. Det er selvfølgelig godt at lære ikke at bruge alt for lang tid på at forberede sig, men spørgsmålet er, om vi ønsker os studerende og borgere, der først og fremmest er gode til at administrere deres tid? Det skaber naturligvis en vis form for effektivitet, men evnen til at planlægge er ikke nødvendigvis koblet med hverken god, relevant viden eller evnen til kritisk og kreativ tænkning”.