08.10.2010
Artikel

Finansministeriet har skudt OK-spillet i gang

Af Thomas Bøttcher

Ingen nye lønkroner, senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, mere fleksibel arbejdstid og mere lokal løndannelse.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har taget forskud på de kommende forhandlinger om en overenskomst på det offentlige område med bastante krav, der ikke alene signalerer, at der ikke er noget at komme efter for lønmodtagerne, men at disse tværtimod skal yde mere og give afkald på hidtidige rettigheder.

Dermed er der lagt op til svære forhandlinger, måske på nær spørgsmålet om generelle lønstigninger. Den økonomiske krise har på forhånd dæmpet forventningerne blandt de faglige organisationers medlemmer, og det blot to år efter, at lønmodtagerne fik, hvad flertallet af fagforeningsledere dengang kaldte historisk gode overenskomster.

Udsigten til væsentlige forbedringer på lønsiden er yderligere skruet i bund takket være den såkaldte reguleringsordning, hvor de offentlige lønninger reguleres efter udviklingen på det private arbejdsmarked, og som på grund af krisen betyder, at de offentligt ansatte “skylder” penge væk, allerede inden forhandlingerne går i gang. Det gør det til en stor hvis ikke umulig udfordring at opnå en reallønsfremgang i den kommende overenskomstperiode.

Er de offentligt ansattes forhandlere således indstillet på at gå til deres bagland med et forlig, der ikke byder på markante lønstigninger, forholder det sig anderledes med finansministerens øvrige krav. Det gælder ikke mindst Claus Hjort Frederiksens ambition om over de næste to overenskomstperioder at få 20 pct. af lønnen fordelt lokalt.

For når udspillet samtidig lyder, at der ikke kommer nye penge, kan ambitionen kun nås ved, at lønmodtagerne samtidig giver afkald på penge, de i dag er sikret fx via centralt aftalte tillæg.

I princippet betyder det, at man kan forestille sig arbejdspladser, hvor medarbejdere må hive penge op af egen lomme og aflevere dem til chefen, som herefter giver dem til en kollega.

Den køber lønmodtagernes faglige organisationer naturligvis ikke, og da mindst af alle deres medlemmer.

Og dog. Det er nemlig, hvad Personalestyrelsen forsøger at føre belæg for med en ny undersøgelse blandt 1.500 statsansatte. Her siger 56 pct. af de adspurgte, at de ønsker mere end 25 pct. af lønnen forhandlet lokalt.

Havde Personalestyrelsen i stedet for spurgt medarbejderne, hvor stor en andel af deres nuværende løn de selv er parat til at smide ind i de lokale forhandlinger, havde svaret utvivlsomt været et andet.

Personalestyrelsens undersøgelse indeholder imidlertid andre tvivlsomme budskaber. De statsansatte er også blevet spurgt om, hvem de anser for bedst til at vurdere, hvad de skal have i løn. Her har et flertal sat kryds ved “din leder i dialog med dig” i modsætning til tillidsrepræsentanten, personalechefen, Finansministeriet eller personaleorganisationerne.

Det er måske ikke så overraskende, at de fleste peger på den nærmeste chef – og sig selv – når det handler om at vurdere værdien af deres indsats.

Men hvordan vil det så fungere i praksis? Her kan forsøg med individuelle lønforhandlinger i en række ministerier tjene som eksempel. I et af ministerierne, Miljøministeriet, har man spurgt de ansatte, hvad de mener om ordningen, og svarene giver et interessant perspektiv på Personalestyrelsens undersøgelse. 63 pct. af deltagerne i forsøgsordningen peger nemlig på, at de individuelle forhandlinger mere havde karakter af et ledelsesmæssigt diktat. Tilsvarende siger 43 pct., at de ikke fik en klar og anvendelig begrundelse for ledelsens indstilling. Og kun 17 pct. mener, at lønforhandlingerne samlet set har påvirket deres jobmotivation positivt.

Resultaterne af evalueringen i Miljøministeriet giver mindelser til Magisterbladets to år gamle undersøgelse af Ny Løn. Her pegede 61 pct. af de adspurgte offentligt ansatte på, at lønforhandlingerne ikke havde en positiv indvirkning på deres jobmotivation.

Personalestyrelsen peger i øvrigt på, at Danmark for længst er blevet overhalet af Sverige, hvor hele lønnen skal findes i lokale budgetter.

Men de svenske erfaringer med lokale lønforhandlinger er ikke bedre end de danske – uanset at hele lønrammen er til forhandling lokalt. Også i Sverige handler det om at belønne dygtige medarbejdere, men også her er resultatet ofte, at arbejdsgiverne vægrer sig ved at gribe til lommerne, at begrundelserne for tildeling eller afslag fungerer dårligt, og at en hel del offentligt ansatte ikke interesserer sig for systemet.

Når forhandlingerne om den offentlige overenskomst går i gang, vil beskeden til finansministeren derfor være, at han først og fremmest skal hjælpe med at få lønsystemet til at fungere ordentligt. Og at enhver snak om flere penge til lokale forhandlinger forudsætter, at der er tale om nye penge – efter at reallønsfremgangen er sikret.