08.10.2010
Artikel

5 skarpe til Ingrid Stage

Aarhus Universitet (AU) vil oprette 10 lektorater og 10 midlertidige professorater og belønne de fakulteter, der ansætter kvinder. Dermed er AU sammen med Københavns Universitet, der siden 2008 har øget andelen af kvindelige professorer via lignende initiativer, blandt de første offentlige arbejdsgivere, der bruger økonomiske incitamenter til at rekruttere flere kvinder. DM’s formand, Ingrid Stage, har rost AU for initiativet, og Magisterbladet har i den anledning stillet Ingrid Stage fem skarpe spørgsmål.

Af Thomas Bøttcher
Er bonusordninger den rigtige vej til ligestilling?
“Jeg tror ikke, der er én rigtig vej til ligestilling. Vi skal nok tage mange forskellige midler i brug for at komme nærmere ligestillingen. For der er lang vej igen, og vi har ikke bevæget os ret langt i den rigtige retning i de sidste mange år. Den ordning, som Aarhus Universitet har udviklet, synes jeg, er udtryk for, at universitetet virkelig vil have flere kvindelige talenter i spil og derfor har givet sig selv lov til nytænkning. Det synes jeg, de skal roses for. Erfaringer fra Københavns Universitet viser jo, at det virker”.

Risikerer man ikke, at bonussen snarere end kvalifikationerne bliver det afgørende – fordi der netop er et økonomisk incitament til at ansætte en kvinde?
“Nej, det, synes jeg, er et helt igennem forvrøvlet argument, som kun giver mening, hvis man har det synspunkt, at kvinder nok gennemsnitligt er mindre kvalificerede end mænd. Jeg har det synspunkt, at talenterne og kvalifikationerne nok er nogenlunde ligeligt fordelt mellem kønnene. Og der er så skrappe krav til en forskerkarriere, at risikoen for at ansætte en mindre kvalificeret er ikke-eksisterende. Det, ordningen giver incitament til, er, at fakulteter og institutter skal gøre en ekstra indsats for at opsøge de kvindelige forskertalenter. Det giver en bedre udvælgelsesmulighed, ikke ringere. Hidtil er mange af talenterne faldet fra, og vi har måske netop ikke fået alle de bedste med i ansøgerfeltet. At insinuere, at nogen kunne finde på at ansætte andre end de allerbedste, er udtryk for utrolig mistillid til universitetet, som er meget beskæmmende. For universitetet kan slet ikke overleve uden de bedste forskere”.

Kan du forstå de kvinder, der siger nej tak til initiativet, fordi de ikke ønsker, at der skal herske tvivl om, at de er ansat på grund af deres kvalifikationer?  
“Ja, jeg kan godt forstå det, for nu kører kampagnen imod initiativet jo for fulde omdrejninger. Men netop af ovennævnte grunde er argumentet skævt, og jeg håber da, de kvindelige forskere vil sætte sig ud over det. For vi har altså et voldsomt behov for, at flere kvinder vælger en forskerkarriere hele vejen til professoratet. Så vi ikke fortsat skal tabe talenter på gulvet. Danske universiteter kommer aldrig i den så ofte omtalte verdensklasse uden en mere ligelig fordeling mellem kønnene”.

Går du ind for kønskvotering – fx at en vis andel af VIP’erne på et fakultet skal være kvinder?  
“Spørgsmålet er skævt formuleret. Vi ved fra flere internationale og også danske undersøgelser, at en relativt ligelig fordeling mellem kønnene i intervallet 40-60 giver det bedste og mest frugtbare arbejdsklima, hvor synergien fremmer kreativitet og nytænkning og tværfaglighed – og det er der også brug for i forskningen og i valget af forskningsemne. Jeg regner ikke med, at kvotering bliver nødvendig. Kvotering har jo en indbygget problematik. Men hvis ikke de tiltag, der gøres aktuelt på universiteterne, giver mærkbar effekt, kan det blive nødvendigt. Det er jo så åbenlyst, at vi ikke har råd til at spilde hverken mandlige eller kvindelige forskertalenter. Men jeg vil gerne understrege, at det, jeg virkelig mener vil batte noget, er en forbedring af arbejdsvilkårene: færre tidsbegrænsede ansættelser, en bremse på det grasserende merarbejde – ikke mindst gratis merarbejde – og langt bedre barselsregler. Jeg har virkelig kæmpet hårdt for at sikre, at stillingsstrukturen på universiteter og andre forskningsinstitutioner indeholder ret til forlængelse af adjunktperioden i forbindelse med barsel. Uanset grunden viser alle erfaringer, at det er kvinderne, der fravælger karrieren, hvis den stort set bygger på usikre og tidsbegrænsede ansættelser. Derfor er en forbedring – som vil komme alle til gode – af arbejdsvilkårene det allerbedste middel på vej mod ligestilling”.

Skal der være kvoter for mænd i fag og brancher, der har en overrepræsentation af kvinder?
“Se ovennævnte svar. En ligelig kønsfordeling er at foretrække af mange grunde, og man skal overveje alle muligheder for at nå dertil, uanset om mankoen er mænd eller kvinder”.