24.09.2010
Artikel

Blød landing efter hård stress

Fem måneder tog det, før Carsten Lauge var rask nok til at genoptage sit arbejde på CSC. Hans optrapning til fuld tid tog yderligere fire måneder. “Før jeg gik ned med stress, ville jeg aldrig have troet, at firmaet ville have støttet en stressramt så langt og så meget”, siger han i dag.

Af Lisbeth Ammitzbøll

Begyndelsen på historien kender vi alle. Vi har hørt den, læst den, måske oplevet den.

Begyndelsen på historien handler om for mange opgaver, for få timer, begyndende personlige konflikter, søvnløshed, hukommelsesbesvær, irritabilitet, bekymrede blikke fra de nære og kære i familien. Måske også fra kolleger.

Næste trin virker sikkert også bekendt. Den stressramte bryder sammen. Historien har to varianter. Det overbelastede menneske bryder sammen og græder og kan ikke holde op igen. Version 2: Det overbelastede menneske bryder sammen og går i stå. Rødt-lys-stop! Midt i livet. Lammelsen kan ramme, mens man står under bruseren, sidder i bilen eller står midt på sit eget stuegulv. Ofte sker det på en hverdag.

For Carsten Lauge Pedersen skete det ved morgenbordet.

“Jeg sad bare og stirrede ud i luften. Jeg kunne ikke rejse mig. Jeg vidste, at jeg burde rejse mig og gå på arbejde. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne simpelthen ikke”, husker han.

Tredje fase virker sikkert også bekendt. Sygemelding, psykologhjælp, hvile, restituering. Dag for dag. Måned for måned.

Men det er den fjerde fase, der gør Carsten Lauges historie speciel.

Positiv overraskelse
Fjerde fase i en typisk stresshistorie forløber sådan her: Forudsat at den stressramte ikke er blevet fyret som tak for sin store arbejdsindsats, møder den nu næsten raske medarbejder på jobbet igen. Måske på nedsat tid, men mere typisk med en ikke nærmere defineret besked fra ledelsen om, at “du må jo gå lidt tidligere, hvis det bliver for meget”. Sikkert velment.

Ellers er alt ved det gamle. Gamle arbejdsopgaver. Gamle forventninger. Gamle konflikter. Et halvt år senere går det galt igen. Stress, sammenbrud, sygemelding.

Denne gang vender den stressramte ikke tilbage. Hverken til virksomheden eller til arbejdsmarkedet.

Derfor er Carsten Lauges historie speciel. Han mødte åbenhed, forståelse og støtte fra sin arbejdsgiver.

“Før jeg gik ned med stress, ville jeg aldrig have troet, at firmaet ville have støttet en stressramt så langt og så meget”, siger han i dag.

CSC’s håndtering af hans tilbagevenden var gennemtænkt, aftalt, gradvis og hensynsfuld.

“Jeg er blevet meget positivt overrasket og synes virkelig, at de personer i firmaet, der har hjulpet mig, fortjener al mulig ros”.

Faste aftaler gav ro
Carsten Lauge vendte tilbage til sin gamle virksomhed, men næsten alt andet var nyt. Han fik ny afdeling, ny chef, nye opgaver, nye omgivelser, ny arbejdstid.

Det skete efter møder med tillidsrepræsentant, stressvejleder, personaleudviklingschef, afdelingschef og i samarbejde med læge og psykolog.

“For mig har mulighedserklæringen fungeret godt. Den betød, at vi sammen fik lagt en ramme for tempoet i min tilbagevenden samt forskellige andre forhold som for eksempel nyt arbejdsområde, en ugentlig hjemmearbejdsdag, opfølgning og oplæring”, fortæller Carsten Lauge, der nu har arbejdet for CSC Danmark i lidt over 11 år.

Hans titel er stadig chefkonsulent. Hans job er fortsat at analysere og planlægge edb-programmer for store statslige kunder. Men i den nye afdeling var der planlagt kurser og afsat penge til føloplæring.

“Man var meget accepterende i forhold til min langsomme tilbagevenden, og jeg styrede det selv, hvis jeg havde behov for at gå tidligere hjem. Den plan, der blev lavet i samarbejde med psykolog og læge, blev accepteret fuldt ud”, siger Carsten Lauge om sit første forsigtige gensyn med arbejdslivet på CSC.

På det tidspunkt havde han været sygemeldt i fire måneder, fra juni 2009 til oktober 2009. I november arbejdede han på kvart tid, i december på halv tid, i januar på trekvart tid. Først i april kom han op på fuld tid, bortset fra nogle feriedage, som han brugte til at holde fri en dag om ugen.

Nyt liv i balance
I dag har den 53-årige chefkonsulent glæde af CSC’s seniorordning. Hvis man er over 52 år og har været ansat i mindst ti år, kan man gå på nedsat tid med fuld pension og delvis kompensation for lønnedgangen.

“Nu er balancen mellem arbejde og fritid god. Jeg er glad for at gå på arbejde, og jeg er glad for min familie og min fritid, hvor jeg løber, sejler og mediterer”, siger Carsten Lauge, der tvivler på, at han igen vil køre sig selv så langt ud, at han bliver syg. I dag stiller han sig selv det samme spørgsmål flere gange om dagen.

“Det lyder: “Hvordan har jeg det egentlig lige nu?” Og det får mig til at stoppe op. Hvis jeg begynder at stresse, opdager jeg det og kan skrue ned og prioritere og bringe mig selv i balance”.

Stress kan ramme enhver
Femte fase i Carsten Lauges historie kunne være, at han uddannede sig som stress­vejleder i CSC Danmark? Desværre. Forkert gæt.

Det var lige præcis det, han var, da han selv gik ned med stress. På det tidspunkt havde han fulgt flere kurser og selv holdt mellem 25 og 50 oplæg for kollegerne på CSC Danmark.

“Jeg er et alt for godt eksempel på, at det ikke er nok at vide noget om stress. Jeg kendte alle symptomerne på stress, og jeg genkendte dem sådan set også hos mig selv, men jeg viftede dem væk. Jeg følte mig stærk og i kontrol. Måske var jeg også lidt stolt af, at jeg kunne magte det hele. Jeg lyttede ikke til min krop eller til min kone eller til mine kolleger. Jeg lod det køre, indtil min krop og min psyke bare lukkede ned, og jeg sad og stirrede ud i luften”, siger han og vender igen tilbage til sin virksomheds måde at håndtere hans nedbrud på.

“Det har været fantastisk at opleve den støtte, jeg har fået af mit arbejde og især min personaleudviklingschef både under mit fravær, og da jeg kom tilbage. Uden den støtte har jeg svært ved at se, hvordan jeg skulle have klaret det. Stress rammer jo præcis de mentale funktioner, man som akademiker har allermest brug for i sit job, nemlig hukommelse, koncentrationsevne, overblik og så videre. Og det tager rigtig lang tid at blive hel igen”.