10.09.2010
Artikel

Tæt på Fibigers valg

Ja? Nej? Ved ikke! Om få dage udløber Steen Fibigers frist for at svare MP Pension.

Af Lisbeth Ammitzbøll

Steen Fibiger er på vej mod en tilværelse som pensionist efter næsten 40 år på arbejdsmarkedet. Inden da skal han tage stilling til et tilbud fra MP Pension om nye pensionsvilkår.

Fibiger kan vælge at gøre ingenting. Så beholder han sin gamle pensionsordning. Han kan også vælge at sige ja tak til MP’s tilbud. Foreløbig har Steen Fibiger kontaktet MP Pension og fået nogle beregninger over de to ordninger. Men han er stadig i tvivl.

“Om kort tid skal jeg primært leve af de penge, som jeg kan få i folkepension, fra ATP og fra MP Pension. Derfor har jeg brugt tid på at sætte mig ind i tallene. Men jeg er stadig i tvivl om graden af risiko i den nye ordning”, siger Fibiger.

Magisterbladet har fået lov til at følge Steen Fibigers valg. Vi har bedt to eksperter om at hjælpe ham. Den ene er en uvildig rådgiver, den anden kommer fra MP Pension. De har begge sagt ja til at rådgive Steen Fibiger under forudsætninger, som de normalt aldrig ville acceptere. De får nemlig intet at vide om Fibigers øvrige økonomi eller personlige liv. Alt, hvad de ved, er dette:

Steen Fibiger vil få omkring 80.000 kroner om året fra folkepension og ATP før skat. Fra MP Pension ønsker han at få sin alderssum udbetalt.

Fibiger bør sige JA
"MP Pensions nye fleksible ordning giver Steen ­Fibiger flere penge i hånden. MP Pensions medlems­chef Kenneth Petersen: “Hvis Steen Fibiger ønsker mere i pension her og nu, kan han med fordel sige ja til den fleksible pensionsordning”.

Steen Fibiger vil få udbetalt omkring 30.000 kroner mere i alderssum før skat, hvis han siger ja til MP Pensions tilbud om nye vilkår. Samtidig vil hans livsvarige årlige ydelse stige med 27.000 kroner før skat, afhængigt af rentens udvikling.

“Hvis Steen Fibiger ønsker at få så mange penge som muligt her og nu, vil jeg råde ham til at vælge sig over på den nye fleksible ordning. Men hvis han ønsker at kende sine månedlige udbetalinger på kroner og øre resten af livet, skal han blive, hvor han er”, siger Kenneth Petersen, der er medlemschef i MP Pension.

Forhøjet startpension
I den nye ordning kan Steen Fibiger vælge en forhøjet startpension. Så får han flere penge det første år og færre senere.

“I den fleksible ordning kan man vælge en udbetalingsprofil, som vi kalder forhøjet startpension. Den betyder, at den årlige pension kan blive op til 28 procent højere det første år, hvorefter den falder lidt hvert år. Afhængigt af rentens udvikling vil Fibigers udbetalinger efter syv til ti år være mindre end uden forhøjet startpension. Derfor anbefaler vi kun den forhøjede startpension, hvis man har supplerende opsparing til de sene pensionistår”, siger Kenneth Petersen.

Hvis Steen Fibiger vælger forhøjet startpension, kan han det første år skrue sine udbetalinger yderligere i vejret og få 268.000 kroner i stedet for 210.000 kroner fra MP Pension.

Risiko afhænger af rente
Ifølge MP Pensions medlemschef står Steen Fibigers valg mellem en lav garanteret pension og en højere ugaranteret pension.

“Ingen kan forudse, hvordan renten udvikler sig i fremtiden – og da slet ikke de næste 18-20 år, som er den periode, hvor vi forventer at skulle udbetale pension til Steen Fibiger. Derfor kan ingen vurdere den reelle risiko ved at fravælge ydelsesgarantien”, siger Kenneth Petersen, men tilføjer, at garantien har en pris.

“Medlemmer på den gamle ordning skal selv betale for den højere sikkerhed i form af lavere fremtidig bonus og pensionisttillæg”.

MP’s medlemschef mener, at ordet “garanti” kun i begrænset omfang giver mening i en pensionskasse, hvor ejerne og kunderne er de samme, nemlig medlemmerne.

“Garanti i en pensionskasse svarer til at fodre en hund med dens egen hale. Der er ingen aktionærer eller moderselskaber, som kommer med kapitalindsprøjtninger, hvis det går skidt. Til gengæld er det også kun medlemmerne, som får gavn af det, når det går godt”, siger Kenneth Petersen.

Fibiger bør sige NEJ
"MP Pensions gamle ordning giver Steen Fibiger en stabil pension til en pæn rente i resten af hans liv. Uafhængig privatøkonomisk rådgiver Kim Valentin: “Steen Fibiger bør sige nej tak til MP Pensions tilbud om nye vilkår”.

Steen Fibiger blev medlem af Magistrenes Pensionskasse i 1972. Dengang var renten høj. Pensionskassen kunne derfor love den unge cand.scient., at hans penge år for år ville vokse. Aftalen lød på 4,25 procent.

I Steen Fibigers pensionsdepot er omkring halvdelen af pengene indbetalt, mens renten var høj. Den anden halvdel er forsynet med garantier, der spænder fra 1,5 procent til 3,5 procent.

“Alt i alt er depotet forsynet med pæne garantier”, mener Kim Valentin, der er uafhængig økonomisk rådgiver og direktør i Finanshuset i Fredensborg A/S.

“4,25 procent er en god forrentning, og så er den oven i købet sikker. Prisen for sikkerhed er kun 1.100 kroner om måneden efter skat. Jeg vil råde Steen Fibiger til at blive på den gamle ordning”, siger Valentin.

Sig nej til risiko
Om kort tid går forskningsmedarbejder Steen Fibiger på pension efter næsten 40 år på arbejdsmarkedet.

Hvis han i disse dage vælger sig over på den nye ordning, giver han afkald på alle sine garantier. Til gengæld får han adgang til den nye ordnings fleksibilitet. Det ændrer ikke Kim Valentins vurdering.

“Medmindre Fibiger pludselig får nye indtægter, kan han ikke nå at spare ret meget op i kapitalpension og ratepension. Han risikerer at betale en høj pris i form af øget risiko for en fleksibilitet, som han ikke har brug for”, fremhæver rådgiveren og peger på en anden ulempe ved den nye ordning.

“MP Pension kalkulerer i den nye ordning med en levetid for mænd på næsten 88 år i stedet for den gamle ordnings 81 år. En 65-årig mands pension skal i den nye ordning fordeles på 23 år i stedet for på 16 år. Det må forventes at give en noget lavere udbetaling”.

Sats på det sikre
Af MP’s udregninger fremgår det, at Fibiger tværtimod får en højere pension i den nye ordning.

“En del af det store beløb er betinget af en vis forrentning af pensionskassens egenkapital samt en beslutning i MP Pensions bestyrelse. Om man vil løbe den risiko afhænger både af økonomi og temperament. I Fibigers tilfælde ville jeg satse på tryghed. Bliver han på den gamle ordning, får han omkring 27.000 kroner mindre om året i pension. Når han har betalt sin skat, svarer det til omkring 1.100 kroner om måneden. Det er en lav pris, synes jeg, for den gamle ordnings gode rente og høje grad af sikkerhed”, siger Kim Valentin.

Han kalder det “en nem opgave” for investeringsafdelingen i MP at sørge for, at pengene ikke mistes i den gamle ordning.

“Risikoen for tab er derfor lille, hvis bare omkostningerne holdes nede. Det vil jeg gerne være med til at holde øje med. Til gengæld skal Fibiger også være tilfreds med 4,25 procent”, siger Valentin.