27.08.2010
Artikel

Det’ Mit Job: Louise Rohde

Louise Rohde, 36 år, Projektleder i dobbeltdiagnoseprojektet, Socialpsykiatrien i Frederikshavn

Af Pernille Siegumfeldt
Såvel geografisk som arbejdsmæssigt foretog du et ordentligt spring for godt to år siden. Hvad var baggrunden?
Jeg er gift med en canadier, og vi havde længe haft lyst til at flytte fra vores lejlighed i en af Københavns forstæder. Vi ville gerne tættere på min familie, der bor i Nordjylland. Vi ville også gerne “på græs” med vores små børn. Vi flyttede til Sæby, inden nogen af os havde fået job. Jeg er hele tiden gået efter at arbejde projektorienteret. Mellem ansættelsen i Udlændingeservice og Servicestyrelsen har jeg taget et projektlederkursus på Niels Brock for at kvalificere mig til den arbejdsform, og jeg har arbejdet projektorienteret og med koordinering bl.a. som lokal indsamlingskoordinator for IBIS’ landsindsamling til fordel for fattige kvinder i Afrika i 2006. I 2008 havde jeg et halvt års ansættelse som forskningsassistent på en arbejdsvilkårsundersøgelse på Aarhus Universitetshospital, som Overlægeforeningen havde bestilt. Det var i den sammenhæng, at jeg fik øjnene op for de mange spændende jobmuligheder på sundhedsområdet. Samtidig fik jeg arbejdserfaring på området, så jeg var så heldig at blive tilbudt jobbet i Frederikshavn Kommune lige i halen på projektansættelsen i Århus.

Du er ansat i et treårigt projekt. Hvad går det ud på?
Mennesker, som både har en psykisk lidelse og et samtidigt misbrug, falder mellem stolene i behandlersystemet og i den sociale indsats, fordi man i Danmark har adskilt psykiatri og misbrug organisatorisk. Resultatet for disse mennesker er, at de oplever at blive kastebolde i systemet og ikke får den hjælp, de har brug for. På baggrund af den problematik har Socialministeriet nu afsat satspuljemidler til en ekstraordinær indsats. I Frederikshavn Kommune har man søgt midler og fået bevilget 4,5 millioner til det treårige projekt fra puljen. Projektet går ud på at kortlægge området, bl.a. gennem brugerinterviews, samt skabe nogle metoder til bedre koordinering og samarbejde mellem de regionale og kommunale aktører omkring de her borgere.

Projektet har været i gang et år. Hvilke opgaver sidder du med lige nu?
Konkret er jeg ved at lave kvalitative interviews med 10 brugere om deres situation og deres oplevelse af den måde, de bliver mødt på i systemerne. Vi er også i færd med at udarbejde en fællesteammodel, som vi gerne vil afprøve i samarbejde med de regionale og kommunale aktører på området. Og så er jeg med til at arrangere en landskonference under Dansk Fagligt Netværk for Dobbeltdiagnose, hvor jeg skal holde et oplæg. Det er meget inspirerende. Vi håber på 100 deltagere den 6. september i Odense. Interesserede kan læse mere på dobbeltdiagnose.org.

Hvad bidrager du, som antropolog, bedst til i dit job?
Det er vel primært en kombination af metode og en bred vifte af erfaringer. Jeg har tidligere taget livtag med fx pressearbejde og kender også en del til forskellige evaluerings- og afrapporteringsredskaber. Jeg synes også, at jeg kan bruge mine faglige kompetencer, når jeg skal prøve at bringe mange forskellige mennesker med meget forskellige holdninger sammen. Og så selvfølgelig, når jeg laver brugerundersøgelser.

Hvor har du endnu noget at lære?
Min kollega på projektet har mange års arbejdserfaring inden for området dobbeltdiagnose, og jeg har lært rigtig meget både af ham og af de psykologer, jeg arbejder sammen med. Vi er et godt team, fordi jeg har min styrke i projektarbejdsformen. Mit job er på mange måder en kæmpemæssig læringsproces for mig.

De fleste flytter, fordi de får et arbejde. Du har gjort tingene i omvendt rækkefølge. Hvilke karriereovervejelser har du haft i den forbindelse?
Det er ikke et udtryk for, at jeg ikke synes, det er utroligt vigtigt at have et godt job. Måske hænger det sammen med, at jeg både har boet i Afrika, London og Australien. Jeg er ikke så bange for at prøve noget nyt. Jeg har altid først og fremmest taget udgangspunkt i, hvor jeg gerne ville være, og så kommer job og bolig i anden række. Man kan jo altid flytte tilbage igen, hvis det ikke fungerer, og der er da mange udfordringer forbundet med at flytte tilbage til sin barndoms egn.

Hvad har været den største øjenåbner for dig i projektet?
At ting tager tid. Ændringer bliver ikke gennemført fra den ene dag til den anden i et system, hvor alle input skal med, og alle skal høres. Jeg kan nogle gange blive utålmodig, fordi der er så mange ting, jeg gerne vil nå inden for de tre år, projektet løber.

Har du nogen forestilling om, hvad du skal bruge dine joberfaringer til fremadrettet?
Da jeg i sin tid lavede feltarbejde i Uganda, havde jeg min mand og min ældste søn med. Vi har flere gange talt om, at vi en dag kunne tænke os at tage tilbage til Østafrika for at arbejde. Hvis det også er drømmen, når min nuværende kontrakt udløber, så er det jo ikke så dårligt at have fået den erfaring, jeg får nu, med sundhedsområdet såvel som projektarbejdsformen.