27.08.2010
Artikel

Store danske naturvidenskabsfolk: Nicolaus Steno

Af Jakob Vedelsby

Nicolaus Steno voksede op i København som søn af en guldsmed. Han nåede kun at frekventere universitetet kort tid, før det lukkede på grund af den svenske belejring af København. Steno brugte ventetiden på at læse sig gennem universitetets naturvidenskabelige bibliotek. Han skrev noter undervejs, hvilket blev til det over 1.000 sider lange kaos-manuskript “In Nomine Jesu: Chaos!”.

“Det kan oversættes til “I Jesu Navn: Hvilket Kaos!” og afspejler hans kritiske grundindstilling til samtidens videnskabsfolk”, fortæller Jens Morten Hansen, statsgeolog, adjungeret professor i naturfilosofi på Københavns Universitet og forfatter til “Stregen i sandet, bølgen på vandet” om bl.a. Steno.

“Steno slog fast, at naturvidenskaben var en veritabel rodebunke, som han satte sig for at skabe orden i. Det førte til, at han som 20-årig, som den første i verden, formulerede det princip, at et resultat, for at være videnskabeligt, skal bygge på såvel teoretisk analyse som konkrete erfaringer og undersøgelser – og samtidig skal religiøse betragtninger udelukkes. Især det sidste bragte ham på kant med det videnskabelige parnas”.

Mysteriet om fossilerne
Næste station på Stenos brogede karriere­vej var studier på universitetet i Leiden. Han specialiserede sig i menneskets anatomi og publicerede banebrydende afhandlinger om kroppens kirtler, lymfesystemet, musklerne, hjertet og hjernen. Det gjorde ham til en af anatomiens store navne i verdenshistorien.

Men Stenos største opdagelser ventede endnu forude. Storhertug Ferdinand II af Firenze engagerede ham til at løse mysteriet om fossilerne, om hvilke den mest fremherskende teori var, at de var placeret af Gud, så mennesket havde noget at undre sig over. Steno sammenlignede tænderne fra en nyligt fanget kæmpehaj med det, der lignede forstenede hajtænder – men som ikke kunne være det, fordi de var fundet højt oppe i bjergene – og konkluderede, at forsteningerne var hajtænder og dermed levn efter tidligere ukendt liv på jorden.

Den for samtiden chokerende konklusion var et resultat af en filosofisk metode til at be- eller afkræfte en hypotese, som Steno udviklede til formålet – og som stadig bruges i dag. Med de afhandlinger, Steno producerede i Firenze, grundlagde han palæontologien og geologien som videnskabelige discipliner.

Fra forsker til biskop 
Steno havde, sandsynligvis for at blive accepteret i Italien, konverteret til katolicismen. Det betød, at han ikke kunne vende tilbage til det protestantiske Danmark, hvor man brændte hekse og andre kættere, og hvor det således var livsfarligt at rage uklar med kirken.

Den videnskabsinteresserede Kong Frederik III endte alligevel med at kalde sin berømte undersåt hjem og gjorde ham til Kongelig Anatom. Steno modstod den anti-katolske hetz mod ham et par år og rejste så tilbage til Italien. Han blev udnævnt til biskop og fik den hemmelige mission at arbejde for en katolsk modreformation i det protestantiske Danmark-Norge og Nordtyskland.

Stenos forskning gled i baggrunden, og han blev indrulleret i kirkelige intriger. Han begyndte at leve asketisk, spiste næsten ikke og blev gradvist mere svækket, indtil han døde i en alder af 48 år. Men hans opdagelser levede videre og muliggjorde mange senere resultater, siger Jens Morten Hansen.

“Uden Steno ingen Darwin og hans evolutionsteori. Uden Steno ingen Wegener og hans teorier om pladetektonik og kontinentaldrift, som forklarer jordens opbygning. Steno er og bliver en af verdenshistoriens vigtigste og mest vidtfavnende videnskabsfolk inden for bio- og geofagene”.