27.08.2010
Artikel

Hun blev klog af skade

Gabriella Nagy har lært om stress på den hårde måde. “Arbejdet slugte alle mine vågne timer. Men det kunne jeg faktisk godt håndtere. Det var den øverste ledelses skjulte og skiftende dagsordener, der til sidst gjorde arbejdet fuldstændig meningsløst. Den kombination knækkede mig”.

Af Lisbeth Ammitzbøll

Ethvert menneske bryder sammen på sin egen måde. Alligevel ligner de fleste historier om stress hinanden. Den overbelastede person går pludselig i stå. Midt i livet. På en perron, i en bil eller i børnenes sandkasse. Nogle stirrer tomt frem for sig i timevis, mens de forsøger at huske, hvordan de havnede på perronen, i bilen eller sandkassen. Andre bliver suget ind i grådanfald, der ingen ende vil tage.

Gabriella Nagy græd.

Og hun kunne ikke holde op igen.

“Vi havde knoklet i månedsvis med nogle sindssygt lange arbejdsdage, der fortsatte hjemme om aftenen ved computeren. Opgaverne blev bare flere og flere. En dag skulle jeg have en underskrift fra min nærmeste chef, men jeg kunne ikke få fat i ham, fordi han gik fra det ene møde til det andet. Det var helt normalt, men den dag var jeg så overkørt og udmattet og frustreret og desperat, at jeg begyndte at græde. Og tårerne blev bare ved og ved. Jeg kunne slet ikke styre det”.

Ledelse i slingrekurs
Gabriella Nagy blev sygemeldt fra sit job som AC-fuldmægtig i Arbejdsmarkedsstyrelsen. Senere tog hun orlov uden løn og brugte tiden på at tage en mastergrad i læringsteori, voksenpsykologi og sundhedspædagogik. I dag underviser hun på Center for Arbejdsliv og Læring, der er en privat virksomhed. Tre år efter den store gråd er hun en del klogere på sig selv, sine grænser og sin historie.

“Arbejdsbyrden var enorm. Jeg løste mine normale opgaver og var samtidig dybt involveret i udformningen af kommunalreformens enstrengede beskæftigelsessystem. Jeg var en nøgleperson og kunne kontaktes døgnet rundt. Og blev det”, fortæller Gabriella Nagy.

Alligevel ser hun den enorme arbejdsbyrde som en mindre del af forklaringen på sit sammenbrud.

“Vi gennemførte seks store og tunge reformer på 15 år. Jeg har altid arbejdet meget. Men denne reform var anderledes. Jeg oplevede, at virkelig grundige notater blev forkastet i departementet uden særlig forklaring. Næste dag var der en ny dagsorden, som vi så skulle knokle løs med. Og når vi forsøgte at leve op til den, blev pejlemærkerne flyttet igen. Enten uden forklaring eller med en eller anden søforklaring. Så en vigtigt årsag til min stress, kan jeg se i dag, var min oplevelse af uretfærdige vilkår, meningsløse beslutninger og en stærkt svækket tillid til den øverste ledelse”.

Farvel stress
Heldigvis var nærmiljøet i orden i styrelsen. Gabriella Nagys nærmeste chef og hendes kolleger støttede hende under sygdommen og holdt kontakt under hendes orlov.

Da hun efter orlovsperioden ville vende tilbage til Arbejdsmarkedsstyrelsen, kunne HR-afdelingen kun finde et job i Odense til sin tidligere kernemedarbejder. Hun valgte at give det en chance.

“Første gang jeg fik stress, ramte det min søvn og min fordøjelse. Denne gang mistede jeg stemmen. Og så kunne jeg jo godt mærke, at jeg var nødt til finde en anden løsning”.

Hendes job som underviser på Center for Arbejdsliv og Læring er ikke på fuld tid. Men det må det gerne blive.

“Jeg kan sagtens arbejde fuld tid igen. Jeg er blevet vældig god til at sortere væsentligt fra uvæsentligt. Jeg kender mine værdier. I dag preller mange ting af på mig, fordi jeg i højere grad ved, hvem jeg er, og hvad jeg vil. Samtidig har jeg fået sundere vaner, både fysisk og mentalt. Man skal aldrig sige aldrig, men jeg er blevet så opmærksom på værdien af meningsfulde opgaver og tillid til ledelsen, at jeg er overbevist om, at jeg ikke går ned med stress igen”, siger Gabriella Nagy.