13.08.2010
Artikel

En latte og et tital, tak!

Imens kutteren “Agnes” fik spulet kølen på beddingen udenfor, var der cappuccino i kopperne og nerver på højkant inde på Café Matisse i Kerteminde, da otte historiestuderende gik op til offentlig eksamen i historieformidling. En eksamensform, der meget vel kan blive et permanent tilbud til historiestuderende på Syddansk Universitet.

Af Connie Mikkelsen

“Forestil jer, at vi skruer tiden 150 år tilbage. Her møder vi den unge Christoffer, der har svært ved at få arbejde i sin hjemby, Kerteminde, men han har hørt rygter om, at det er nemt at finde job i København”.

Anna Back Larsen skridter energisk frem og tilbage foran publikum, mens hun taler. Med levende kropssprog leder hun publikums opmærksomhed væk fra latte-glas og lette frokostretter og ind i fortællingen om Christoffer, der – som så mange andre på den tid – søgte lykken i hovedstaden i 1860’erne.

“Her blev han mødt af et virvar af mennesker, rigtig meget larm og en noget anderledes lugt, end han var vant til, for på det tidspunkt var København endnu ikke kloakeret. Så velkommen til kaos”, indleder Anna Back Larsen, der som dagens femte eksaminand på Café Matisse i Kerteminde skal berette om, hvordan befolkningstilvæksten i 1800-tallets København skabte behov for nye adfærdsnormer og -regler i det offentlige rum. 

Idéen bag History Slam!
På en fletstol foran hende sidder adjunkt Thomas Wegener Friis fra Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse på Syddansk Universitet og lytter med et begejstret smil. Det er ham, der har fået idéen til dagens eksamens-stunt i samarbejde med Center for Kunst og Videnskab. Ud over adskillige pressefolk har arrangementet også tiltrukket en halv snes nysgerrige cafégæster foruden de direkte implicerede.

“Tanken er at koble elementer fra DR2’s “Danskernes Akademi” med noget poetry slam og ånden fra en spil dansk-dag”, forklarer Thomas Wegener ­Friis, der kalder eksperimentet for History Slam!

Allerede nu, inden de i alt otte eksaminander har været på, mener han, at forsøget er en succes.

“De studerende er velforberedte. Det er jo en fornøjelse”, konstaterer han.

Thomas Wegener Friis synes, det er oplagt, at en eksamen i historieformidling foregår et sted, hvor offentligheden rent faktisk er til stede. Altså for eksempel på en café på Kertemindes havnefront frem for i et fjernt lokale på et universitet, hvor der godt nok i princippet er offentlig adgang, men hvor det er yderst sjældent, nogen benytter den.

“Jeg oplevede selv et helt historiestudium uden nogen formidlingsøvelser”, siger Thomas Wegener Friis, der er overbevist om, at det er til fordel for de studerende anno 2010 og frem, at de får lejlighed til at dygtiggøre sig i den svære disciplin, inden de kastes ud på virkelighedens dybe vand.

Ned fra piedestalen
Efter cirka 20 minutter runder Anna Back Larsen sit indlæg af og modtager publikums klapsalver med et kækt lille buk og et lettelsens suk. Imens udnytter cafépersonalet den korte pause inden næste eksaminand til at skumme espressomælk og rydde service af bordene.

“Det er et fantastisk arrangement. Det må de gerne gentage”, bemærker caféindehaver Ursula Plato.

Rundt om ved cafébordene møder man samme positive holdning.

“Det er meget fornøjeligt, ligesom at være på højskole”, siger en af de ældre cafégæster, Nuria Schultz, der glæder sig over al den historiske viden, hun bliver beriget med på sådan en ganske almindelig tirsdag.

Maj Wedderkopp, en af de historiestuderende, der har fravalgt den frivillige caféeksamen, fordi tanken om publikum og de snurrende tv-kameraer føltes skræmmende, er lige ved at fortryde sin beslutning.

“Jeg synes, her er en utroligt hyggelig stemning”, siger hun og er enig i, at formidlingsdelen bør prioriteres på studiet.

“Det er vigtigt, at vi kravler ned fra den akademiske piedestal og lærer at formidle vores viden til udenforstående. Uanset hvad man arbejder med, skal man kunne vinkle det, så alle kan forstå det, og det kræver en dyb faglig indsigt. Så det foregår ikke på bekostning af fagligheden”, understreger hun.

En anden historiestuderende, Kristina B. Sørensen, er ikke bleg for at udnævne sin årgang som pionérer på formidlingsfronten.

“Vi er med til at nedbryde fordomme om vores fag, og det, tror jeg, er rigtig godt, hvis historiestudiet skal overleve som et selvstændigt fag. Vi må vise, at vi ikke alle sammen er nørder i islandske sweatre”, påpeger hun med et svedent grin.

Relevant og meningsfuldt
Den næste på caféscenen er Ida Gravgaard Jensen, der skal fortælle om leve- og arbejdsvilkår på landet og i byen omkring år 1900, mens industrialiseringen tager fart. Hun klipser mikrofonen fast og kaster sig ud i det.

“Jeg vil fortælle om, hvordan det var at være ansat på Brede Klædefabrik omkring år 1900”, indleder hun.

“Direktøren regulerede alt dengang. Han var de ansattes sociale sikkerhedsnet og opfattede medarbejderne som sine børn. Derfor var det en stor omvæltning, da fagforeningerne kom på banen og blandede sig i arbejdstids- og lønreguleringen”, forklarer hun med selvsikre fagter og rolig stemmeføring.

Først bagefter indrømmer Ida Grav­gaard Jensen, at hun var ret nervøs.

“Jeg synes, det var udfordrende, men også meget motiverende, fordi der var publikum på. Men heldigvis var der positiv respons”, siger hun og ligner en, der lige har vundet i lotto.

Ida Gravgaard Jensen er overbevist om, at den offentlige eksamen giver et større personligt udbytte.

“En almindelig eksamen er glemt umiddelbart efter, fordi den foregår i et lukket forum. Man spejler sig meget mere i en offentlig optræden. Her er det ikke kun karakteren, der tæller, men også publikums reaktion. Det skaber en erfaring, man kan bygge videre på, så jeg synes, den offentlige eksamen er mere relevant. Den giver simpelthen mere mening”, sammenfatter Ida Gravgaard Jensen, der allerede har besluttet, at hun vil arbejde med formidling inden for museumsverdenen, når hun er færdig med sit studium.

En lille times tid senere har cafégæsterne også hørt om, hvordan første verdenskrig satte spor i det danske samfund, og til sidst om vores forhold til Dannebrog igennem tiderne. Thomas Wegener Friis siger tusind tak til de studerende og gør opmærksom på, at bedømmelsen foregår senere, når censorerne har studeret dagens videooptagelser og sammenholdt præstationerne med de øvrige afleveringer på semestret.