18.06.2010
Artikel

En frømand på Lolland

Det er mange, mange år siden, at et frø var et frø, og udkommet alene afhængigt af vejrguderne og jordens kvaliteter. Forædling og produktion er blevet en højteknologisk affære. En af de fremmeste eksperter inden for plante- og frøteknologien hedder Hans Christian Pedersen.

Af Pernille Siegumfeldt

Den fede lollandske muld har været et trækplaster for landmænd, siden sukkerroeeventyret begyndte i slutningen af 1800-tallet. Men også for en højteknologisk plante- og frøudviklingsvirksomhed i det nye årtusinde er de rigelige jordarealer, som siges at være blandt de bedste i Vesteuropa, fortsat en væsentlig grund til at have adresse på den flade ø.

Maribo Seed International er således ikke den eneste virksomhed i branchen, som har fundet vej til områderne ved Holeby på Lolland. De ligger på række langs Højbygårdsvej uden for landsbyen med dertilhørende marker, der breder sig bagud i landskabet, så langt øjet rækker. Faktisk er det ikke så længe siden, at udviklingsleder i Maribo Seed, Hans Christian Pedersen, måtte svare på en række nysgerrige spørgsmål fra en nystartet virksomhed i nabolaget, som vil forsøge sig med frøproduktion.

At det lige var ham, man spurgte, er næppe nogen tilfældighed.

Et liv med frø
Den 54-årige cand.scient. i biologi og kemi har arbejdet for Maribo Seed International, siden det hed Forædlingsstationen Maribo, var en del af De danske Sukkerfabrikker, og han som helt nyuddannet kom til Lolland første gang i 1983. Først var plantefysiologi hans speciale, og siden blev frøteknologi hans primære arbejdsområde. I dag er Hans Christian Pedersen en af de mest vidende på sit felt i virksomheden.

“Jeg kan stadig forbavses over, at udviklingen inden for frøteknologien kan blive ved med at gå i nye retninger og antage nye former. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg en dag i starten sad med en lille bunke frø spredt ud på mit skrivebord og tænkte: Kan jeg virkelig få et arbejdsliv til at gå med det her?”.

Det er nu godt 20 år siden, at HC, som han kaldes af kollegerne, stillede sig selv det spørgsmål. I dag er han udviklingsleder på området med ansvar for eget laboratorium og en lang række projekter, der også omfatter forsøg med både ærter, solsikker, bakterier og svampe. Sukkerroerne fylder dog fortsat mest i hans portefølje.

“Sukkerroer er en såkaldt højværdiafgrøde. Landmanden giver 1.500-2.000 kroner for 100.000 frø, og det er bare nok til at dække en enkelt hektar. Kvaliteten skal være i top, og for hver fem kilo, vi høster, er der gennemsnitligt kun ét kilo, der klarer de skrappe kvalitetskrav. Resten ender derovre”, forklarer Hans Christian Pedersen og peger ud af vinduet, hvor en tung dagsregn står ned i tove. Bygningen lige over for produktionsområdet, hvor han har kontor, er fyret, der leverer energi til virksomhedens mange drivhuse, hvor sukkerroer plantes ud i beskyttede miljøer for at få deres levedygtighed testet.

Overdimensionerede hatteæsker
Maribo Seed kan fejre sin 90-års fødselsdag i år. Virksomheden har aktiviteter i over 30 lande, producerer mest til eksport, omsætningen er på flere hundrede millioner – nærmere kommer vi ikke den forretningshemmelighed. 125 ansatte – de fleste specialarbejdere, en del salgs-, shipping- og marketingfolk, enkelte agronomer og hortonomer og så den enlige cand.scient. – har deres arbejdsdag i hovedkvarteret på Lolland.

Det er frøsæsonen, der styrer årets gang, og derfor står de store maskiner i de store fabrikshaller helt stille denne tidlige regnfulde sommerdag. De kommer først for alvor i gang igen til august, når Maribo Seed høster markerne i Norditalien og i det sydvestlige Frankrig. I lagerhallen står række på række af ottekantede papkasser – som overdimensionerede hatteæsker – fulde af færdigpræparerede frøsorter, klar til videre pillerings- og coatingsforarbejdning.

På sin rundtur lægger Hans Christian Pedersen vejen forbi “spiredamerne”, der holder øje med kvaliteten af de mange frøpartier. Såvel spirehastigheden som den egenskab, at alle spirer vokser lige hurtigt, er nogle af de afgørende konkurrenceparametre, som man konstant udvikler på i Maribo Seed. Også i hans laboratorium er der liv. Et af de forsøg, han lige nu venter mest spændt på, er sponsoreret af Strategisk Forskningsråd. Her prøver han at overføre sine erfaringer fra et nu patentanmeldt stykke frøteknologi til udviklingen af et pulver spækket med hundredvis af forskellige bakteriearter og svampe. Pulveret kan bruges til at rense både jord og spildevand for pesticider, hvis forsøgene går, som han håber.

Vi er ikke de eneste besøgende. En gruppe af tidligere ansatte, herunder en pensioneret direktør, skal lige hilse på. De kender alle sammen biologen, der har arbejdet her i 27 år – også selvom det kan tage lollikkerne et par generationer at se folk an.

Gensplejsede sojabønner
Der er et stykke vej fra barndommens læhegn ved vestkysten omkring Esbjerg til Holeby på det yderste af Lolland. Der er også et stykke vej fra Hans Christian Pedersens oprindelige drøm til det job, han har i dag.

“Jeg holdt meget af at kigge på fugle, da jeg var dreng. Når man bor tæt på Vadehavet, er der rige muligheder, og jeg tilbragte mange timer med næsen mod himlen. Problemet var, at jeg skulle helt til København, hvis jeg ville læse ornitologi. Den tanke appellerede på ingen måde til sådan en vestjyde som mig, så jeg droppede ornitologien”, forklarer han, ganske uden ærgrelse i stemmen.

“I stedet kastede jeg mig over plantefysiologien, og det var også fascinerende. Jeg skrev mit speciale sammen med en kammerat. Vi gjorde den opdagelse, at man kunne sætte gener ind i kommercielle sojabønner. Det var ret nyt på det tidspunkt, og det var ganske sjovt, at vi blot få år senere kunne se de første skibe lægge til kaj med lasten fuld af gensplejsede sojabønner”.

Også De Danske Sukkerfabrikker anede store muligheder i den bio- og genteknologi, der endnu var i sin vorden i 70’erne. Hans Christian Pedersen havde jobkontrakten i hus, endnu inden han forlod universitetet.

“Det var altså en fed tid der i 70’erne og starten af 80’erne. Dengang troede alle i branchen, at bioteknologien var svaret på alle udfordringer. Alene i Holeby var vi 20-25 mennesker ansat i laboratorierne, der arbejdede med alt fra jomfrufødsler og kloninger til transformation af planter, hvor vi satte forskellige gener ind, fx Roundup-resistens. Det beskriver måske meget godt den optimisme og optur, der var i virksomheden, at alle ansatte blev beordret til at rejse på første klasse, når vi skulle ud at præsentere vores viden i verden. Det fik som bekendt en ende”, konstaterer Hans Christian Pedersen med et skævt smil.

EU’s politik satte en brat stopper for den dyre udvikling af bioteknologien, men erfaringerne er langtfra spildte, vurderer biologen. Meget af den viden, man fik gennem forskningen dengang, bliver fx brugt i forædlingen af frø i dag.

En udsultet ø
Foruden markerne, drivhusene, laboratorierne samt fabriks- og lagerhallerne rummer arealerne omkring Maribo Seed både egen smed, et elværksted og et snedkeri. Til trods for at det så langtfra er en akademikertung virksomhed, er der et stort fagligt miljø at hente inspiration fra på Lolland.

“Historien har, som nævnt, placeret en hel del virksomheder af vores slags inden for et begrænset geografisk område, og alle vi, der er beskæftiget inden for det naturvidenskabelige felt, har en tilbøjelighed til at finde sammen, også uden for arbejdstid”, siger Hans Christian Pedersen.

At han også befinder sig i et af de geografiske områder, der populært går under betegnelsen Udkantsdanmark, har han derfor ikke oplevet som en faglig begrænsning.

“Heldigvis er jeg en ivrig golfspiller, og vi har flere gode baner her på øen. Men i næsten alle andre sammenhænge oplever jeg, at Lolland bliver udsultet. Mine to børn er voksne i dag og har haft en god skolegang og masser af tilbud, mens de voksede op i Nakskov. Men der bliver langsomt skåret ned på skole- og fritidsområdet, sundhedstilbud forsvinder, og der er meget langt imellem kulturbegivenhederne, så måske får min kone og jeg lyst til at flytte tættere på København en dag”, vurderer han.