04.06.2010
Artikel

Naturvidenskaben sprænger rammerne

Af Vivian Voldgaard

Folkeuniversitetet i Århus har til huse på første sal i en ældre strøgejendom. Og det er praktisk, mener rektor Sten Tiedemann. For lokationen umuliggør, at videnshungrende kunder slår lejr med sovepose og varme drikke i termokanden uden for døren.

“Det er en fuldstændig vild interesse, vi oplever. Når vores nye katalog kommer på gaden, er billetter til de mest populære foredrag revet væk på tre timer. Det er, ligesom når store rockstjerner kommer til byen. Så sidder folk også klar ved tasterne for at sikre sig billet til oplevelsen”.

For godt fem år siden sad der ofte kun 17 nysgerrige nørder, når Folkeuniversitetet i Århus programsatte alt fra klimaforskning til astronomi. Siden er der blevet arbejdet ihærdigt med formidlingsformen, ligesom emnerne inden for naturvidenskab bliver fortolket i et bredere og mere folkeligt format. Og det har rektoren det rigtigt fint med:

“Vores mission er at oplyse om videnskab og forskning, og derfor skal vi have en folkelig appel. Vi gør meget ud af at samarbejde med forskere, der selv synes, det er sjovt at formidle deres viden på en anden måde, end når de taler til fagfæller, og det er uden tvivl en af grundene til vores store succes”, siger Sten Tiedemann.

Folkeuniversitetet i Århus tager hul på hver sæson med et gratis arrangement, og 1.000 tilhørere er efterhånden helt normalt.

“Vi har 450 tilhørere i det store Sø-auditorium, og derudover har vi fire-fem andre auditorier i brug, hvor folk følger med på storskærme. De seneste par sæsoner har vi kørt arrangementet to aftener i træk, fordi efterspørgslen har været så stor”.

Det er ikke kun de gratis arrangementer, der trækker folk af huse. De mest populære foredrag, der kræver betaling for at lytte med, er lige så ofte udsolgt på ganske kort tid, oplyser Sten Tiedemann. For kort tid siden lagde ikke færre end 450 betalende gæster øre til, hvordan hjerner fungerer.

Folkeuniversitetet i Århus har ifølge rektoren flere gæster hvert år end Aarhus Teater.