12.03.2010
Artikel

Tryk på karrieren

Rød er ikke bare rød, og papir er ikke bare papir. Anne Provst trådte ind i en fremmed verden, da hun som historiker og museolog sagde ja tak til et job som markedsudvikler på et trykkeri.

Af Vivian Voldgaard

Telefonen ringer, og med to effektive skridt er hun henne ved skrivebordet, hvor hun øjeblikket efter har røret i hånden. En kollega fra dtp-afdelingen skal tjekke en deadline. Anne Provst har svaret i hovedet. Og når hun nu alligevel står på sin plads, kan hun lige så godt tjekke, om der er svar fra en potentiel kunde i København.

“Meget af min dag går med at skrive og svare mails. I begyndelsen troede jeg, at jeg som sælger skulle ringe rundt, men det er simpelthen for påtrængende. Der er mere salg i dem, jeg stille og roligt får en god kommunikation med via mail”, siger hun.

Det er snart et år siden, Anne Provst begyndte som markedsudvikler på Special-Trykkeriet Viborg. Med en baggrund som cand.mag. i museologi og historie fra Aarhus Universitet er hun en egenart på trykkeriet, og det var hård kost at møde på arbejde det første stykke tid, fortæller hun:

“Da jeg lige var startet, var vi til sommerfest i firmaet, og der kom nogle hen til mig og spurgte direkte, hvad i alverden jeg skulle her. De kunne overhovedet ikke se idéen i, at sådan en højtravende akademiker havde noget at gøre i deres virksomhed. Men min chef ville gerne have en blød sælger, der forstår, hvordan folk som videnskabsredaktører og forfattere af fagbøger tænker, og det forsøgte jeg at forklare mine kolleger på bedste vis”.

Anne Provst deler kontor med kollegaen René Jensen. Ud over de to skriveborde byder lokalet på et mindre mødebord, udsigt til gårdhave og ikke mindst reoler med bøger, blade, tidsskrifter og alt muligt andet, der er tryllet frem af husets trykkerimaskiner.

Fra reolen piller Anne Provst en af de ordrer frem, som hun har skaffet til huse: et kulturtidsskrift. Med falset ryg, kraftigt mat omslag og som noget helt unikt forskellige papirtykkelser inde i magasinet.

“Det her er virkelig blevet flot. Det viser, at det er rigtigt, når jeg sælger os på, at vi kan noget særligt”.

Fra nabobordet smågriner René Jensen. Der er ingen tvivl om, at han i Anne Provst har fået en kollega, der på alle måder tager sit sælgerjob alvorligt. Og Anne Provst indrømmer det også gerne selv:

“Da jeg var barn, drømte jeg faktisk om at blive bilsælger. Men jeg kom på andre tanker, og indtil jeg fik tilbudt jobbet her, troede jeg da fuldt og fast på, at jeg skulle være museumsmenneske resten af mit liv”.

Forsvarer kunderne
Mens Anne Provst gik på Aarhus Universitet, havde hun studiejob på både Herregårdsmuseet Gl. Estrup og i Den Gamle By i Århus. Og da specialet var afleveret, tog hun hjem til Viborg, hvor hun i en periode arbejdede med skiftende udstillinger på byens museer.

“Jeg har været formidler i kraft af de udstillinger, jeg har arrangeret, og jeg opfatter faktisk stadig mig selv som formidler. Når jeg har solgt en bog eller et magasin, er det min opgave at få formidlet til resten af huset, hvordan slutproduktet skal være. Det er op til mig at få forklaret, at når man skal trykke en bog for en forsker, så er der lagt timer, sved og hjerteblod i den bog, og så kan det godt være, at trykkerne står og siger, at nu er der en deadline, og den skal holdes. Men hvis der er en detalje, som er vigtig for forfatteren at få ændret, så er jeg altså forsvarer på den fløj. Så må trykkeriet vente. Mit koncept er udstrakt service, og det tager jeg bogstaveligt”.

Anne Provst skal aflevere en besked i produktionsafdelingen, men inden hun når at rejse sig, står chefen i døren. Han skal lige tjekke, om hun har styr på den annonce, der skal i Folkebladet. En kollega har 45-års-jubilæum, og det skal fortælles i det lokale dagblad.

Annoncen er indleveret, tidspunktet er bekræftet, så det går ikke galt, garanterer Anne Provst.

“Ja, der er meget, som jeg stille og roligt har fået ansvaret for. Det er også mig, der er ansvarlig for vores web. Så jeg håber, at folk stille og roligt er ved at få øje på, hvad det er, jeg kan”, siger hun.

Markedsudviklerens kontor ligger i det fjerneste hjørne af huset. På vej mod den ventende kollega går turen først gennem trykkeriets festsal. På den store grønne skoletavle har en kreativ sjæl tegnet en tændstikmand med flag i begge hænder. Det er i dette lokale, der bliver inviteret til kollegial komsammen, når der er noget at fejre. Ruten går gennem dtp-afdelingen, hvor der lige nu sidder en håndfuld af Special-Trykkeriets i alt 39 ansatte. I produktionsafdelingen på modsatte side hænger en stor tavle over, hvilke opgaver der på forskellige tidspunkter skal trykkes på forskellige maskiner.

“Det er min, og den der er da også min. Og den der, men den er blevet rykket flere gange, fordi der har været nogle problemer”, siger markedsudvikleren, mens hun peger de små sedler ud, der dokumenterer hendes salgsevner. 

Historier fascinerer
Anne Provst afleverer sin besked, og mens hun skridter ned ad den lange korridor tilbage til sit kontor, lader hun fingrene glide hen over ryggene på de mange bøger, der gennem årene er blevet trykt på Special-Trykkeriet Viborg, og som nu fylder hyldemeter efter hyldemeter.

“Det er et superspændende job det her, og jeg elsker jo bøger. Jeg elsker selv at skrive, og en dag håber jeg, at jeg kan komme til at forske og skrive en ph.d. Men lige nu lærer jeg en masse ved at være her. Selv om jeg bruger min akademiske tilgang i dialogen med kunderne, er det meget anderledes at arbejde på et trykkeri sammenlignet med et museum. Og mit hjerte banker da stadig for museumsverdenen, det lægger jeg ikke skjul på”.

Special-Trykkeriet ligger i et af industriområderne i Viborg. Sammenlignet med den charmerende midte i tingbyen, der til maj kan fejre 950 år som bispestad, er der ikke megen historie over bebyggelserne. Men så længe Anne Provst pisker rundt blandt trykplader, papirprøver og kimende telefoner, lader hun den fascination ligge.

“Jeg skriver, når jeg har fri, og lige nu er jeg meget optaget af kommunens gamle bygninger her i Viborg. Derudover er jeg leder af DM’s midtjyske netværk, jeg har en hest, og så er jeg også lige alenemor, så jeg keder mig heller ikke, når jeg har fri”.