12.03.2010
Artikel

Jobcentre bruger de dårligste private jobformidlere

Landets jobcentre bruger i stigende grad de dårligste private jobformidlere til at aktivere ledige, viser ny undersøgelse. Beskæftigelsesministeriet vil have indsatsen skærpet. Det er en overreaktion, mener KL.

Af Martin Ejlertsen

Når lediges skal aktiveres, tyer landets jobcentre oftere til et samarbejde med de dårligste private aktører end med de bedre og bedste af slagsen, viser en ny rapport fra analysefirmaet Deloitte lavet for Arbejdsmarkedsstyrelsen.

På den baggrund vurderer Deloitte, at der kun i begrænset omfang sker en hensigtsmæssig udvikling på markedet under LVU-udbuddet (ledige med Længere Videregående Uddannelse), hvor de aktører, der viser de bedste resultater, også anvendes i stigende grad.

Rapportens resultater får nu beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) til at indskærpe over for landets jobcentre, at de skal have mere fokus på disse andre aktørers indsats.

“Hvis jobcentrene målretter brugen af aktørerne i forhold til deres resultater, vil markedet komme til at fungere endnu bedre. Derfor vil beskæftigelsesregionerne tage dialogen med jobcentrene, så der kommer fokus på andre aktørers resultater, når aktørerne udvælges. Jeg håber, at jobcentrene vil lære af evalueringen og blive endnu bedre til at vælge de bedste aktører”, siger Inger Støjberg til Magisterbladet. 

En overreaktion
Kommunerne overtog det fulde ansvar for landet jobcentre den 1. august sidste år. Men den form for indskærpelse fra ministeren til kommunernes jobcentre på baggrund af rapporten fra Deloitte er en overreaktion fra ministeriet, mener chefkonsulent i Kommunernes Landsforening (KL) Ulrik Petersen.

“Der er ikke grundlag for at indskærpe over for kommunerne, at jobcentrene skal bruge de bedste private jobformidlere. Rapporten handler om statens indsats i jobcentrene i 2008. Og der er et meget spinkelt talgrundlag for at vurdere andre aktørers resultater, hvor meget små forskelle over tid tillægges alt for stor betydning”, siger Ulrik Petersen.

Hos Akademikernes Centralorganisation (AC) er man ikke overrasket over resultaterne i rapporten. Man havde nemlig en fornemmelse af, at det enkelte jobcenter ikke tilstrækkeligt har overvåget effekten af de private jobformidlere, pointerer chefkonsulent i AC Rasmus Conradsen.

“Til kommunernes forsvar kan det dog siges, at det landsdækkende måleinstrument for jobeffekterne på jobindsats.dk først var til rådighed, lang tid efter udbuddet startede. Dertil kommer, at det tager tid, før effekterne ruller ind, så der er forsinkelse i målingerne, og det har stillet kommunerne endnu dårligere”, siger Rasmus Conradsen.

Alligevel mener han, at det er helt rigtigt, når ministeriet påpeger, at Arbejdsmarkedsstyrelsen nu skal lave en hitliste, der “skaber gennemsigtighed og overblik over gode og dårlige andre aktører”.

“Ministeren har ret i, at der er noget at hente der. Men det er først nu, at måleinstrumenterne for alvor er til rådighed til det. Rapporten har givet en sund inspiration og fornyet fokus på, at kommunerne skal kigge mere kritisk på valget af anden aktør, så der luges ud blandt de dårlige aktører, som blot er samtalefabrikker. Så vi hilser en hitliste velkommen”, siger Rasmus Conradsen”.