12.02.2010
Artikel

Konference: Giv os universiteterne tilbage

For meget politisk styring og for lidt medbestemmelse til de ansatte. Et uafhængigt evalueringspanel gav til manges overraskelse universiteterne medhold i den årelange kritik af universitetsloven. Men hvad bør konsekvenserne være? Spørgsmålet blev diskuteret på en konference i Danmarks Designcenter.

Af Thomas Bøttcher

Nok var de kommet for at debattere, hvilke konsekvenser evalueringen bør få.

Men i indlæg efter indlæg pointerede oplægsholderne på Akademisk Centralorganisations konference om universitets­valueringen, at det altoverskyggende problem for universiteterne i virkeligheden ikke handler om de emner, det uafhængige evalueringspanel har belyst, nej, vil man virkelig belyse det forhold, der har den største – negative – betydning for universiteterne, lød meldingen, så skal man kigge på den øgede finansiering via øremærkede puljer og kasser.

Rektor ved København Universitet Ralf Hemmingsen skitserede med diplomatisk omhu problemstillingen således:

“Den øgede brug af strategiske midler gør det vanskeligere at forfølge de mest spændende forskningsfelter, fordi de ikke nødvendigvis ligger inden for de udpegede temaer. Modellen – hvis man vipper den for langt – svækker muligheden for egentligt originale forskningsgennembrud, som er dem, der for alvor skaber vækst for samfundet. I hvert fald nogle af dem. Og man kan ikke på forhånd vide hvilke. Det er det, der er pointen”.

Andre konferencedeltagere gav et mere kontant billede af den aktuelle situation: Hensynet til at opnå den næste forskningsbevilling vejer så tungt, at forskerne må give køb på forskningsfriheden.

Et dilemma, som ikke mindst de unge forskere kender til, påpegede Nina Smith, professor ved Aarhus Universitet (AU):

“En stor del af talentmassen har ingen forskningsfrihed, fordi de sidder på kortvarige og løse bevillinger”.

Balancen i finansieringssystemet er forsvundet, lød det fra en anden AU-professor, Peter Munk Christiansen, der som eksempel pegede på det netop indgåede forlig om forskningsrådene.

“I forliget har man ført 30 mio. kr. fra de frie råd over til universiteterne, fordi nu skal forskningsrådene ikke længere støtte små bevillinger. Men hvorfor i alverden ikke det? Hvis jeg kan få en mindre bevilling til dataindsamling til et projekt, jeg synes er spændende, men som min institutleder ikke vil støtte, så er det meget svært for mig at forstå, at det skulle være befordrende for ret meget. Jeg er ikke ude efter at sige, at der ikke skal være konkurrence, men problemet er, at systemet er kommet ud af balance”.

Uenighed mellem ledere og ansatte
Var deltagerne samlet om kritikken af de økonomiske vilkår, forholdt det sig anderledes med emnet medarbejderindflydelse. Spørgsmålet blev blandt andet rejst af Malou Aamund, forskningsordfører for Venstre. For mens alle synes enige om, at universiteterne skal have mere frihed og mindre politisk kontrol, peger evalueringspanelet samtidig også meget tydeligt på behovet for en bedre sikring af ansatte og studerendes medbestemmelse. Skal politikerne da gå ind og sikre medbestemmelsen, spurgte Aamund.

Nej, mente Ralf Hemmingsen: “Man skal passe på med at detailregulere – også hvad angår indflydelse. Det er universiteternes opgave at sikre medindflydelsen, og hvis de ansatte ledere ikke kan finde ud af det, så er det sådan set bestyrelsens opgave at gå ind og sikre den, fordi det er anført i loven, at der skal være en sådan indflydelse”.

Ingrid Stage, formand for DM, ser ingen modsætning mellem mere frihed og en lovmæssig regulering af medindflydelsen.

“Der er jo ingen, der hævder, at universiteterne skal have så meget frihed, at det alene står i loven, at vi skal have universiteter”, sagde Ingrid Stage, der blandt andet kritiserer Akademisk Råd for at være et rent “meddelelsesorgan” – et indtryk, der også videregives i evalueringsrapporten.

“Vi skal væk fra det hierarkiske system, der er opstået, og som ikke gavner kvaliteten af det, der foregår på universiteterne”, pointerede DM’s formand.

Kirsten Brosbøl, Socialdemokraternes forskningsordfører, ville vide, hvordan man kunne sikre større legitimitet ved ansættelse af ledere, hvis ikke man skal vende tilbage til det gamle system med valgte ledere.

Her havde Erik Meineche Schmidt, dekan ved naturvidenskab på AU, et bud:

“I Århus har vi en vedtægt om, at der skal nedsættes udvalg ved ansættelse af institutledere med repræsentanter for både studerende og personale”. 

Instruktionsbeføjelsen
På ét punkt var lederne dog parate til at imødekomme de ansatte, nemlig i forhold til den forkætrede instruktionsbeføjelse, der er blevet kritiseret for i princippet at afskaffe den individuelle forskningsfrihed.

I sin præsentation anbefalede evalueringspanelets formand, Agneta Bladth, at man med fordel kunne fjerne eller omformulere paragraffen ikke mindst af hensyn til den symbolske værdi.

Ifølge antropologiprofessor Kirsten Hastrup er paragraffen dog langt mere end symbolik. Den er en del at et “usynligt og uerkendt kulturskred” på universiteterne, lød det fra hende. Her var hun på linje med RUC-lektor Rasmus Willig:

“Der er sket en kulturændring, som er meget svær at spore. Ministeren har sagt, at der skal “lig på bordet”, at vi skal dokumentere krænkelserne. Men selvcensur efterlader ingen spor”.

Ralf Hemmingsen foreslog en omformulering af lovens paragraf 17, stk. 2, så det indskærpes, at ingen ansatte via pålagte opgaver kan afskæres fra at forfølge selvvalgte forskningstemaer. Og så forklarede han, hvorfor den nuværende formulering ikke hører hjemme i loven:

“Den er i fuldkommen modstrid med universitetets inderste identitet, som er det modsatte”.

Erik Meineche Schmidt mener dog ikke, at paragraffen har den store betydning.

“Den har ikke generet nogen på mit fakultet. De ansatte har ikke følt sig underlagt kommandostyring eller noget som helst, men har selvfølgelig sagt det, alle andre siger, og som også bliver sagt i dag – nemlig, at det er økonomien, der er afgørende”.