15.01.2010
Artikel

Privatansattes lønstigning i fare

En lønstigning på et rundt nul kan blive arbejdsgivernes udspil til den kommende overenskomstforhandling for privatansatte. Finansministeren anbefaler små stigninger for at sikre Danmarks konkurrenceevne. Formanden for de privatansatte DM’ere kalder det internationalt skruebrækkeri.

Af Liv Alfast Kretzschmer

Til foråret er det tid til at forhandle nye overenskomster i den private sektor, og allerede nu melder arbejdsgiverne hårdt ud. Hvis de privatansatte og fagforeningerne tror, det bliver en let sag at få pæne lønstigninger i hus, kan de godt tro om igen. For arbejdsgivernes udgangspunkt ser ud til at være, at det er stærkt tvivlsomt, om der overhovedet skal flere penge i lønningsposerne.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) er helt enig i den stramme linje og har været ude med advarsler til arbejdsgivere og fagbevægelse mod at forstærke den økonomiske krise med for høje lønstigninger.

“Vi er nødt til at holde en lav lønstigningstakt, ellers kan vi presse ledigheden højere op i en periode”, siger finansministeren. I sine økonomiske fremskrivninger regner regeringen med en lønstigning på 2,7 procent i 2010 og 2,5 procent i 2011 for de privatansatte, hvilket er noget lavere end de foregående år.

Claus Hjort Frederiksen maner også til forsigtighed med lønningerne, hvis konkurrenceevnen ikke skal svækkes.

“Lønstigningstakten er langt højere i Danmark end i udlandet, og det ødelægger vores konkurrenceevne til skade for arbejdspladser og eksport. Forhandlerne har et meget stort ansvar”, siger han til Ritzau.

Formand for de privatansatte i DM Frederik Dehlholm ser intet nyt i finansministerens advarsler.

“Jeg har svært ved at huske et år, hvor vismænd, arbejdsgivere og regeringen ikke har sagt, at de danske lønstigninger er for høje i forhold til i udlandet. Hvis det var rigtigt, så skulle Danmark for længst være gået rabundus. Det er rigtigt, at de danske lønninger ligger højere end i nogle lande, fx Sverige, men lavere end fx i Norge, og eksporten klarer sig på de fleste områder fint”, siger Frederik Dehlholm.

Den forkerte vej
En del af arbejdsgiverne på det private arbejdsmarked har allerede direkte meldt ud, at der ikke er plads til lønstigninger i den kommende overenskomst. Det gælder blandt andet i Grundfos og ISS, og formand for Dansk Industri Jesper Møller vil da heller ikke afvise, at arbejdsgivernes udspil til overenskomstforhandlingerne i foråret er et rundt nul. En mulighed for lønstigning er for ham afhængig af, at medarbejderen samtidig lægger flere timer og fx går op på en 40-timers arbejdsuge.

Men det mener Frederik Dehlholm er den forkerte vej at gå og ser tværtimod tilbageholdenhed med lønstigningerne som skadelig.

“Man kan lige så godt sige modsat; at højere lønstigninger fremmer efterspørgslen og produktionen i Danmark. Hvis man fulgte Claus Hjort Frederiksens anbefalinger, så ville den danske efterspørgsel falde. At holde sig tilbage med lønstigninger er udtryk for et kedeligt internationalt skruebrækkeri”, siger Dehlholm og tilføjer:

 “Så der er rigtig mange gode grunde til ikke at følge Claus Hjort Frederiksens anbefalinger til de kommende overenskomstforhandlinger, men i stedet huske på vores gode lønstatistik”.

Arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet Flemming Ibsen fastslår da også i Ugebrevet A4, at der er stor risiko for en storkonflikt i forbindelse med OK 2010, hvis blandt andre Dansk Industri ikke går væk fra nulløsningen. Den seneste storstrejke på det private område var i 1998, hvor regeringen greb ind efter 11 dages strejke, der bl.a. førte til tomme supermarkedshylder og hamstring af gær.