11.12.2009
Artikel

Open access-tidsskrift mest citeret

Det internationale geovidenskabelige tidsskrift ACP er nu det mest citerede. Det skyldes en model, som giver langt hurtigere publicering og forbedrer gennemsigtigheden i forskningen.

Af Martin Ejlertsen

Open acces er efterhånden blevet mere end et buzzword i forskningsverdenen. Mens flere og flere universiteter nu tilbyder gratis adgang til forskning på åbne elektroniske arkiver, oplever open access-tidsskrifter samtidig stor fremgang. Således placerer tidsskriftet Atmospheric Chemistry and Physics (ACP) sig med en impact factor (flest citationer) på omkring 5 som det nu førende tidsskrift inden for geovidenskab. At det har taget bare et par år at indtage den position, overrasker selv den tyske chefredaktør på ACP, Ulrich Pöschl.

“Den meget positive udvikling skyldes, at der på ACP er fri adgang til både at læse og bedømme forskningen. Der er også et frit diskussionsforum, som alle kan følge, så det giver fuld åbenhed om forskningens kvalitet, men også af bedømmelserne af den”, siger Ulrich Pöschl, som til daglig er forsker i atmosfærisk fysik og kemi og klima ved Max Planck-universitetet i Mainz.

Visionen bag det interaktive tidsskrift er at promovere videnskabelig forskning igennem en model i to faser. Første fase består af interaktiv peer review (fagfællebedømmelse) og en offentlig diskussion om forskningen og af den indsendte artikel. I fase to bliver forskningen publiceret open access, når den bedømmes “god nok”. 

Større gennemsigtighed
Ofte tager det bare fire til seks uger, fra ACP modtager en forskningsartikel, til den publiceres open access. Tidsskriftet publicerer og præsenterer dermed ny forskning langt hurtigere, end traditionelle tidsskrifter kommer i nærheden af, forklarer Ulrich Pöschl. Det bliver til fordel for alle involverede parter, pointerer han.

“Systemet udnytter internettets muligheder for offentlig deltagelse og delagtiggørelse, som sikrer gennemsigtighed og større effektivitet”, siger Ulrich Pöschl.

Grunden til ACP’s topplacering blandt geovidenskabelige tidsskrifter er ifølge Pöschl, at tidsskriftet både er open access og interaktivt. Tilknyttede forskere til ACP har i det elektroniske system mulighed for anonymt eller med navns nævnelse helt åbent at diskutere og fremlægge argumenter for og imod forskningen i fase et, før forskningen publiceres endeligt i fase to.

Det giver fri lejlighed for offentligheden til løbende at følge med i udvekslingen af forskernes argumenter for og imod forskningen. Den gennemsigtighed sikrer ifølge Ulrich Pöschl både en større effektivitet, og at forskningen ikke styres i en bestemt retning med skjulte hensigter.

“Det er i virkeligheden en klassisk peer review-proces, som vi gør mere gennemsigtig. Bedømmelsen af forskningen er stadig det vigtigste, men vi kan med dette system også få kommentarer fra interesserede i offentligheden. Mange traditionelle tidsskrifter giver slet ikke den mulighed for offentlig peer reviewing endnu”, siger Ulrich Pöschl. 

Fordel for forskerne
ACP udgives af organisationen European Geosciences Union, som står bag yderligere en række open access-tidskrifter inden for fysik, kemi og klima.

Tidsskriftet har omkring 100 forskere fra hele verden tilknyttet som medredaktører og fagfællebedømmere af den indsendte forskning. En af medredaktørerne er danske Jørgen Brandt, som er seniorforsker og sektionsleder på Danmarks Miljøundersøgelser på Aarhus Universitet. Han mener, der er store perspektiver i, at peer reviews bliver lagt åbent frem i offentligheden.

“Det er et rigtig godt tiltag, for der er ingen grund til at holde bedømmelsen skjult. Det er kun en fordel og en hjælp til den enkelte forsker, at kritikken er offentlig, for så kommer man mere bag om både artiklen og selve forskningen”, siger Jørgen Brandt.

ACP er med sin impact factor på knap 5 stadig langt fra de største traditionelle videnskabelige tidsskrifter som Science og Nature. Men inden for forskningsfeltet atmosfærisk fysik og kemi ligger tidsskriftet nummer et. Det har en stor betydning for den voksende interesse for tidsskriftet, forklarer Jørgen Brandt.

“Når der kommer et stigende antal artikler, og de publiceres hurtigt, så øges produktionen også automatisk, og chancen for at blive citeret bliver større. På ACP er der gode digitale værktøjer, som gør, at processen ikke sættes i stå eller bliver langsom som på mange traditionelle tidsskrifter. Derfor indsender flere og flere forskere nu artikler til ACP. Det er en positiv spiral, som forhåbentligt vil fortsætte”, siger Jørgen Brandt.