11.12.2009
Artikel

Nyt Google-forlig frigiver danske forfattere og forlag

Google dropper masseforlig med forlag og forfattere i hele verden om scanning af bøger til et digitalt bibliotek. I et nyt, revideret forlig er kun få lande inkluderet, og det frigiver danske forlag og forfattere.

Af Martin Ejlertsen

En verdensomspændende kampom bøger til millioner af dollars fortsætter med at udvikle sig. Den handler om ophavsretten til bøger og andre skrifter, som bliver scannet til brug på internettet.

Google har siden 2004 scannet mere end syv millioner bøger og skrifter fra amerikanske biblioteker til et digitalt bibliotek. Det har ført til adskillige retssager, fordi forfattere og forlag i hele verden hævder, at Google krænker deres ophavsret. Det afviser Google. De amerikanske parter kom til et forlig tidligere i år, som beskrevet i Magisterbladet nr. 5/2009. Forliget sikrede rettighedshaverne kompensation på 45 millioner dollars. Derudover skulle Google betale over 34 millioner dollars til vedligeholdelsen af det digitale bogregister, som skal forvalte indtjeningen til rettighedshaverne. Men sagen har taget flere drejninger undervejs. I midten af november kom endnu en.

Den nye drejning er ifølge Dansk Forfatterforening og Forlæggerforeningen godt nyt for danske forfattere og forlag. Den 14. november kom Google og de amerikanske repræsentanter i forligsgrupperne frem til en revideret forligstekst, som kun omfatter bøger udgivet i USA, Canada, England og Australien, eller som er registreret hos United States Copyright Office. Det udelukker ifølge de danske brancheforeninger stort set alle danske bøger og skrifter.

Google har dermed lyttet til indsigelserne mod den tidligere forligsaftale, som omfattede bøger udgivet i hele verden, lyder Forlæggerforeningens vurdering.

”Forliget er nu langt mere spiseligt. Den nye forligstekst vedrører som udgangspunkt nu rettighedshavere, som selv har været med til at forhandle forligsteksten. Rettighedshavere fra hele verden og også Danmark var med den første forligstekst blevet en del af et forlig, som vi slet ikke havde været med til at forhandle”, siger juridisk konsulent i Forlæggerforeningen Christine Bødtcher-Hansen.

Kulturelt problem
I den tidligere forligsaftale skulle danske forfattere udfylde et cashpayment-skema og indsende det til Google inden den 5. januar 2010 for at kunne få royalty for deres værker. Den skæringsdato blev senere udsat til juni 2010. Nu er datoen slet ikke aktuel for danske forfattere og forlag. Den udvikling glæder også formand i Dansk Forfatterforening Lotte Garbers.

”Til et anslået marked på 250 millioner brugere var Googles kompensation på 50-60 kroner i royalty for et værk helt uinteressant”, siger Lotte Garbers.

Hun mener dog stadig, at problemet er så vidtrækkende, at revisionen af forligsteksten ikke dækker. Google fortsætter nemlig scanningen af bøger, og den digitale udvikling vil ifølge hende overhale branchen indenom, hvis der ikke findes nye digitale modeller.

”Vi står over for et stort kulturelt problem, hvor den digitale udvikling truer ophavsretten, som sikrer mangfoldigheden og kunsten til offentligheden ved ikke at misbruge ejendomsrettigheden. Ophavsretten garanterer, at ophavspersonen kan tjene penge på sit værk. Hvis forfattere ikke tjener penge på deres arbejde, finder de på noget andet at leve af”, siger Lotte Garbers.

Den reviderede forligstekst mellem Google og de sagsøgende forligsgrupper skal godkendes af retten i USA i starten af december måned.