11.12.2009
Artikel

KU nedlægger 130 stillinger

Regeringens storstilede satsning på nye ph.d.-studerende ser nu indirekte ud til at koste fastansatte forskere jobbet på Københavns Universitet. Det Naturvidenskabelige Fakultet bliver igen kraftigt beskåret.

Af Thomas Bøttcher

Ph.d.-studerende ansættes på livet løs, mens deres vejledere fyres. Det kan blive konsekvensen, efter at rektor Ralf Hemmingsen har bebudet nedskæringer i lønudgifterne på Københavns Universitetet (KU) svarende til 130 faste stillinger.

Ifølge Magisterbladets oplysninger rammer besparelserne blandt andet Det Naturvidenskabelige Fakultet, der står til at skulle skære ca. 50 stillinger bort. Fakultetet har så sent som i januar nedlagt 70 stillinger som følge af en anstrengt økonomi. Også LIFE forventes at blive ramt hårdt med nedskæringer svarende til 35-40 stillinger, mens 20 stillinger nedlægges i universitetets fællesadministration. Farma og Samfundsvidenskab rammes også, mens kun Humaniora og Sundhedsvidenskab ser ud til at undgå fyringer.

Så sent som 4. september var beskeden fra rektor ellers, at der ikke var udsigt til afskedigelser, men ifølge Ralf Hemmingsen har det faldende bruttonationalprodukt betydet, at regeringen har kunnet indfri målet om at tildele sektoren 1 pct. af BNP, som sammen med finanskrisen giver færre midler end oprindeligt forventet.

Herudover spiller det ind på universitetets muligheder for at manøvrere, at en lang række midler i finansloven er bundet til specifikke puljer. Det gælder blandt andet en stor pulje til fremtidige investeringer i laboratorier, ligesom Ralf Hemmingsen i dagbladet Information og på et møde i KU’s hovedsamarbejdsudvalg har peget på, at en øremærket pulje på 100 mio. kr. til ph.d.-studerende betyder, at universitetet får færre frie basismidler til næste år.

Stor ph.d.-vækst spiller ind
De øremærkede penge til ph.d.-studerende svarer netop til det beløb, der mangler, for at budgettet løber rundt, og dermed ser det ud til, at regeringens globaliseringsstrategi om at fordoble antallet af ph.d.-studerende ad omveje bliver en medvirkende faktor i nedskæringerne. En strategi, som KU har tilsluttet sig ved at love Videnskabsministeriet en betydelig vækst på 2.400 ph.d.-studerende, herunder 863 nye ph.d.-ansættelser i 2010.

Ralf Hemmingsen mener dog ikke, at universitetet selv har været medvirkende til, at ”ph.d.-studerende ansættes, mens deres vejledere fyres”, som en spydig kommentar lyder på KU i disse dage.

“Det er rigtigt, at der er en binding på 100 mio. kr. i vækst på ph.d.-siden, men det har vi vidst i flere år. Det, der gør situationen vanskelig er, at der på grund af finanskrisen og faldet i BNP mangler 100 mio. kr., der sådan set skulle ligge oven over”, siger Ralf Hemmingsen.

Ifølge fællestillidsmand for det akademiske personale på KU Leif Søndergaard skyldes de nuværende problemer også konservatisme fra universitetets side.

“KU regner med, at budgettet for de eksterne bevillinger stiger med 16,7 pct. til næste år. Så mens man på den ene side siger, at basismidlerne bliver skåret ned, har vi altså en stærk forøgelse af vores eksterne bevillinger. Som medarbejdere siger vi, at det må betyde, at man skal bruge en masse af de eksterne midler til de fastansatte i stedet for at fyre dem og så ansætte løst ansatte i stedet for”, siger Leif Søndergaard, der peger på, at halvdelen af Det Naturvidenskabelige Fakultets bevillinger i dag er eksterne.

Ralf Hemmingsen ser gerne den mulighed anvendt.

“Jeg er enig i, at man kan flytte ansatte fra statsfinansierede stillinger til fondsfinansierede stillinger, hvor det er fagligt muligt og relevant. Det fordrer selvfølgelig, at det er enheder af en vis størrelse, for ellers kan du ikke absorbere svingninger fra år til år i de eksterne bevillinger. Men i princippet ja, og det er også et af de områder, som enhederne, der skal spare, forventes at tjekke igennem”, siger han.