27.11.2009
Artikel

Det tredje topmøde foregår hjemme i sofaen

Af Pernille Siegumfeldt

Når 3.000 mennesker fra hele verden bliver indkvarteret hjemme hos 2.000 danskere, de ikke før har mødt, gentænker både gæster og værter ofte den måde, de lever på.

Det er drivkraften bag et socialt eksperiment, af organisatorerne også kaldet det tredje topmøde, som et internationalt kunstnercommunity står bag. Sammen med kurator og kulturformidler Christian Skovbjerg Jensen, har wooloo.org brugt det seneste år på at organisere en omfattende privat indkvartering af gæster, der kommer til København i forbindelse med klimatopmødet i december. De kalder projektet for New Life Copenhagen.

“Vi er med til at organisere et kæmpe kulturmøde, samtidig med at vi hjælper med at løse et helt konkret indkvarteringsproblem for en masse mennesker under topmødet. Vi tror på, at der sker noget, når folk fra så forskellige steder som El Salvador, New Zealand og Ungarn bliver inviteret indenfor i de danske stuer. Tanken er, at de involverede skal blive berørt og forhåbentlig inspireret til i nogle tilfælde at bringe deres liv i en ny retning”, forklarer Christian Skovbjerg Jensen.

New Life Copenhagen er finansieret af blandt andre Statens Kunstråd, Kulturkontakt Nord, Fonden til markedsføring af Danmark, Statens Kunstfond og Københavns Kommune. Det sociale eksperiment støttes også af en række organisationer, blandt andre WWF og Danmarks Naturfredningsforening.

New Life Copenhagen er mindre optaget af, om folk bliver mere omhyggelige med at slukke lyset efter sig eller slukke for computeren, når den ikke bliver brugt.

“Det tredje topmøde handler om at sprede almindelige, klimaengagerede menneskers tanker og ideer og på den måde sætte en mere overordnet dialog i gang om, hvordan vi indretter os bæredygtigt her på planeten. Det var ikke sket, hvis de mange gæster bare skulle hjem på hotellet om aftenen”, anslår kuratoren.

Op imod 7.000 mennesker deltager, enten som gæster eller klimaværter. Under opholdet inviterer New Life Copenhagen til forskellige begivenheder og kunstneriske events. Fx tager en svensk kunstnergruppe, Raketa, ud i 10 hjem, rykker rundt på tingene og vender værts- og gæsterollen på hovedet. Der er en performance på Rådhuspladsen, og der bliver også mulighed for – med kunstnergruppen Superflex’ mellemkomst – at underskrive en kontrakt, der forpligter til en økologisk begravelse, hvis man dør under topmødet.

Det er altså mere end en sofa, som Christian Skovbjerg Jensen og samarbejdspartnerne Sixten Kai Nielsen og Martin Rosengaard forventer, at klimaværterne stiller til rådighed.

“Du kan sammenligne det med nogle af de andre kunstprojekter, jeg har været kurator på, hvor vi rykker kunsten ud i gaderne, ud på arbejdspladserne, der, hvor folk kommer, i stedet for at forsøge at lokke dem til selv at opsøge det. Her bringer vi fællesskabet og samtalerne om klimaudfordringerne direkte hjem i folks stuer, samtidig med at vi løser et praktisk problem omkring indkvartering. Forhåbentlig bliver det til den gode fortælling om et socialt eksperiment med udgangspunkt i danskernes gæstfrihed,” siger Christian Skovbjerg Jensen.