27.11.2009
Artikel

MP’s medlemmer renser ud i bestyrelse

MP Pensions medlemmer har stemt fem nye ansigter ind i pensionskassens bestyrelse. Ingen nuværende medlemmer af bestyrelsen blev valgt igen.

Af Lisbeth Ammitzbøll
For lidt. For sent. For dårligt. MP’s medlemmer har fældet en klar dom over pensionskassens gamle bestyrelse.

Valget i november gav således 0 pladser til de opstillede gamle bestyrelsesmedlemmer. I stedet har MP’s medlemmer sat deres kryds ud for fem helt nye ansigter. Ud af disse fem kandidater har de fire under valgkampen beskrevet sig selv som uafhængige kandidater, det vil sige uafhængige af fagforeningerne bag MP Pension.

“Det er tydeligt, at medlemmerne ikke har haft tillid til den siddende bestyrelse”, siger Lars Kalsen, der blev valgets topscorer med næsten 3.000 stemmer.

Lars Kalsen har gennem længere tid stået i spidsen for mange medlemmers kritik af pensionskassens tilbud om nye pensionsvilkår. Tilbuddet blev markedsført sidste efterår som en stor fordel for pensionskassens medlemmer. Det gik blandt andet ud på, at medlemmerne skulle give afkald på eksisterende rentegarantier.

De fleste MP-medlemmer sagde ja tak til tilbuddet, der senere blev skarpt kritiseret af Finanstilsynet for at være mangelfuldt og i strid med god skik for finansielle virksomheder. Alligevel afviste MP Pensions bestyrelse at give medlemmerne mulighed for at fortryde deres tidligere valg.

Kritiker vil samarbejde
MP Pensions bestyrelse består af ni personer. Foruden de fem nyvalgte udpeger fagforeningerne fire medlemmer, hvoraf det ene skal være revisorkyndigt.

Først efter nytår kan den nye bestyrelse træde i funktion og konstituere sig.

“Det er vigtigt, at den nye bestyrelse arbejder sammen som et hold”, understreger Lars Kalsen.

“De faglige foreninger ejer jo de overenskomster, der er koblet til pensionsordninger, så jeg håber meget, at de vil bidrage til et konstruktivt bestyrelsesarbejde og være med til at arbejde målrettet og positivt med MP. De faglige foreninger kan bidrage med megen viden og erfaring, og det håber jeg, at de vil gøre”, siger Kalsen, der gik til valg på at forbedre kommunikationen til pensionskassens medlemmer.

“Jeg vil arbejde stærkt på, at medlemmerne allerede i foråret 2010 kan få en bedre oversigt, hvor de klart kan se den fulde konsekvens af indførelsen af de nye vilkår. Det gælder, uanset om man har valgt den nye eller den gamle ordning”, siger Lars Kalsen.

Næstformand ikke valgt
Pensionskassen nuværende formand, Jytte Freisleben, stillede ikke op til valget.

Pensionskassens nuværende næstformand, Bjarne Andresen, blev ikke genvalgt. Han er overrasket over resultatet.

“Jeg er først og fremmest overrasket over den meget lave valgdeltagelse,” siger Bjarne Andresen med henvisning til, at kun omkring 12 procent af MP’s medlemmer har stemt. Han opnåede selv 1.676 stemmer, der rakte til en 6.-plads.

Bjarne Andresen kan ikke vurdere, om det er sagen om nye pensionsvilkår, der har fået medlemmerne til at stemme på nye ansigter.

“Jeg havde regnet med, at balladen ville have fået flere medlemmer til at stemme. Men det gjorde den altså ikke,” konstaterer han.

Valget betyder, at kun det medlem, som DM i december udpeger fra egen midte, kommer med organisatorisk erfaring fra DM. Tidligere år har der typisk været to eller tre medlemmer med tilknytning til DM i pensionskassens bestyrelse.

“Jeg er meget bekymret over, at magistrenes fingeraftryk er så få i den nye bestyrelse”, siger Bjarne Andresen.

Forud for valget har MP Pension haft en turbulent tid. Historien kort:

Valgets forshistorie
  • April 2007: En generalforsamling i MP Pension siger ja til bestyrelsens ønske om at arbejde for nye pensionsvilkår.
  • April 2008: Efter forslag fra nogle medlemmer kræver årets generalforsamling en uvildig rapport om de nye vilkårs konsekvenser for det enkelte medlem.
  • August 2008: Bestyrelsen offentliggør rapporten, hvis forfatter driver et firma, SB Aktuar, sammen med en af MP Pensions egne ansatte. Ifølge juraprofessor Lennart Lynge Andersen er rapportens forfatter inhabil. MP afviser kritikken.
  • September 2008: MP Pension sender breve ud til MP’s medlemmer og opfordrer dem til at vælge nye vilkår, hvor de opgiver deres rentegarantier. Uafhængig pensionsrådgiver Kim Valentin vurderer, at pensionskassens materiale underdriver risikoen ved den nye ordning. MP afviser kritikken.
  • September 2008: Utilfredse medlemmer af MP Pension klager til Finanstilsynet. De mener, at MP’s materiale ikke lever op til lovens krav om redelig information. MP afviser kritikken.
  • November 2008: Indsamling af underskrifter fra vrede medlemmer tvinger MP Pension til at indkalde til ekstraordinær generalforsamling.
  • December 2008: Den ekstraordinære generalforsamling forkaster rapporten fra SB Aktuar. Dagordenens andet punkt er en ny frist for valg af nye pensionsvilkår. Dirigenten, der er valgt på anbefaling af MP’s bestyrelse, nægter at sætte forslaget til afstemning.
  • Februar 2009: Finanstilsynet giver MP Pension to påtaler og et påbud. Finanstilsynet vurderer, at MP Pensions materiale om nye pensionsvilkår er i strid med god skik for finansielle virksomheder og med krav til information om livsforsikringsaftaler.
  • November 2009: Valg til MP Pensions bestyrelse. Ingen af de tidligere bestyrelsesmedlemmer på valg bliver genvalgt.