27.11.2009
Artikel

Det er teatret, der trækker

På teatret nyaveny_ arbejder skuespillere og personale i en samlet enhed for at overleve. Rikke Lund Heinsen har forladt god løn og karrieremuligheder som ansat i staten for igen at blive en del af det nærmiljø, som lever og ånder teater.

Af Martin Ejlertsen

“Det har ingen værdi, hvis det ikke tilføjer noget til fællesskabet”. Kaffekoppen stilles med et klonk på mødebordet i kontoret. Hun kigger op med et fast, men venligt blik og smiler så.

Lyset bakser med at finde vej fra en grå himmel gennem skråvinduet på første sal af det i dag mere end 100 år gmle hvide og iøjnefaldende hus for enden af Frederiksberg Allé i København, der huser teatret NYAVENY_.

Her arbejder skuespillere, scenografer og teknikere og Rikke Lund Heinsen som eneste magister med det, som de brænder for: teater. Er det høj løn og faste arbejdsvilkår, man går efter, så er det ikke indgangsdøren til teatret på Frederiksberg Allé 122, man skal entrere. Alligevel valgte Rikke for nogle måneder siden at ”kaste alle kortene op i luften” og gå ind ad netop den dør for at blive husets PR- og kommunikationsmedarbejder.

Det er en råkold og fugtig mandag i november. Der er et større vejrarbejde i gang lige foran indgangspartiet til NYAVENY_. Her vil publikum om mindre end to uger valfarte igennem for at se forestillingen “PPP – Pier Paolo Pasolini”.

Det håber Rikke i hvert fald, for hun har haft ansvaret for at promovere den.

På bagsiden af teatrets velkendte hvide facade, som er klistret til med orange tape med NYAVENY_ påskrevet, kan man gå igennem en grøn gitterport. Her bagved teatret ligger en tilbygning sammen med et par andre mindre bygninger. Det ligner mest af alt en lille kolonihaveforening. Det synes teatrets personale åbenbart også. Tilbygningen kaldes nemlig “Kolonihaven”. Det er her, teatrets kontorer, omklædningslokaler og systue ligger. På første sal i “Kolonihaven” har Rikke kontor, som hun deler med teatrets administrationschef, Helle Haagen.

Rikke er cand.mag. i fransk og teatervidenskab. I sommer forlod hun en fast fuldtidsstilling som embedsansat i Kulturministeriet til en god løn og med faste arbejdsvilkår til fordel for en 10 måneders kontrakt på halvtid uden overenskomst som PR-medarbejder med NYAVENY_, det gamle Dr. Dante.

Hendes nye arbejde er et frivilligt tilvalg af en usikker fremtid. Teatret lukker med stor sandsynlighed ved sæsonafslutningen i juni næste år, når kontrakten mellem NYAVENY_ og staten udløber.

“Jeg bejler til en freelancetilværelse, og den er sikkert kommet for at blive. Det er min familie også helt indforstået med. Situationen her på teatret er sårbar, og det ved alle, som arbejder her. Men her kan jeg udfolde mig som akademiker på et højt kreativt niveau, lige hvor det sker. Det er det, jeg vil”, siger Rikke.

Med jobbet på NYAVENY_ gik hun mange tusinder kroner ned i løn om måneden, men det er ikke løn og faste arbejdsvilkår, som er drivkraften for hende.

“Vi skal performe sammen. Det er enheden, og at alle brænder for projektet, der er drivkraften for mig. Det får mig til at arbejde her længere dage, end jeg er lønnet til, og det får mig til at møde frivilligt for at hjælpe med lørdagsprøverne eller til at pille facadeskilte ned på en regnvejrssøndag”, siger hun. 

Stilladset
I “Kolonihaven” er der også en lille frokoststue med et tilhørende køkken i bedste sommerhusstil. Det er lidt fugtigt og mørkt, og både kopper og bestik er af ældre dato. Men her emmer af hygge.

I midten af rummet står et lille spisebord med dug. Her spiser både skuespillere og personale bag scenen deres egen medbragte frokost sammen. Her mødes alle også i pauserne, og snakken går livligt.

På en stor hvid opslagstavle ved endevæggen hænger nye og ældre teaterplakater imellem diverse huskesedler. Midt i virvaret af papirer, men dog ret tydeligt, hænger Rikkes ”stillads”, som hun kalder det. Det er hendes liste over de arbejdsopgaver, som er vigtige for hele huset, og som hun løbende løser.

“Der er meget af mit daglige kommunikationsarbejde, som er usynligt. Det kan ikke rigtig måles. Det er vel ret typisk for akademisk arbejde. Derfor har jeg lavet min egen liste, så alle løbende kan se, hvad jeg har udrettet”, siger Rikke.

Selv om hendes tidligere job i Kulturministeriet gav gode muligheder for en progressiv karriere, og lønnen var betragtelig bedre end nu, var det ikke nok for hende. Også selv om jobbet beskæftigede Rikke med teaterverdenen. Hun vil være i midten af det hele. Og det er hun kommet. Ud over halvtidsstillingen på NYAVENY_ arbejder Rikke også på halvtid som uddannelsesproducent for scenografuddannelsen på Statens Teaterskole.

“Jeg har stort set altid været alene magister, hvor jeg har været ansat. Men at være akademiker på NYAVENY_ er ikke noget særligt. For mit arbejde her har ingen værdi, hvis det ikke tilfører noget til fællesskabet. Det er netop, hvad der gør arbejdet her så givende for mig”.

På teatret er Rikke ikke bare PR-ansvarlig. Hun hjælper med scenografi, fejer gulv og assisterer instruktør og skuespillerne. Arbejdsopgaverne kan være ret så pudsige. Hun er eksempelvis på jagt efter en ”gigantdildo” til den aktuelle forestilling. En sådan støver man ikke bare lige op, forklarer hun med et smil.

Rikke giver en hånd, hvor der er brug for det. Og hænder, det er der i særlig grad brug for i disse dage.

Teatret er midt i opløbet til “PPP – Pier Paolo Pasolini” og er velsagtens, hvad man kunne kalde, på den anden ende. Der er bare ni dage til premieren, og der er derfor et rend af mennesker i huset. Det er nu, en masse ender skal samles. Det er især Rikkes ansvar at samle trådene mellem teatret og virkeligheden udenfor. 

Pier Paolo Pasolini
Denne mandag er teatret samlet om et stort projekt: En af Danmarks mest anerkendte fotografer, Per Morten Abrahamsen, skal tage pressebilleder af forestillingen, som Rikke kan bruge til PR. Skuespillerne skal derfor samles og spille nogle af akterne igennem for kameraet.

Forestillingen “PPP – Pier Paolo Pasolini”, som spiller fra den 25. november til den 17. december, handler om en af Italiens og filmhistoriens mest kontroversielle instruktører, der blev slået ihjel for den kompromisløse kunst, han frem til sin død i 1975 kreerede. De ni skuespillere danser rundt i kostumer til italiensk musik, mens Per Morten Abrahamsen kaster sig rundt på gulvet for at fange handlingen fra alle tænkelige vinkler. Sveden pisker ad ham. Rikke går nervøst rundt i kulissen. Hun sætter sig på tilskuerpladserne. Bare det hele klapper.

Med et skuespillerhold på ni ud over instruktør, scenografer, designere og teknikere er det en stor forestilling for et åbent teater, som NYAVENY_ er, forklarer Rikke.

“Det er på en gang en smal og en bred forestilling. Der er nok ikke den store, brede genkendelse af figuren Pasolini, og det har gjort det til en udfordring at sælge forestillingen til pressen. Omtale er afgørende for, at danskerne hører om dette stykke. Men selv om det er en skæv instruktør, appellerer stykket med scenografien, humoren og den store opsætning med flere skuespillere bredt, så jeg tror, det vil vække begejstring”, siger Rikke.

Hun har i arbejdet med stykket trukket “Salo-kortet”, som hun forklarer sit promoveringsarbejde.

Pasolini står ifølge mange filmeksperter den dag i dag stadig bag filmhistoriens måske mest kontroversielle film “Salo” fra 1975, som bygger på Marquis de Sades fortælling “Salo – 120 dage i Sodoma”. Promoveringen har været centreret om den film.

“Dette stykke spiller midt i en juletid, og der er godt nok ikke meget nisseland over det. Til gengæld vil det med fem akter, ni skuespillere og en handling om et skævt, kunstnerisk liv give publikum noget helt andet”, siger Rikke. 

Akvariet
Telefonen ringer. Nu sker der noget på omtalefronten. Politikens tillæg iByen vil lave en større omtale og skal have interview med dramatikeren bag stykket, Claus Flygare. Kort efter følger endnu en opringning til Rikke. Det er TV2 Lorry, som vil komme forbi og lave optagelser fra prøverne og om muligt interviewe de medvirkende.

“Hvad siger I til, at optagelserne bliver fra prøverne uden kostymer? Holdet er meget presset lige nu op til premieren, men jeg vil gerne imødekomme både jer og skuespillerholdet”, siger Rikke.

Aftalen bliver indgået, og hun kan tilføje endnu et delmål til sit “stillads”, som straks bliver hængt opdateret op på opslagstavlen i spisestuen.

Rikke går tilbage til sin plads på kontoret, hvor stilheden nu kun brydes af lyden fra en lind strøm af rindende vand i hjørnet under den hvide skråvæg. Her står et bowleformet akvarium på et lille bord. Det stammer fra teatret Kaleidoskop, hvor flere af medarbejderne på NYAVENY_ tidligere var ansat.

I forbindelse med usikkerheden om Kaleidoskops fremtid købte en af medarbejderne akvariet med tre fisk opkaldt efter teatrets tre scener for at lappe lidt på den dårlige stemning. K1, K2 og K1/2 døde dog – onde tunger vil vel nærmest sige symbolsk, da Kaleidoskop lukkede endeligt i sommer. Nu står akvariet på NYAVENY_, og Gubi og Guantanamo ser ud til at trives i deres hjem bag ved Rikke.

NYAVENY_ lukker dog nok også. Efter al sandsynlighed, når teatersæsonen slutter i juni 2010. Hvad det betyder for akvariet og Gubi og Guantanamos fremtid, er endnu uafklaret. Men Rikke satser på, at der nok skal dukke nye muligheder op for hende. Det har der gjort hidtil.

“Vi er i en opbrudstid på den københavnske teaterscene, så der kan nå at ske rigtig meget inden juni næste år. Den tid, den udfordring, og ikke den bekymring”, siger Rikke.