27.11.2009
Artikel

Kontrol versus frihed

Hvor går grænsen for kontrollen med universiteterne? OECD-analytiker Stephan Vincent-Lancrin og formanden for universitetslærerne i DM, Leif Søndergaard, giver her deres svar på spørgsmålet.

Af Thomas Bøttcher

Den fortsatte ekspansion af videregående uddannelse lægger pres på den offentlige finansiering. Befolkningernes gennemsnitsalder stiger. Ændringerne i verdensøkonomierne betyder, at videregående uddannelse får endnu større betydning. Det er samtidig blevet nemmere at flyve og bevæge sig. Det skaber et nyt globalt marked for universiteter, der er blevet mere synlige for resten af verden. Universiteterne konkurrerer med hinanden.

Scenariet, eller manuskriptet, om man vil, har i de senere år haft stor indflydelse på den måde, regeringer styrer universiteter på, også i Danmark. Det er også identisk med de udfordringer, Stephan Vincent-Lancrin, analytiker ved OECD’s Center for Educational Recearch and Innovation, peger på, når han skal svare på, hvad der kommer til at styre politiske beslutninger for universitetsområdet i OECD’s medlemslande i fremtiden. Stephan Vincent-Lancrin var inviteret til at holde oplæg på DM’s konference om styringsmekanismer i uddannelses- og forskningsverdenen, og i den anledning interviewede Magisterbladet ham sammen med formanden for universitetslærerne i DM, Leif Søndergaard.

Som at sammenligne svømning med fodbold
Stephan Vincent-Lancrin, universiteterne skal have mere autonomi, men samtidig kontrolleres mere. Hvordan hænger det sammen? 

Stephan Vincent-Lancrin:
“Når du giver mere autonomi, vil du også vide, hvordan de offentlige midler bliver brugt. Vanskeligheden er, at forskning til en vis grad handler om at tage chancer. Du kan nemt iværksætte målingsmekanismer, der dræber den risikobetonede forskning, men giver god forskning kvantitativt set. Derfor skal der være en balance mellem konkurrencebetonede mekanismer og faste finansieringsformer. Men der er også et andet perspektiv: Universitetsansatte skal opdateres med den nyeste viden og til en vis grad forske, men ikke alle kan være topforskere. At give alle samme andel er derfor ikke en særlig effektiv måde at bruge pengene på, ligesom det heller ikke dur at allokere alle dine midler til konkurrence eller til dem, der lige nu anses for de bedste forskere”.

Leif Søndergaard: “Der er en tendens til, at alt skal være konkurrence. Men du kan ikke lade et fodboldhold konkurrere med et svømmehold. Så når du laver konkurrence, beder du også folk om at lave det samme, for ellers kan du ikke sammenligne. På den baggrund bør konkurrence ikke gælde grundforskning. Det kan være i orden med anvendt forskning, hvor du har et mål og kan efterspørge noget bestemt, men balancen er tippet for meget over mod konkurrence”.

Stephan Vincent-Lancrin: “Jeg er enig. I mange lande anses det – primært på grund af de internationale rankings – for afgørende at skabe verdensklasse-universiteter. Det kræver mange penge og er risikobetonet. I Tyskland har du en anden og mere lige model, som betyder, at universiteterne ikke ligger i top-100, men i top-500. De har afdelinger i verdensklasse, mens andre ikke har samme kvalitet. Men måske er det bedre for systemet, for du har en tendens til en overordnet høj kvalitet. På den anden side er en helt udifferentieret forskningsallokering ineffektiv, for nogle forskere er bedre end andre. Under alle omstændigheder er problemet ved at måle, at der er en tendens til at glemme, at fiasko er en del af forskningen”.

Okay at forlange afrapporteringer
Da man i Danmark introducerede autonomien, afskaffede man samtidig det kollegiale system. Hvordan ser du dette?

Stephan Vincent-Lancrin:
“Igen er det et spørgsmål om balance. Kollegialitet er meget vigtigt, og faktisk tillader autonomi, at du samtidig har noget mere kollegialt end det, du havde før. I nogle tilfælde var problemet, at det var vanskeligt at træffe beslutninger. Men selvfølgelig skal en rektor ikke bestemme alt. Han kan fx ikke vide, hvem der er de bedste folk på de forskellige områder”. 

Leif Søndergaard: “I det gamle system havde vi gode og dårlige ledere, og det har vi også i dag. Den store forskel er – fordi der ikke er megen demokratisk kontrol – at de dårlige ledere har magt til at træffe en masse dårlige beslutninger. I stedet for skulle man have effektive administrative ledere, mens al den akademiske ledelse skulle være kollegial”.

Stephan Vincent-Lancrin: “Men kan lederne træffe akademiske beslutninger i Danmark? Kan de fx ansætte folk?” 

Leif Søndergaard: “Ja. Lederne kan træffe beslutninger om uddannelse og forskning, så de har virkelig meget magt. Vi har akademiske råd, men ifølge loven kan de kun godkende doktor- og ph.d.-afhandlinger. Det er al den magt, de har”. 

Stephan Vincent-Lancrin: “Der er ikke noget perfekt system. Det vil også altid være et spørgsmål om, hvilke personer der bestemmer”.

Danmark er ved at indføre en model, hvor en del af den offentlige finansiering gives på baggrund af publicering. Hvordan ser du dette?

Stephan Vincent-Lancrin:
“Da man indførte sådant et system i England, førte det til mere kvantitativ forskning. Siden har man raffineret systemet og givet den “betydningsfulde’ forskning” mere plads. Jeg tror ikke, bibliometri skal styre forskningen. På den anden side er det vel legitimt at bede forskere afrapportere. Man skal bare huske at differentiere mellem discipliner og sikre, at fokus ligger på kvalitet. Omvendt igen er det vanskeligt at måle kvalitet”.

Leif Søndergaard: Jeg er enig. Det er meget problematisk, hvis du kun bruger bibliometri som markør. De mest prestigiøse tidsskrifter inden for naturvidenskab, “Science” og “Nature”, er også de tidsskrifter, der har publiceret flest artikler, hvor videnskabelig svindel har været involveret”.

Stephan Vincent-Lancrin: “Et af de store spørgsmål er, hvordan man giver innovativ forskning bedre muligheder. I mange tilfælde vil gode tidsskrifter publicere innovativ forskning. Men hvis metodologien er meget forskellig fra den, som normalt benyttes, kan det være mere vanskeligt. En tendens er også, at man belønner dem, som allerede har opnået meget. Det er fx tilfældet i USA. Men det engelske system fungerer efterhånden godt, synes jeg”.

Det er undervisningen, der tæller
Stephan Vincent-Lancrin, du peger blandt andet på, at man i højere grad bør adskille forskning og uddannelse. Hvorfor?
Stephan Vincent-Lancrin:
“I mange diskussioner om højere uddannelse er folk besatte af forskning. Hvorfor? Fordi forskerne har incitamenter til at blive gode forskere snarere end gode undervisere. Fordi institutionernes placering i internationale rankings baserer sig på forskning. Men kun 3 pct. af de studerende i OECD-landene tager en ph.d. Undervisning er det, der tæller for de resterende 97 pct.”.

Leif Søndergaard: “Jeg er helt enig i, at mange færdiguddannede aldrig kommer til at bruge deres forskningsfærdigheder, men stadigvæk synes jeg, at de får noget ud af universitetet, som de ikke kan få på en skole. Men jeg er enig i, at vi måske skal differentiere undervisning mere”.

Betyder det også at nogle skal være undervisere snarere end forskere?

Leif Søndergaard:
”Nej, jeg synes stadigvæk, forskerne skal være involveret i uddannelsernes grundlag. Hvis du uddanner en forsker, skal det være forskere, der tager sig af undervisningen. Hvis du uddanner en ingeniør, skal det også være en person, der har med forskning at gøre. Man skal ikke gøre som på de mellemlange videregående uddannelser, hvor underviserne primært er beskæftigt med undervisning og så hver andet år tager kurser for at få deres viden opdateret”.