13.11.2009
Artikel

Den gamle mand og bøgerne

Han har påvirket en hel generation af skole- og gymnasieelever med sit udvalg af moderne værker, da litteraturen endnu var dannelsens udgangspunkt. I et halvt århundrede har han haft kolossal indflydelse på, hvem der fik og ikke fik en optræden på poesiens og den skønlitterære scene i Danmark. Kritiker Torben Brostrøms liv og lejlighed er proppet med bøger. For nylig modtog han årets Bebop-pris.

Af Pernille Siegumfeldt

Han er 82 år og fortsat på lønningslisten hos dagbladet Information. Men selv om arbejdslivet tilsyneladende kører upåvirket videre for bladets mangeårige kritiker Torben Brostrøm, er der med alderen sket forandringer.

“At blive gammel er en opdagerfærd. Jeg har udviklet en større interesse for tilværelsen, i takt med at jeg får mindre tilbage af den. Jeg har heller ikke længere så travlt med at udrette noget. Nu driver jeg den af, når jeg har lyst. Og så har jeg fået mere tid til at læse bøger, jeg ikke skal bruge til noget, både amerikansk, fransk og nordisk litteratur”, fortæller Torben Brostrøm.

Det var ikke de 24 år som gymnasielærer eller de 13 år som professor ved Danmarks Lærerhøjskole, han for nylig blev hædret for, da han modtog årets Bebop-pris fra forlaget af samme navn. Det var for hans livslange virke som indflydelsesrig skribent, som kritiker og som inspirator for både læsere og forfattere.

“Grunden til, at han har fortjent Bebop-prisen, er, at han midt i de mange gøremål altid har haft, og har, et åbent øje – og et åbent øre – for det skæve, det cool, det hotte, det ikke-lige-definerbare, det afgørende, når mainstream-fortolkningen, den akademiske læsning, er klaret. Når ligesom det forventede er leveret”, hed det blandt andet i overrækkelsestalen fra redaktør på Bebop-forlaget Asger Schnack.

Den begrundelse er Torben Brostrøm ærligt talt lidt stolt af.

“Min rolle som anmelder var engang at stå på forfatterens side frem for på læserens. At introducere nyt, også når det var svært tilgængelige forfattere som Jørgen Gustava Brandt, Klaus Rifbjerg, Uffe Harder eller Inger Christensen. Jeg har været stadigt optaget af dem, der går sidelæns. I den yngre generation af forfattere oplever jeg en særlig sproglig udfoldelse og iagttagelsesevne hos kvinderne – fx Pia Juul, Juliane Preisler, Christina Hesselholdt og Naja Maria Aidt”, siger han.

Bøgerne vandt over violinen
Selv om Torben Brostrøms læsning i dag er mere lystbetonet, fornægter et langt liv som professionel læser sig ikke.

“Jeg skal helst have en blyant ved hånden, når jeg går i gang med en bog. Jeg får en ubændig trang til at notere ned i margin, hver gang jeg hæfter mig ved noget. Jeg sætter streger og markerer i alle mine bøger. Jeg tænker ved at skrive. Det er den måde, jeg finder ud af nyt på”, forklarer han.

Allerede som barn gik Torben Brostrøm til litteraturen med pennen inden for rækkevidde. Dengang var angrebet rettet mod de appetitlige OTA-bøger med eventyr og romantiske fortællinger, som han samlede på ved at spise rigeligt med havregryn. Også de slidte, overskrevne sider i udgaven af H.C. Andersens eventyr, som hans mor læste op af for Torben og hans to brødre, vidner om, at den er blevet gransket nøje og kommenteret flittigt undervejs.

Noter i bøgerne måtte han dog undlade, når han – bevæbnet med saltpastiller – cyklede hen på Frederiksberg Børnebibliotek for at læse efter skole. Her ville han hellere tilbringe eftermiddagen end sammen med sine brødre, der gravede skyttegrave til deres soldater og legede med Meccano.

“Jeg vil ikke betegne mig selv som et nørdet barn, men jeg har heller aldrig været så god til at lege. Selv om jeg var midterbarnet, lod jeg min ældste og yngste bror lege med hinanden, mens jeg læste og spillede som en gal på min violin”, husker Torben Brostrøm.

I dag er han taknemmelig for, at han – til sin egen overraskelse – dumpede til en optagelsesprøve på Musikkonservatoriet.

“Jeg elsker klassisk musik, men har ikke for alvor haft et talent for selv at spille. Sproget og litteraturen vandt over violinen, og det er jeg lykkelig for. Man kan kun arbejde så koncentreret, som jeg har gjort – og igennem så mange år – hvis man nærer en sand kærlighed til sin beskæftigelse. Den rene aflevering er dødbringende, hvad enten det er en artikel eller en undervisningssituation, hvor man bare lirer noget af. Til gengæld er det vidunderlige øjeblikke, når der opstår en samklang mellem sproget og verden. Når folk lever i sproget og ikke bare har det som et redskab. Det er nok derfor, jeg har flest kunstnere i min omgangskreds. Den sanselighed i udtrykket, som de mestrer, og som rækker længere end til de rene refleksioner, er vildt inspirerende og har været det for mig gennem hele mit liv.”