13.11.2009
Artikel

Hallo! Er der nogen derinde på Christiansborg?

Danmark kan prale af et hospitalsvæsen i særklasse. Men politikerne glimrer ved deres mangel på at motivere og kommunikere, mener magister Henrik Duch Laursen. Han opfordrer politikere og organisationer til at oprette faglige råd, så dialogen kan få det bedre.

Af Vivian Voldgaard

Først den gode nyhed: Danmark ligger nummer to på listen over Europas bedste hospitalsvæsener. Danmark bliver ifølge sundhedsøkonom Jes Søgaard, direktør hos Dansk Sundhedsinstitut, kun overgået af Finland i, hvad vi som land får ud af hver krone, der bliver placeret i sundhedsvæsenet. Når det kommer til personalets performance, slår kun Holland den danske arbejdsmodel. Så langt så godt.

Så til den mindre gode nyhed: Mens den gode kvalitet, som vores universitetshospitaler kan bryste sig af, er åbenlys for mennesker, der arbejder inden for hospitalsverdenen, går det knap så godt med at få øje på den for mennesker uden for. Det mener Henrik Duch Laursen, magister i dansk og kunsthistorie og til daglig it-konsulent på Klinisk Mikrobiologisk Institut på Aarhus Universitetshospital, Skejby.

Sammen med sygeplejerske Hanne Holst Long stod han den 24. september i spidsen for en debataften med titlen: Verdens Bedste Universitetshospital?! Målet var at få efterprøvet, om de danske universitetshospitaler nu også er så gode, som insiderne selv synes. Og få politisk fokus på, hvordan kvaliteten sikres i årene fremover.

I panelet sad fire regionspolitikere og et enkelt folketingsmedlem – fordelt på både højre- og venstrefløjen. Men ikke fordelt ligeligt mellem regionerne og Folketinget.

“Vores ambition var, at der skulle sidde en i panelet fra den røde og en fra den blå blok fra henholdsvis regionen og Folketinget. Regionsmedlemmerne ville gerne være med, men det var svært at få opbakning fra Christiansborg. Vi sendte invitationer ud til seks-syv politikere, men alle var forhindret. Vi sad tilbage med fornemmelsen af, at de vægrer sig ved den her debat, og vi har en mistanke om, at de er berøringsangste over for det her, for det er jo nemt nok at sidde på Borgen og tage administrative beslutninger, mens det er meget sværere at skulle ud og forsvare dem over for fagfolkene. Men det kan selvfølgelig også være, de bare skulle noget andet den aften”, siger Henrik Duch Laursen.

Og ifølge ham er der også noget at være berøringsangst over for. For på trods af den høje kvalitet er der panderynker og bekymring blandt flere faggrupper i hospitalsverdenen, fordi mangelen på både at motivere og kommunikere er markant fra folketingspolitisk side. 

Kommunikationen lider
I dag bliver kvalitet stort set kun målt i kvantitet, og det er en farlig vej at gå i længden, mener Henrik Duch Laursen, der også er tillidsrepræsentant for sine magisterkolleger på Aarhus Universitetshospital. Når alting bliver omgjort til ydelser, der skal kunne økonomiseres, måles og vejes, bliver der ikke talt meget om, hvad der motiverer. Og det er alt andet lige motivation, der skaber fremdrift, fastslår magisteren:

“Det var naturligvis rigtigt dejligt, at Jes Søgaard kunne fastslå, at vi faktisk gør det rigtigt godt her i Danmark. Men det var under debatten også interessant at observere, hvor langt der er fra en hospitalsafdeling til en regionspolitiker – og endnu længere til en landspolitiker. Vi taler konstant om omstillingsparathed og opgaveglidning, men det bliver sjældent fulgt op af motivation. På os virker det, som om Christiansborg-politikerne ser sundhedsvæsenet som en ren administrativ opgave, der skal løses. Jeg savner nogle signaler om tillid fra politikerne til alle ansatte i sundhedssystemet. For vi er ikke nummer to i Europa for ingenting”, fastslår Henrik Duch Laursen.

Han mener, at det helt store problem mellem det arbejdende folk i sundhedssystemet og landspolitikerne er manglende kommunikation. Ifølge Henrik Duch Laursen er kommunikationsvejen mellem dagligdagen i hospitalsvæsenet og det politiske miljø én stor brist i øjeblikket. Og det gavner desværre heller ikke motivationen.

“I vores daglige arbejde har vi et højt informationsflow. Ikke kun afdelingerne imellem på de enkelte sygehuse, fordi patienterne skal opleve et sammenhængende behandlingsforløb, men også i forhold til at dele den viden, som vi som akademiske faggrupper når frem til. Men når det handler om information mellem politikerne og vores dagligdag, hænger det slet ikke sammen. Vi hører stort set kun fra politikerne, når der forhandles overenskomster og vedtages budgetter, og det er skidt for motivationen”, siger han.

Et drømmescenario er ifølge Henrik Duch Laursen, at politikerne tager initiativ til at skabe en mere effektiv kommunikationsvej mellem systemerne. Men hans forventning til det er ikke stor:

“Det er ikke noget nyt problem, at vi synes, der er en træg kommunikation mellem os og i særdeleshed landspolitikerne. Initiativet burde komme fra politikerne, for det er jo dem, der i bund og grund har ejerskabet til os. Det er ikke sket, og det er også derfor, jeg mener, der er tale om en vis berøringsangst over for os fra politisk hold. Men så skal initiativet måske komme fra os selv. Efter min mening bør vi etablere nogle faglige råd, hvor organisationerne også gerne måtte være repræsenteret, så vi ad den vej kan få informeret bredt ud om, hvad det er, der virker og ikke virker i store systemer som vores”.

Ifølge Henrik Duch Laursen er det ikke kun motivationen, der lider under den dårlige kommunikation. Det er i virkeligheden også fremtidens gode kvalitet, der er i fare for at komme til at lide under den. For ikke nok med at demotivation er det modsatte af motivation – et vigtigt element som forskning bliver også offer for den manglende lyst eller vilje til at se på mere end målbare statistikker over dødeligheder og økonomi.

“Det er uheldigt, at det hele i dag handler om økonomi og effektivitet, for der bliver tegnet et forvrænget billede af, hvad der også foregår på et universitetshospital. Der er flere ting, som har været med til at give Danmark den flotte placering over de bedste universitetshospitaler, og det er blandt andet produktionsfokus og strukturrationaliseringer og forskning i, hvilke metoder der virker i store systemer. Det er områder, som magistre og andre akademikere er eksperter i, men som vi ikke får nogen særlig anerkendelse for fra politisk hold”.

Viden kan genbruges
Det, som blandt andet er med til at placere Danmark fint i statistikkerne, er, at rigtigt mange patienter oplever det, som fagpersoner kalder shared-care, altså sammenhæng i behandlingen for den enkelte. Det er godt og vigtigt, medgiver Henrik Duch Laursen. Men han beklager i samme åndedrag, at der er så massivt fokus på netop enkeltindividet, at de overordnede linjer aldrig kommer til debat.

“Tingene bliver ikke bragt op på et højere niveau, så vi overordnet kan vise, hvad der sker, når vi prioriterer, som vi gør. Politikerne taler højlydt og vedvarende om frit valg til den enkelte, men det hele bliver så ressourcestyret, at vi kan risikere at tabe den sammenhængende gode kvalitet undervejs”.

Skal Henrik Duch Laursen prøve at adressere den del af problemet, mener han, at det til dels skal findes i de signaler, som Christiansborg-politikerne udsender om regionerne:

“Det er en uværdig måde at se på det arbejde, der laves på hospitalerne, at man reducerer regionerne til en administrativ enhed. Hvis man ændrede på regionernes kompetencer, ville det have en gavnlig virkning på blandt andet forskningen, for Bent Hansen er en af de få, der konsekvent supplerer den almindelige snak om kvalitet og økonomi i hospitalsvæsenet med, at vedvarende kvalitet kræver et højt forskningsbehov”.

En sidegevinst ved en bedre kommunikation mellem hospitalsverdenen og politikerne ville ifølge Henrik Duch Laursen også være, at andre kunne nyde godt af alle de strukturelle erfaringer, som netop universitetshospitalerne har gjort sig. Det er viden og forskning, der med succes kunne hives op på et mere overordnet plan og derfra implementeres i eksempelvis de nye storkommuner, der mange steder også kunne have gavn af shared-care-tanken.

“Universitetshospitalerne har ikke kun brug for at forske i det medicinske, men også i struktur, logistik og kompetenceudvikling, og den forskning behøver ikke at blive inden for vores egne tykke vægge. Den bør også kommunikeres ud, så andre store systemer i samfundet kan få glæde af den og opnå samme gode resultater, når borgerne bliver spurgt om, hvordan de opfatter den service, det offentlige yder”.